Man skal ikke bevæge sig langt uden for Beirut, før krigens konsekvenser begynder at vise sig. Og jo længere sydpå man bevæger sig, jo mere tydeligt bliver det. Benzinkøerne bliver længere, priserne stiger, og der er åbenlyse tegn på bombninger.
På centrale pladser sidder folk med få ejendele, enten fordi deres huse er blevet bombet, eller fordi de forventer snart at vende tilbage.
Nyheder om hvem der ikke har overlevet og historier om mennesker, der prøver at hjælpe, men selv bliver fanget i krydsilden, forarger de fordrevne og giver dem følelser af tab.
Overfyldte klasselokaler og kirker
Ydmygelsen står stærkt i de fordrevnes øjne. De er vant til at leve under relative komfortable forhold men bor nu sammen med hundrede af andre mennesker i overfyldte klasseværelser og kirker, som bliver brugt som modtagelsescentre for de mange fordrevne.
I et af centrene i byen Saida er der 14 toiletter til 1300 mennesker og 6 brusere i alt. Folk har typisk kun meget få ejendele med sig. På centrene får de fordrevne mad og et sted at sove.
Fyldte lighuse
Turen til Saida tager normalt en halv time, men på grund af skader på vejen tager det os 2 ½ time at nå byen fra Beirut.
Saida bærer ikke præg af direkte angreb men flere tusinde mennesker er flygtet til byen i håb om hurtigt at kunne komme videre. Lighusene i byen er overfyldte af lig fra syd.
Byens forretningsliv fungerer endnu, men der er tegn på, at der ikke kommer nye varer ind i byen. Der er ved at være mangel på benzin og andet brændstof. Mange butikker har lukket eller har forskanset sig bag stålgitre.