|
| På genbesøg ser journalisten et falmet foto fra 2002 af interviewet med den døende Van Hon. |
I 2002 var Van Hon ved at dø af aids.
Hendes øjne var blanke, og hendes gulblege ansigt glinsede af sved, som hun sad der på stråmåtten og fortalte om sin sygdom.
Hun var blevet smittet af sin eks mand, inden han forlod hende til fordel for en anden kvinde.
Nu var han allerede død, og det var hans nye kone også.
Hvad nu med børnene?
Van Hon led meget af hovedpine og feber, som hun prøvede at dulme med urtemedicin. Hun indrømmede, at hun var bange.
”Min største bekymring er, hvad der skal ske med dem,” sagde hun og pegede hen på de to piger på 12 og 15 år, der holder sig genert i baggrunden.
"Jeg tænkte på mine egne piger, der var jævnaldrende og slet ikke parate til at klare sig selv endnu. Og cambodjanske piger har vel ligeså meget brug for forældre, mens de vokser op. Og deres børn har brug for bedsteforældre."
Hun lever da endnu
|
| Seks år senere får journalisten endnu en chance for at interviewe Van Hon. |
Seks år senere besøger jeg den samme egn i Battambang provinsen.
På en opslagstavle hos den lokale hiv/aids-koordinator får jeg øje på et falmet foto af mig selv, der sidder og interviewer Van Hon, og jeg kan ikke lade være med at spørge:
”Hvordan gik det, og hvornår døde hun?”
Koordinatoren svarer med et overrasket grin: ”Jamen hun lever da endnu. Vil du sige hej til hende?”
Falske begravelsestrommer
|
| Van Hon sammen med sine to døtre og det fire dage gamle barnebarn. |
Fem minutter senere ruller vi ind ad den smalle jordvej til Van Hons hus.
Hun er ikke hjemme, men der bliver straks sendt bud efter hende. Lidt efter kommer hun kørende på en lille knallert.
”Jeg var lige ude i rismarken,” siger hun og tørrer sveden af panden med et rødternet tørklæde.
Hun får at vide, hvorfor jeg er kommet, og smiler.
| World Aids Day |
|---|
|
Den 1. december er FN’s World Aids Day, hvor der overalt i verden sættes fokus på bekæmpelse af hiv/aids, og hvor der tændes lys til minde om dem, der er døde. |
”Det er rigtig nok, jeg var ved at dø. Jeg var for svag til at arbejde, og på et tidspunkt troede naboerne, jeg var død, fordi de hørte trommer.”
Men det var ikke begravelsestrommer, naboerne havde hørt, og Van Hon var ikke død.
Tværtimod var hun kommet på hospitalet, hvor hun fik medicin. Og det har hun fået siden – gratis gennem myndighederne.
”Hvis jeg ikke havde fået medicin, var jeg helt sikkert død,” fastslår den nu 58-årige kvinde, der for få dage siden blev bedstemor for tredje gang.
”Dengang tænkte jeg meget på døden og var bange. Men nu tænker jeg ikke så meget på det”, siger hun og løfter sit nye lille barnebarn op på skødet.
”Jeg dør, når jeg skal dø.”
Aids i CambodjaI år 2000 var Cambodja det land i Asien, der var mest plaget af hiv/aids, og man frygtede en sand eksplosion i antallet af syge. Men sådan gik det heldigvis ikke. De nyeste tal fra FN viser, at færre nu bliver syge og dør af aids. Således var kun 0,9 % af den voksne befolkning smittet med hiv i 2007 mod 1,2 % i 2003. ”Forklaring på den positive udvikling er en omfattende indsats fra myndighederne såvel som private organisationer i form af massiv oplysning, uddeling af kondomer, medicin og hjælp til de syge,” fortæller aidskonsulent i Folkekirkens Nødhjælp, Elsebeth Gravgaard. Mange cambodjanske mænd går til prostituerede, og en målrettet indsats over for landets mange sexarbejdere for at få dem til at bruge kondomer har været effektiv.
”Men i takt med at flere og flere sexarbejdere gemmer sig for myndighederne af frygt for at blive arresteret, bliver det desværre også sværere at nå ud til dem med oplysning og kondomer. |