sms

nød

til

1277

og støt med

150 dkk

(+ alm. trafiktakst)

13-årig kunstner i Cambodjas Kandal-fængsel
Print
I oktober fjernede det cambodjanske indenrigsministerium fire kontroversielle billeder fra en udstilling af mindreårige indsatte - en udstilling som var arrangeret af Folkekirkens Nødhjælp i Cambodja. Billederne blev fjernet og glemt – nogenlunde sådan kan 13-årige indsatte Sokhun og hans kammerat Mineths skæbner også opsummeres.
08.11.2007

En af tegningerne som blev fjernet ved udstillingen "Our Drawings", arrangeret af Folkekirkens Nødhjælp i Cambodja. Udstillingen i Phnom Penh var afslutningen på et projekt for at forbedre fængslede børns rettigheder.

To drenge sidder tæt ved siden af hinanden på en bænk i gården i Kandal Provincial Prison – et mønsterfængsel i Cambodja.

De sidder i deres kongeblå fangedragter med alvorlige miner og venter på, at dagens første måltid bliver serveret klokken 11. De er sultne, for i fængslet bliver de gennet op klokken 5.

3 måneder og 10 dage i fængsel for at stjæle en ledning

Sokhun på 13 år har siddet i den gård i det samme tøj og de samme rutiner i næsten et år. 2. november 2006 blev han og hans jævnaldrende kammerat Mineth taget i at stjæle et stykke ledning fra et hus.

"Pludselig var politiet også sammen med os inde i bygningen. Vi gemte vores hænder på ryggen, men flokken af politifolk begyndte at slå os og tog os med på politistationen. Så slog de os igen og gav os elektrisk stød. Derefter blev vi kørt herud," forklarer Sokhun.

Sokhun har for længst udstået sin straf

Hans kønne brune øjne flakker ikke og hans hænder ligger roligt i hans skød, mens han nøgternt fortæller. De to drenge blev dømt til 3 måneder og 10 dage. Advokaten ankede dommen – som efter cambodjansk skala er meget mild – og drengene kan ifølge lovgivingen ikke forlade fængslet, før dommen er fastsat. Drengenes advokat Chetra Navy fra Folkekirkens Nødhjælps samarbejdspartner Legal Aid of Cambodia (LAC), forklarer, at dommeren har udskudt sagen i 8 måneder og at hun hver måned møder op på domhuset for at få en afgørelse.

Børn i Cambodjas fængsler

Næsten 500 børn er til stadighed spærret inde i Cambodjas fængsler. Disse fængsler, som børnene kalder ’hjem’, er overfyldte, uhygiejniske og mangler selv de mest basale faciliteter.

Mange af børnene er anbragt sammen med voksne; de er ofte varetægtsfængslet ud over den lovlige tidsgrænse, og mange får en fængselsdom uden hensyntagen til deres alder.

Sammen med cambodjanske partnere arbejder Folkekirkens Nødhjælp for at forbedre forholdene for børn og unge i Cambodjas fængsler.

Tegninger viser uretfærdighed, forsømmelse og håbløshed

Pludselig rejser Sokhun sig. Han vil hente sin tegnemappe, det kan han godt nå før maden. Da Folkekirkens Nødhjælp for godt en måned siden sammen med partnerne LAC og den cambodjanske menneskerettighedsorganisation LICADHO og støtte fra EU lancerede udstillingen ”Our Drawings” i Phnom Penh, som afslutningen på et projekt for at forbedre fængslede børns rettigheder, blev fire af børnenes tegninger fjernet aftenen inden åbningen. Sokhun var en af de børn, der bidrog til udstillingen, men han har flere tegninger og viser dem gerne frem.

I mønsterfængslet sprinter han hjemmevant hen forbi en lang række værksteder, der byder på alskens fag, de indsatte kan fordrive tiden med at lære sig: et mekanikerværksted, en frisørsalon , et syrum og tegneværkstedet, hvor Sokhun forsvinder ind. Han dukker op kort efter og piler tilbage til bænken igen.

Chetra Navy fortæller, at hun ikke har nogen anelse om, hvornår Sokhun og Mineth, der for længst har udstået deres straf, bliver løsladt. Hun gætter på omkring 2-3 år – det er den tid, der normalt tager at behandle en anke, vurderer hun.

"Jeg vil ikke have bank når jeg er i fængsel"

Heller ikke de to drenge selv, har nogen anelse om, hvornår de får lov at tage hjem. Sokhun trækker på skuldrende og åbner sin tegnemappe. Han vil gerne være kunsner, forklarer han istedet og bladrer igennem siderne.
Et af billederne forestiller ham selv. Han sidder på gulvet i en fængselscelle og rundt om ham står fire sure fængselsvagter. På Khmer står der over tegninger: ”Jeg vil ikke have bank, når jeg er i fængsel."

Derefter begynder de to drenge at sidde uroligt på bænken. De skal nå over til spisesalen, før al maden er væk og klokken er lidt i elleve. Da Chetra Navy lover snart at komme igen, rejser de sig begge, samler hænderne foran sig til afskedshilsen og løber over mod spisesalen.

Af Anya Palm, journalist, anyapalm@gmail.com.

Anya Palm er bosat i Cambodjas hovedstad Phnom Penh, hvor hun arbejder på den engelsksprogede avis The Cambodia Daily.
Hun er uddannet fra Danmarks journalisthøjskole i sommeren 2006 og skrev sin hovedopgave her i Cambodja.


Projektet ”The Securing Children’s Rights” er støttet af Den Europæiske Union (EU) . Projektet implementeres af LAC, LICADHO og Folkekirkens Nødhjælp. Projektet udføres i: Phnom Penh, Sihanoukville, Battambang, Siem Reap, Kandal og Kampot-provinserne. Den Europæiske Union hæfter ikke for artiklens synspunkter.


Giv et bidrag

sms

sult

til

1277 

og støt med

50 dkk 

Artikler ud fra emne