sms

nød

til

1277

og støt med

150 dkk

(+ alm. trafiktakst)

19 år og nonne
Print
Gitte Winther er netop hjemvendt fra Malawi med et rejsebrev. Her har hun været volontør i 3 måneder og bl.a. boet sammen med nogle nonner på et kloster.
03.02.2012 af Simon Stagis Nielsen Gitte Winther
Gitte arbejder på klinik i Malawi
© Gitte Winther
Gitte har været volontør i Malawi. Her blev hun gode veninder med en 19-årig nonne

Da jeg den 5. januar spændt ankommer til landsbyen Chiringa i området Phalombe, står fire smilende nonner klar til at tage imod mig. Trods varmen er de ens klædt i lange blå kjoler og hvide hovedtørklæder. Efter at have tilbragt syv uger hos en fattig, primitiv landfamilie med seks børn i det nordlige Malawi, begynder nu min anden del af opholdet som volontør for Folkekirkens Nødhjælp. Nonnerne byder mig hjerteligt velkommen, og til min store glæde og overraskelse, serverer den yngste af de fire nonner kolde fanta og cola, mens hun genert gengælder mit taknemmelige smil. De kolde drikkevarer tyder på at dette ophold bliver anderledes end det første.

Tæt på luksus

Tiden flyver, jeg har nu allerede tilbragt en ud af tre uger hos de fire katolske nonner, som tager sig utroligt godt mig. En blød seng, til tider elektricitet og rindende vand og fire-fem måltider om dagen - alt sammen en luksus, der er usammenlignelig med vilkårene i den første familie.

Selvsikker og snakkelysten søster

De varme smil og åbne sind har gjort det nemt for mig at følge nonnernes hverdag og lære dem at kende. Specielt den yngste af de fire, Søster Emelensiana på 19 år, tilbringer jeg mange hyggelige timer sammen med. I begyndelsen var hendes smil forsigtige og generte, men efterhånden viser de, at hun er både selvsikker, nysgerrig og snakkelysten. Det giver mig mulighed for at stille min nysgerrighed omkring hendes liv som nonne.

Nonne med 3 løfter

Emelensiana fortæller mig stolt, at hun har været nonne i halvandet år. Hun opsøgte selv præsten i sin hjemby, dog med opbakning fra forældrene, da hun ønskede at blive nonne. Efter tre år på nonneskolen “Maryview Congregation”, kunne hun kalde sig selv “Servant of the blessed Virgin Mary”. Da jeg spørger hende om religionens betydning for hendes liv, svarer hun hurtigt og sikkert, at hun skal overholde tre vigtige løfter; 1. Cølibat, 2. Lydighed, 3. Fattigdom, der indebærer at give afkald på sine materielle ønsker.

At opmuntre patienter på klinikken

Ved siden af nonnernes hus ligger en sundhedsklinik, som er drevet af CHAM (Christian Health Association of Malawi) og støttet af Folkekirkens Nødhjælp. På denne klinik arbejder Emelensiana fem dage om ugen, og i dag tager hun mig med rundt. For mig er det tydeligt, hvordan de tre løfter danner rammen om Emelensianas hverdag. Handlingerne har alle den fælles hensigt, at tjene Gud ved at hjælpe de svage i samfundet. Efter morgenbøn og morgenmaden, starter arbejdet. På vej til klinikken fortæller hun mig, at hendes yndlingsbeskæftigelse er at opmuntre de syge, og at hun drømmer om snart at uddanne sig til sygeplejerske. Dette kan hun få betalt af Maryveiw Congregation.

Vi elsker mangoer og er begge skabt af Gud

Mens vi snakker sammen, går det op for mig, hvor forskellige vi er. Emelensiana forsikrer mig om, at hun ikke har en bedste veninde, aldrig har været forelsket og aldrig har tænkt på at blive gift eller få børn. Resten af hendes liv, vil hun ofre al sin tid, energi og kærlighed på at hjælpe andre mennesker og komme tættere på Gud. Det får mig til at spørge, om hun synes, vi har noget tilfælles. Efter lidt overvejelse, overrasker hun mig og remser op; ”Vi elsker begge mangoer, vi er omkring 20 år og har slanke kroppe, er begge snaksalige og interesserede i en uddannelse indenfor sundhedsvæsnet” efter en kort pause, skynder hun sig at tilføje ”Gud har skabt os begge i sit billede og elsker os lige højt”.  

To piger – to verdner

At Emelensiana og jeg lever to vidt forskellige liv, er et faktum. Den stærke tro og beslutningen om at blive nonne begrænser hendes liv, på en måde jeg aldrig vil ønske at blive begrænset. Alligevel er det gået op for mig at hendes valg også har givet hende muligheder. Muligheder den almindelige afrikanske kvinde i landsbyen aldrig vil få. Emelensiana kan opfylde sin drøm om at have et fast arbejde på en klinik, at uddanne sig til sygeplejerske, hun bliver ikke slidt op af det hårde, fysiske arbejde i landsbyen, som langt de fleste afrikanske kvinder. Til gengæld kan hun hjælpe disse kvinder, når de alt for unge bliver gravide eller endnu værre: smittes af HIV.


Giv et bidrag

sms

sult

til

1277 

og støt med

50 dkk 

Artikler ud fra emne