En skæbnesvanger majnat i 2008 befandt én af Folkekirkens Nødhjælps medarbejdere sig i det frugtbare floddelta i Myanmar (Burma), da cyklonen ramte. Hun var en af de få udlændinge, som oplevede følgerne af cyklonens hærgen på tæt hold, for området blev øjeblikkeligt fuldstændig lukket af militærstyret.
Allerede dagen efter sejlede hun ud på de oversvømmede floder for at dokumentere cyklonens følger og danne sig et indtryk som baggrund for den hjælpeindsats, som hun nu skulle blive en helt central organisator for.
Alt var smadret
Hendes billeder er noget af det værste, jeg har set. Børnelig skyllet op af bredderne, døde og forrevne mennesker fastklemte i væltede træer, ødelagte broer eller nedstyrtede huse. Landsbyer total jævnet med jorden. Overlevende, som sad våde og forkomne tæt sammen under interimistiske plasticoverdækninger.
I de små fjerntliggende landsbyer omgivet af vand taler de overlevende nu kun sjældent om de døde og deres kamp den nat. Om hvordan de siddende i toppen af svingende palmetræer ikke havde kræfter til at holde fast i alle deres børn og måtte vælge, hvilke af dem de smed i bølgerne. Om hvordan skolen, hvor det meste af landsbyen søgte tilflugt fra flodbølgen, til sidst brast sammen, så kun et par mursten stod tilbage. Eller om det syn, der mødte dem ved daggry, hvor vandmasserne trak sig tilbage og efterlod ingenting.
Første fælles indsamling til katastrofeofre
I de første dage efter cyklonen var det kun sparsomt med oplysninger inde fra katastrofeområdet, men vi fik de rystende beretninger, og for første gang lavede vi en fælles indsamling til ofrene sammen med Kristeligt Dagblad. I tre uger kunne avisens læsere følge nødhjælpsarbejdet og de mange forhindringer, som skulle overvindes. Og i tre uger kunne man donere beløb via avisen til nødhjælpsforsyningerne.
Indsamlingsmålet blev nået indtil flere gange. I alt blev der samlet 1,8 millioner kroner ind ved denne fælles indsamling. Og disse penge blev suppleret af bevillinger fra Danida og fra EU og fra de øvrige bidrag fra private og virksomheder. Alt i alt kom Folkekirkens Nødhjælps katastrofeindsats til ofrene for Nargis op på omkring 15 millioner kroner.
Nu tre år senere har jeg besøgt Myanmar for at se, hvordan indsatsen har båret frugt. Og det var en fantastisk oplevelse at besøge området og opleve, hvordan den første hjælp blev det puf, som gav de overlevende håb og tro på fremtiden, og som betød, at der i de ramte områder skete mirakler på blot tre år.
Ikke sådan at forstå, at alt nu blot er godt. Befolkningen skal stadig kæmpe for få mad på bordet, betale lånehajerne, undgå sygdom og finde penge til børnenes skolegang.
Kærligheden er blevet praktisk
Men der bliver også langsomt plads til glæde og håb for fremtiden. Mange af de efterladte har for eksempel giftet sig på ny. "Det er ikke som den kærlighed, jeg havde med min tidligere kone, som jeg havde kendt, siden vi var børn," forklarer en nygift fisker i 50' erne, der mistede sin kone og børn under cyklonen.
" Det er mere praktisk og for samværets skyld." Andre joker med en rigelig portion burmesisk humor om, at de internationale organisationer som en del af deres hjælpe-og udviklingsprojekter skulle overveje målrettet distribution af koner - og ikke bare såsæd og vandbøfler.
Babyer og småbørn titter frem overalt i landsbyerne. I landsbyen Armakhan er der kommet nye børn til i halvdelen af familierne, men landsbyens nybyggede lille skole er dog stadig halvtom. Kun 12 af landsbyens 60 skolesøgende børn overlevede den nat. Lærerinden er statsansat, men for en ussel løn, så forældrene til skolesøgende børn sørger også for den daglige mad til lærerinden og fra tid til anden små gaver, så hun ikke som sin forgænger rejser sin vej.
