Landsbybank i det nordlige Malawi.
Forestil dig en hverdag uden en bankkonto. Du får din løn udbetalt i hundredekronesedler hver den 30. i måneden og må cykle med dem hjem i cykelkurven.
Da du ikke har andre steder at opbevare sedlerne, har du mange tusinde kroner liggende på spisebordet.
Giver det dig problemer? Helt sikkert. Pengene bliver lettere stjålet, og du kommer nok til at klatte flere af dem væk, end hvis de var sat ind på en konto.
Er det realistisk? For Joyce Banda fra det nordlige Malawi er det hverdag. De få penge, hun tjener, kommer ligesom din løn i klumper: Høsten sælges én gang om året og fiskene på markedet en gang om ugen.
Men hvor skal hun gøre af pengene? Som to milliarder andre fattige verden over har Joyce Banda ikke adgang til sikker opsparing. Det betyder, at hun ikke kan gemme pengene fra høsten eller fiskene uden risiko for, at de rådner, eller at hendes mand bruger dem. Og det er et stort problem.
Løsningen hedder mikroopsparing: Etablering af banker, hvor fattige kan spare op. Folkekirkens Nødhjælp har for nylig taget det nye redskab til sig, og efterspørgslen er stor. Så stor, at mikroopsparing meget vel kan blive afløseren til mikrolånet, der på det seneste har fået hård medfart af såvel medier som forskere.
Mere end lån
Først for nylig er det kommet frem, at fattige efterspørger mulighed for opsparing i ligeså høj grad som lån. Og fattige kan godt spare op. Cirka en milliard mennesker lever for under en dollar om dagen, og man kunne umiddelbart tro, at de fik udbetalt netop en dollar hver dag. Men sådan forholder det sig ikke.
Indtægten er utilregnelig: En motorcykeltaxa i Dakha giver tre dollars den ene dag og ingen de næste to dage. Majshøsten i Malawi giver 500 dollars i maj, ingenting resten af året.
Hvis man ikke skal dø af sult, har man kun et alternativ: At spare op. Desuden er opsparing godt at have, når der skal betales skolepenge, hospitalsregninger eller andet, der falder i større bidder.
Hjælp til selvhjælp
Udviklingsorganisationer har længe forsøgt at bruge opsparingsiveren i kampen mod fattigdom. Med lidt oplæring kan en landsby etablere en bank, hvor 20 personer kan spare op i en pengekasse. Kassen har tre låse, nøglerne betros tre forskellige landsbybeboere, og kassen må kun åbnes, når alle 20 bankmedlemmer er til stede.
Opsparing og udlån kan man lære på ugentlige møde gennem et halvt år. Beløb, der betales ind eller ud af kassen, memoreres af to sidemænd, for ellers kan de få, der kan læse, løbe med pengene. Når gruppen har sparet op, låner den pengene ud til de medlemmer, der har små forretninger.
Ny vin på nye flasker
Organiseret mikroopsparing er en relativ ny foreteelse i det bistandspolitiske landskab. Derfor er der heller ikke nogen, der videnskabeligt har bevist, om det virker.
Folkekirkens Nødhjælp er blandt de første i verden til at sætte de små opsparinger grundigt under lup. Siden 2009 har vi studeret hundrede sparegrupper i Malawi og interviewet tusindvis af opsparere. For vi synes, der skal fakta på bordet.
Mikroopsparing byder på ufordringer. En stor del af den vestlige verdens bistandsorganisationer og befolkninger hænger fast i historien om lån. Måske fordi vi bedst kan lide, hvis vi giver noget ud: Et myggenet, en fiskestang eller et lån.
Men det er på tide, at vi flytter fokus fra det, vi gerne vil give, til det, verdens fattigste efterspørger.
Historien er ikke simpel, men den er nødvendig: Fattige efterspørger opsparing. Det er på tide, at vi giver dem det. Du ville ikke selv acceptere en bank, der kun ville låne dig penge. Så det bør verdens fattigste heller ikke gøre.