22 års krig i Sudan er nu afsluttet. Og før da var der krig fra det øjeblik, da Storbritannien trak sig ud og efterlod et "land", som aldrig var blevet administreret sammen, men altid havde fungeret som to skarpt adskilte enheder.
Det arabisk og muslimsk dominerede Nordsudan - og det afrikanske og kristne Sydsudan. Sådan er den mest simple udgave af konflikten. Men i begge områder er der store variationer i kulturer og etniske grupper.
Den samlede befolkning kan ikke angives præcist, men anslås til at ligge et sted imellem 25 og 38 millioner mennesker.
Minerydning
Krigen har i store dele af Sudan haft forfærdelige menneskelige omkostninger.
Den efterlader landminer og ueksploderede bomber og granater, som skal fjernes, før folk kan bruge vejene eller dyrke markerne. Millioner af mennesker lever langt fra deres hjem, fordi de har måttet flygte fra krigen.
Borgerkrigen i Sydsudan har - i denne omgang - kostet mere end to millioner mennesker livet, og mere end fire millioner mennesker er fordrevet fra deres hjem.
Nu er spørgsmålet, hvor hurtigt de kan vende hjem. Og hvad de vender hjem til?
Krigen har betydet, at især Sydsudan aldrig har fået opbygget en egentlig infrastruktur med skoler, sundhedsklinikker, veje og andre offentlige serviceydelser.
Parterne i krig og fred
Sudans regering indledte i praksis krigen igen efter 11 års pause, da den forsøgte at indføre de islamiske shari'a love, også i Sydsudan. Sudans regering har været kendt for sine forbindelser til forskellige terrornetværk. Efter at USA i 2001 erkendte, at spændinger i lande, der ellers ikke normalt har den store sikkerhedspolitiske interesse, kan få direkte og dramatiske konsekvenser for den rige verden, engagerede man sig i mæglingen med en blanding af "stok-og-gulerod"-metode.
Modstandsbevægelsen SPLM/A, Sudan People's Liberation Movement/Army, var oprindelig støttet af Etiopiens marxistiske diktator Menghistu. Da Menghistu faldt i 1991, opstod der voldsom splittelse internt i bevægelsen, og man brugte flere år på voldsomme interne opgør, der i mange tilfælde kostede civilbefolkningen dyrt.
Men fra 1994 påbegyndte SPLM/A en gradvis proces henimod respekt for menneskerettighederne. Her har Sudans kirker spillet en vigtig rolle som talsmænd for borgerne og som mæglere i traditionelle konflikter.
Fredsaftalen
Fredsaftalen indbefatter en seksårig overgangsperiode, afsluttende med en folkeafstemning, der skal give sydsudanerne mulighed for at vælge mellem en fælles nation eller løsrivelse.
En række protokoller drejer sig om magtdeling og sikkerhedssituationen i overgangsperioden. SPLM/A har udnævnt en vicepræsident i overgangsregeringen og en leder af den nye regering for Sydsudan.
Aftalen indbefatter nok så vigtigt en ligedeling af olierigdommene mellem Nord og Sydtil hver del af Sudan samt en mindre del til centralregeringen.
Og endelig skal de respektive styrker trække sig tilbage til hver sin side af 1956-grænserne. Der bliver dannet nye, fælles styrker, der indtager nøgleplaceringer i nord og syd.
Darfur
Mens Nord- og Sydsudan forhandlede fred, sprang endnu en borgerkrig ud i lys lue, nemlig i Darfur - et område på en halv million kvadratkilometer (ti gange så stort som Danmark).
Konflikten mellem de forskellige stammer har sydet under overfladen med sporadiske udbrud i årtier, og der har været en mindre oprørsbevægelse.
Tidligt i 2003 blev konflikten til en egentlig borgerkrig. Og selv om Den Afrikanske Union har en fredsstyrke på over 6.000 mand i Darfur, er der stadig ikke tegn på, at konflikten kan afsluttes.
Foreløbig har helt op til 300.000 mennesker mistet livet i Darfur, og mere end to millioner er på flugt.
Hverdagsøkonomi i Sudan
Nordsudans formelle økonomi bygger på kunstvanding og mekaniseret landbrug samt på kvægavl. Gummi, korn, sukker og kvæg eksporteres.
Men uden for de store byer lever mange mennesker stadig nomadelivet sammen med deres kvæg, kamler, får og geder.
Mange mennesker i nord lever som handelsmænd, og et stort antal sudanere arbejder i andre arabiske lande. De penge, de sender hjem, er en vigtig del af Sudans økonomi.
Sydsudan har god landbrugsjord og masser af vand. Befolkningen deler sig i agerdyrkere og hyrdefolk.
Prisen for olien
Der blev fundet olie i syd i 1970'erne, og det var en af grundene til, at den anden borgerkrig brød ud. Olieproduktionen blev genoptaget i slutningen af 1990'erne, hvor Sudans regering brugte militser til etnisk udrensning i oliefelterne i Upper Nile for at sikre en pipeline til Port Sudan - og dermed eksport af olien.
Olieudvinding er blevet en stor indtægtskilde i den nationale økonomi og tiltrækker mange investorer udefra. Selv om den også skaber arbejde, kommer den sjældent de fattigste til gode.
De store investorer i Sudans olieindustri er kinesiske, indiske og malaysiske selskaber, og især Kina har omfattende investeringer i Sudan. Dermed er landet også blevet en vigtig politisk allieret og kan som fast medlem af FN's Sikkerhedsråd blokere for kritik af menneskerettighedskrænkelser i Sudan.
I den særlige nord-syd sammenhæng spiller det også en rolle, at de vigtigste kendte oliereserver befinder sig i Sydsudan, der samtidig har mineraler, herunder guld.
Grænseland
Kenya har længe været på god fod med begge parter i konflikten, og det har givet landet unikke muligheder som fredsmægler. Kenya huser et stort antal sydsudanesiske flygtninge og har i mange år været udgangspunktet for nødhjælpsforsyninger til Sydsudan.
Uganda har været den mest åbenlyse støtte for SPLM/A. Til gengæld har Sudans regering støttet oprørsbevægelsen Lord's Resistance Army i det nordlige Uganda. Læs mere om Uganda og LRA
Chad spiller en væsentlig rolle i Darfur, og de fleste flygtninge fra Darfur befinder sig her. Chad har forsøgt at mægle, men opfattes ikke som neutral.
Libyen og Egypten har også forsøgt at påvirke begivenhederne i Sudan - blandt andet ved et nyt fredsinitiativ i slutningen af 1990'erne. Dette blev i høj grad set som et forsøg på at sabotere den IGAD-proces, der førte til den endelige fredsaftale.
