Folkekirkens Nødhjælps landsmøde på Nyborg Strand lørdag d. 28. april 2007.

Det første, der falder én ind ved 2006, er fraværet af de helt store spektakulære katastrofer af den pludselige slags. Og gudskelov for det.

Dem havde vi så rigeligt af i 2005.

Men det betyder ikke, at 2006 var et år uden dramatiske nødsituationer. Vi måtte hjælpe ofre for voldsomme oversvømmelser i Etiopien og for en genopblusset krig i Sri Lanka.

Men det var ellers i høj grad de stille katastrofers år. Dem, der kun i glimt formår at tiltrække sig den internationale omverdens opmærksomhed. Og som der ikke er politisk vilje til at for alvor at gøre noget ved.

Fire stille dramaer

Jeg vil især hæfte mig ved fire af dem:

1) Den stille sult

Sidste års sogneindsamling satte især fokus på den stille sult i Indien. Her lever over 200 mill. mennesker, især de kasteløse, i ekstrem fattigdom og kronisk underernæring, betinget af kulturelle, økonomiske og politiske vilkår.

Men den stille sult er hverdag for mere end 850 millioner mennesker verden over. Med andre ord får hvert ottende menneske på jorden aldrig nok at spise. De fleste af dem er kvinder.

2) Darfur

I Darfur i Sudan er de regeringsstøttede militsers overgreb på den lokale afrikanske befolkning fortsat gennem hele 2006. Sodsværtede hytter står tilbage i forladte landsbyer, mens over to millioner internt fordrevne er samlet i lejre.

Politisk strides man om, hvorvidt den slags kan kaldes ’folkemord’ eller ej. Lejre hvor kvinderne løber en helt konkret risiko for overfald og voldtægt, hvis de bare går udenfor lejren for at hente brænde.

Nogle af deres historier findes i bogen ” Det værste er at dø i stilhed”, som udkom for nylig, skrevet af FKNs journalist Malene Haakansson. Den kan varmt anbefales.

3) Den humanitære krise i de palæstinensiske områder

Opførelsen af muren, eller sikkerhedsbarrieren, fortsatte gennem hele 2006, og den har sammen med den økonomiske blokade af Hamas-regeringen skabt en decideret humanitær krise for den almindelige palæstinensiske befolkning.

Fattigdom, fødevaremangel og arbejdsløshed er hverdag – og fremtidsudsigterne er dystre.

4) HiV/Aids-epidemien

HiV/AIDS truer stadig nye opvoksende generationer over hele verden, men ikke mindst i Afrika, hvor tre fjerdele af de unge smittede er kvinder. Over fire mill. mennesker blev smittet verden over i 2006, og epidemien breder sig hastigt i både Asien og Østeuropa.

Selv om der nu findes medicin, der kan holde smitten i ave, er den ikke tilgængelig for det store flertal af de HIV-smittede i verden. Og slet ikke for de fattigste.

Den stille sult – Darfur – Palæstina – HiV/AIDS - I alle fire tilfælde er svaret ikke bare mere udviklingsbistand. De kræver politisk handling for at blive løst.

Derfor må og skal FKNs indsats handle om både en konkret økonomisk håndsrækning, og om en fortalerindsats, hvor det drejer sig om at være med til at fastholde verdens opmærksomhed og ansvar for at medvirke til, at der bliver gjort noget ved situationen.

Besøg i Palæstina

En stærk og vedvarende fortalerindsats er også det, den palæstinensiske befolkning mest af alt beder om.

I 2006 havde jeg selv lejlighed til at aflægge besøg i Israel og de besatte palæstinensiske områder. Det var mit femte besøg i området, denne gang som en del af en dansk økumenisk kirkedelegation. Det blev mit første møde med Muren.

Det er en stærk oplevelse at stå ansigt til ansigt med den og se, hvad den og hele systemet medfører af sorg, afmagt og frustration for de mennesker, som afskæres fra familie, skoler, hospitalsbehandling, marker, oliventræer, arbejde - kort sagt fremtidsmuligheder.

Så kan jeg ikke lade være med at undre mig over, hvad det er en for en mekanisme, der går i gang, når nogle få meter af en tilsvarende mur på en Roskilde-festival kunne vække så stærk forargelse.

Israelernes behov for sikkerhed er menneskeligt forståeligt – men problemet med muren er, at den ikke står i skel, som det så rammende er udtrykt af FKNs tidligere formand. Enhver ved, at dét ikke er opskriften på fredeligt naboskab.