Trods modgangen er det arbejdsomhed, indre styrke og optimisme, der præger befolkningen i disse fjerntliggende egne, hvor den nærmeste by er tre timer væk med motorbåd. Der er blevet arbejdet hårdt i årene, siden cyklonen ramte - med fiskeri, landbrug og genopbygning af alt fra huse og hytter til det lokale kloster og den lille videobiks, der viser burmesiske, koreanske og amerikanske film.
I de små fjerntliggende landsbyer omgivet af vand taler de overlevende nu kun sjældent om de døde og deres kamp den nat.
Henrik StubkjærRotter åd risen på marken, før den blev moden
Det er først nu efter tre hårde år, at indsatsen i markerne for alvor begynder at bære frugt. Det første år var såsæden ødelagt, vandbøflerne ( der bruges til pløjning) døde, og jorden var fuld af salt.
Det andet år åd rotter risen, inden den var modnet på marken. Bøndernes gæld til lånehajerne tårnede sig op, og de allerfattigste landarbejdere måtte nøjes med to sølle måltider om dagen - på trods af en del nødhjælp udefra.
Men nu er der mad på bordet igen efter den første gode høst. Landarbejderne har fået arbejde, bønderne har kunnet betale det meste af deres gæld tilbage - trods de horrible månedlige renter på 10 procent - og der er endda nok såsæd til næste sæson.
En del af fremgangen skyldes den fortsatte støtte fra Folkekirkens Nødhjælps lokale partnerorganisationer, som lokalbefolkningen har gjort god brug af. Først nødhjælpsrationer i form af ris, olie, lidt tøj og andre basale fornødenheder.
Senere såsæd, gødning, vandbøfler, mini-traktorer, landbrugsredskaber og træning i forbedrede landbrugsteknikker.
Ny viden varer evigt
De lokale sætter især pris på træning og uddannelse: " Andet kan gå i stykker eller forsvinde igen, men ny viden vil vi opbevare i vore hjerter," forklarer en ældre bonde.
Udbyttet på de marker, hvor de nye teknikker er taget i brug, er næsten dobbelt af det normale, men til gengæld kræves der tilvænning og lidt større investeringer.
Det var en stor oplevelse at se, hvordan rismarkerne er blevet gendannet med tilhørende kilometerlange vandingskanaler til overrisling. I byerne er husene og skolerne blevet genopbygget, og der er anlagt nye forhøjede veje og stier, så befolkningen kan færdes sikkert i landsbyerne i perioder med oversvømmelser.
Der er bygget nye garager med hængelåse til de minitraktorer, som har været medvirkende til, at genopbygningen er gået så hurtigt. Disse maskiner vedligeholdes efter alle kunstens regler og fremstår som nye. I en af landsbyerne er der etableret et biogasanlæg, der kører på risskaller som brændstof. Anlægget kan producere strøm i to timer hver aften til landsbyens husholdninger.
Vi så også gendannede køkkenhaver, som for at give fuldt udbytte er afhængige af høje palmetræers læ og beskyttelse mod den brændende sol. Så høje er palmerne ikke endnu, men forventningens glæde er ikke til at tage fejl af.
Hjælp til selvhjælp giver ejerskab
Folkekirkens Nødhjælp har i årene siden 2008 udvidet sit lokale netværk af partnere, som nu tæller 12 organisationer, der arbejder i forskellige egne af landet med styrkelse af civilsamfundet især i forhold til uddannelse og landbrug.
En del af arbejdet har også været at opbygge et katastrofeforebyggende beredskab, så landsbybeboerne står stærkere rustet i tilfælde af, at nye cykloner eller andre naturkatastrofer rammer området.
Noget af det vigtigste, vi har oplevet på vores tur rundt i deltaet, er, at midt i de enorme menneskelige lidelser og tab, så har den akutte hjælp og indsatsen efter Nargis givet håb. Hjælpen er udmøntet på en sådan måde, at den har været hjælp til selvhjælp og givet folk i Myanmar et ejerskab over deres fremtid.
Artiklen her er bragt som en kronik i Kristeligt Dagblad den 28. oktober 2011.