Folkekirkens Nødhjælps arbejde er dybt berørt af den eskalerende krise mellem Danmark og den muslimske verden.
Folkekirkens Nødhjælps kontor i Darfur i Sudan har været mål for stenkast og en demonstration. Flere medarbejdere er evakueret fra Vestbredden af sikkerhedsgrunde, ligesom flere udsendinge på vej ud til regionen er blevet holdt tilbage.
Folkekirkens Nødhjælp vil gøre, hvad der er muligt for at give vores lille bidrag til at genoprette tilliden og samtalen.
Folkekirkens Nødhjælp har derfor besluttet at styrke indsatsen for fred og dialog i Mellemøsten og har ekstraordinært besluttet at øge bevillingen til dialogarbejdet i Mellemøsten og i Danmark med 250.000 kroner.
”Vi har i dag skrevet til alle vores tætte samarbejdsorganisationer i regionen og bedt om hjælp til at identificere muligheder for en styrket dialog. Vi ønsker at engagere partnerne i dialog både i Mellemøsten og i Danmark for at bevare og styrke den medmenneskelige og religiøse respekt og tolerance,” siger generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp Henrik Stubkjær.
"Vi vil opfordre den danske regering til at gå samme vej og markant øge indsatsen og engagementet i forhold til de arabiske lande. I lyset af de seneste begivenheder er der brug for at nytænke den samlede indsats. Der har været krav om at skære i bidragene til arbejdet i Mellemøsten. Det ville være helt fatalt og øge kløften i stedet for at mindske den. Det gælder om at holde alle døre åbne, også i forhold til dialogen herhjemme,” siger Henrik Stubkjær.
Folkekirkens Nødhjælp har tidligere haft et positivt samarbejde med det pakistanske miljø i forbindelse med jordskælvet i Pakistan.
Folkekirkens Nødhjælps partnere i Mellemøsten tæller mange kirkelige organisationer såsom Det lutherske Verdensforbund, Det mellemøstlige Kirkeråd, og KFUM. Andre organisationer har et rent humanitært udgangspunkt, herunder kvindeorganisationer og menneskerettighedsorganisationer.
Yderligere oplysninger:
Generalsekretær Henrik Stubkjær, mobil 29 70 06 00
Programsekretær Uffe Gjerding, telefon 33 15 28 00