En af deltagerne i vores rejse udtrykte sig sådan om sine oplevelser, og jeg vil gerne citere fra vores rapport:

”Hvad ligner det, at der skabes vanskeligheder for mennesker i pasningen af deres jord og erhverv? Hvad ligner det at chikanere syge mennesker, der f.eks. tre gange om ugen skal passere indtil flere checkpoints for at komme i dialyse på et hospital i Jerusalem? Vi mødte mennesker, der chikaneres ud af og væk fra deres hjem eller fra deres marker. Der må kunne findes andre måder at beskytte sig på.”

Om et par måneder, i juni, er det 40 år siden besættelsen af Vestbredden begyndte med krigen i 1967.

Situationen er på alle måder mere fastlåst og fremtidsudsigterne for den palæstinensiske befolkning endnu mere dystre end dengang.

FKN forsøger at være med til at plante nyt håb gennem støtte til lokale partnere og sociale initiativer – og vil blive ved med at presse på for at fastholde fokus på humanitære problemer, som besættelsen skaber for den menige befolkning.

Minerydning

Befolkningen i Sydlibanon kom også endnu engang til at lide under konflikten i Mellemøsten, da der udbrød åben krig mellem Hizbollah og Israel i sommeren 2006.

Men selvom krigshandlingerne er slut, er den civile befolknings lidelser det ikke. Israelske klyngebomber har efterladt omkring 800.000 små bomber, der stadig spreder død blandt folk i Libanon.

FKN er nu med EU-midler med til at fjerne de ueksploderede bomber – i øvrigt med teams, der består af både sunni-muslimer, shia-muslimer og kristne.

Et konkret eksempel på, hvordan FKN gennem praktisk hjælp kan være med til at bygge bro og skabe dialog mellem mennesker.

På det politiske plan arbejder FKN aktivt og målrettet for et internationalt forbud mod klyngebomber – og der er håb om, at det vil lykkes. (Se her)

Humanitær minerydning er jo et særligt indsatsområde for FKN, fordi vi selv er operative, og det giver os mange krævende udfordringer. Men der er også fremskridt at rapportere om. Det var således en glad dag, da generalsekretæren i november kunne markere, at vi afsluttede rydningsindsatsen i Albanien ved at udløse den sidste samling af opsporede miner.

Normalt foregår den slags arbejde jo langt væk fra Danmark, men lige nu står vi faktisk overfor en indsats herhjemme også. FKN får en rolle i rydningen af miner på Skallingen, og det bliver en spændende opgave for os.

Det giver os nemlig lejlighed til at afprøve vores WADS (Wide Area Detection System), som ellers har opereret i Angola. Vi har brug for at få dokumenteret dens resultater, og det er unægtelig nemmere at gøre på Skallingen end i Angola, og samtidig kan vi uddanne folk, som senere bliver i stand til at tage systemet med på operationer i Sudan og andre lande.

Ged i indsamlingen

En minerydder var vel en af de få ting, man ikke kunne købe i FKNs nye julegavekatalog – men til gengæld var der en overvældende efterspørgsel efter katalogets bestseller – geder. Der blev købt 51.000 gaver, og Givenged blev en sådan succes, at nogle på et tidspunkt kunne blive helt nervøse for, om dette mylder af altædende geder snarere ville blive en belastning end en velsignelse for u-landenes befolkninger.

Det blev dog heldigvis ved velsignelsen, fordi FKN har så bredt et spektrum af lokale partnere og landbrugsudviklingsprojekter, at der var plads til alle de geder, som giverne gerne ville give.

Men det væsentligste var, at det med gederne og de andre gaver lykkedes at få sat den ofte mindre spektakulære langsigtede bistand på en folkelig formel. Det er godt, for det er jo den langsigtede indsats med en ansvarlig politik og integrerede udviklingsindsatser, der skaber fremskridt og på længere sigt kan gøre en ende på de stille katastrofer.

Kampagnen ramte plet hos danskerne, fordi den rummede et element af humor og ramte os lige der, hvor vores overflod måske bliver allertydeligst – nemlig når vi skal finde på mere eller mindre pligtbetonede gaver til mennesker, der i forvejen har alt.

Folkelig givervilje

Der var i det hele taget folkeligt fokus på den langsigtede indsats i 2006. Ikke mindst fordi der syv gange i årets løb kom frivillige indsamlere til folks døre.

De mange landsindsamlinger er som bekendt et direkte resultat af regeringens beslutning om at fastsætte et egetbidrag på 10% for alle u-landsorganisationer. Det tvinger alle ud på indsamlingsmarkedet, næsten uanset omkostningerne.

Der viste sig at være stor givervilje i befolkningen. Det kan vi alle glæde os over, men vi må til stadighed understrege, at det er en meget dyr måde at rejse penge på i forhold til, hvis de blev opkrævet over skattebilletten.

Vi ligger som den første af de syv landsindsamlinger og har jo netop igen fået et meget flot resultat på 14 mill. kroner ved sogneindsamlingen, oven i købet ganske kort efter DRs Danmarks-indsamling, der gav 52 mill. kroner til samme tema, HiV/AIDS. Det kan vi takke vore 18.500 indsamlere og vores indsamlingsledere for.

Face2face paradoks

Udenrigsministeriets stigende krav om egenfinansiering har selvfølgelig gjort, at vi må gå nye veje i indsamlingsarbejdet. Det har vi som bekendt gjort med Face2face-indsatsen på gaderne. Det er ganske klart, at vi med denne form appellerer til unge målgrupper, som vi ellers ikke ville komme i nærkontakt med, og vores facere har gjort en flot indsats, som vi er stolte af.

Så meget desto underligere har det været at opleve, at Justitsministeriet nu spænder ben for dette arbejde. Nogle cityforeninger er utilfredse med, at der er facere på gaden, og det har fået ministeriet til at tolke indsamlingsloven så snævert, at det reelt blokerer for denne form for indsamling.

Det undrer os, at det ene ministerium stiller krav, som et andet ministerium gør det sværere at leve op til. Vi ved, at vores facere opfører sig respektfuldt overfor folk, og vi går gerne i dialog med både Justits-ministerium og cityforeninger, hvis de er interesserede i det.

Vi håber, at der findes en ordning, som vi alle kan leve med – for det er vores klare indtryk, at de unge givere ikke finder det særlig mærkværdigt eller belastende at blive kontaktet face to face.

Nye initiativer

Vi har ellers på andre områder oplevet et positivt samarbejde med regeringspartierne i det forløbne år. FKN er på flere punkter meget kritisk overfor regeringen, men det udelukker jo på ingen måde, at vi kan samarbejde med alle de politikere og folk i baglandet, som stadig har hjerte for u-landsbistand. Og dem er der faktisk mange af, så der er kommet mange gode initiativer ud af de nye kontakter.

Rejse for ungdomspolitikere, foredragskampagne med Liberalt Oplysningsforbund, indsamlingsinitiativet ”Vi husker Darfur” med statsministerfruen i spidsen er bare et af de nye initiativer.

På andre områder blev der også opdyrket nye muligheder i årets løb. Samarbejde med erhvervslivet er stadig et jomfrueligt område for FKN, men det er et område, som rummer store muligheder og som vi gerne vil prioritere fremover.

Der blev taget et vigtigt skridt med et seminar om erhvervslivets sociale ansvar i forbindelse med sogneindsamlingens fokus på Indien. Og senere på året fik FKN den første større samarbejdsaftale i stand med COOP Danmark. Det samarbejde førte blandt andet vores indsamlere ud i Kvickly’er og indkøbscentre under årets sogneindsamling – for første gang.

Frivilligarbejdet ekspanderer

Også på genbrugsområdet blev der indvundet nyt land. I alt fem nye butikker blev det til i årets løb. Jeg havde selv den store fornøjelse at være med til åbningen af butik nr. 116 i Torshavn – den første FKN-genbrugs på Færøerne. Skønt det var en grå blæsende og regnvåd novemberdag, var det en stor dag for mig og for de energiske frivillige bag butikken, og indenfor var der kaffe på kanden, hyggelig stemning og godt med kunder. Og det er med stolthed, jeg noterer mig, at butikken allerede har tjent de første 100.000 kr. til FKNs arbejde. Det er meget flot!

Genbrugsområdet udvikler sig i det hele taget godt, og det er dejligt at se, at den regionale struktur og genbrugsudvalget fungerer fint. Ruth og Herluf – og alle andre, der er involveret i genbrugsarbejdet - kan med rette være stolte af det guldæg, der blev lagt med den første genbrugs i Århus i 1972 – for 35 år siden.

Genbrugserne slog i 2006 endnu engang rekorden mht overskud. Det vil jeg gerne både personligt og på hele styrelsens vegne sige alle genbrugsfrivillige en varm tak for!

Jeres indsats er umådelig vigtig. Både med hensyn til de kontante indtægter til hjælpearbejdet, og fordi I er i frontlinjen bag disken med hensyn til at repræsentere FKN og forklare, hvorfor det ikke altid er nok for en organisation bare at sende penge, men at vi også må gå i brechen for de mennesker, der rammes af sult, fattigdom, undertrykkelse og uretfærdighed.

Genbrugserne har i mange år stort set været det eneste frivillig-område, FKN havde, men sådan er det ikke mere. Det er en vigtig udvikling for vores organisation, at der nu også er et levende og aktivt ungdomsnetværk, der ikke mindst har manifesteret sig omkring Roskilde Festivalen og Rent vand koster-kampagnen.

Noget tyder på, at der nu også er et netværk på vej af senior-frivillige, der igen kan have nogle helt andre kapaciteter at byde på.

Det er en vigtig udvikling, og jeg har fra starten af min formandsperiode lagt vægt på, at frivillighed og professionalisme skal gå i spænd i en organisation som FKN. At kunne gå i spænd kræver, at man anerkender hinandens styrker. Der vil altid være et spændingsfelt mellem de to poler, men vi kan ikke undvære nogen af dem.

Vi kan ikke overleve uden en professionel medarbejderskare, der er dygtige rent fagligt, men vi har som organisation også brug for den folkelige bredde og appel, der ligger i at kunne engagere – og rumme - aktive mennesker på frivillige basis.

FKN og det kristne grundlag

Til gengæld er det også klart, at man som frivillig må forholde sig – og gerne stille spørgsmål - til den organisation, man lægger sit engagement i. Det gjorde nogle af jer også, da jeg i efteråret var med på et seminar for at snakke om FKNs kristne baggrund. Hvad betød folkekirken egentlig i FKN, var spørgsmålet.

Det medførte en rigtig god diskussion om, hvorfor FKN egentlig ikke bare kunne lade være med at være kristen. Det ville være meget bedre, mente den frivillige, der spurgte, for hun anså ikke sig selv for kristen og ville bare gerne gøre et stykke humanitært arbejde og helst ikke have det der religiøse med oveni.

Men dertil måtte jeg svare, at organisationen jo er oprettet på et kristent grundlag med udgangspunkt i et kristent menneskesyn og varetager folkekirkens diakonale opgave i forhold til det internationale samfund.

Det kan FKN ikke opgive uden at miste hele sin identitet, sit særpræg og sin eksistensberettigelse. Og det skal FKN heller ikke, for der ligger en stor integritet og styrke i at bygge på kristendommens menneskesyn. I kristendommen opfattes det enkelte menneske nemlig som en enestående og uendeligt værdifuld skabning.

Men netop som en skabning, der er sat ind i en fælles sammenhæng med ansvar overfor andre skabninger – det være sig andre mennesker, både vores nabo herhjemme og de fattige fjernt herfra, overfor dyr og planter, ja hele miljøet.

Det er FKNs grundlag. Men der er ingen, der siger, at man som medarbejder eller frivillig behøver dele troen for at kunne deles om opgaverne.

Det behøver man heller ikke i den nye alliance ACT-Development, som FKN har været en af fødselshjælperne for. Den skal forene 42 kirkelige organisationer under et stærkt fælles logo, som skal bygge videre på og smelte sammen med det ACT-logo, vi allerede arbejder sammen under i katastrofesituationerne.

Alliancen er til stede i 157 lande og har over 14.000 ansatte udviklingsarbejdere og en samlet omsætning på op mod 10 mia. kroner, så det er en af verdens største.

Tak

Opgaver har der altså været nok af, ikke bare i kraft af de stille katastrofer verden rundt. Men så sandelig også i Nørregade, hvor medarbejderne i månedsvis har levet med støv, støj og rod, mens ombygningen af de nyerhvervede lokaler stod på.

Senere har de flyttet rundt i huset, og som om det ikke var nok, har de samtidig været igennem en omstrukturering, der berørte de fleste og skabte nye afdelinger med nye chefer.

Alt i alt tror vi på, at det gør FKN i stand til at møde de kommende års udfordringer på et marked med både stigende behov – og stigende udfordringer.

Derfor skal der i år lyde en ekstra stor tak til medarbejderne, hjemme i Nørregade og ude på regionalkontorerne. Men også en varm tak til vore mange givere, frivillige og samarbejdspartnere, som har været med til at gøre det det muligt for FKN at nå langt ud med hjælpen, også i 2006.