Vækst i u-landene giver ikke automatisk bedre forhold for mennesker, der dagligt må leve med sult og fattigdom. Verdensbanken har undersøgt sagen og når frem til, at én procent vækst i et område, hvor goderne og mulighederne er nogenlunde ligeligt fordelt, vil mindske antallet af fattige med fire procentpoint.
Én procent vækst i et område, hvor uligheden er stor, vil stort set ikke påvirke antallet af fattige. Vækst, fordeling og fattigdom hænger altså tæt sammen.
Derfor er det afgørende, hvor virksomhederne investerer, og hvordan de investerer og driver deres virksomheder. Det handler om social ansvarlighed - Corporate Social Responsibility (CSR), som Folkekirkens Nødhjælp har lavet beskrevet i en ny rapport ”Fighting Poverty with Investments”.
I debatten om CSR har fokus især været på børnearbejde, arbejdsforhold og på miljø. Der har været mindre fokus på de bredere samfundsmæssige effekter. Man kan tale om, at vi hidtil har set et do-no-harm-princip, som i første række sikrer, at investeringerne ikke ligefrem bidrager yderligere til elendigheden i u-landene.
Men det, der nu efterlyses – og som et nyt princip inden for Corporate Social Responsibility – er et do-better-princip.
I den ny rapport er en analyse af 34 danske virksomheder, der har investeret i produktion i Indien.
Den viser, at virksomhederne har et solidt engagement i at udvikle sociale retningslinier og politikker. Ud af de 34 virksomheder havde 25 virksomheder en formuleret og offentlig politik for social ansvarlighed (Corporate Social Responsibility). Ud af dem havde 24 virksomheder fokus på miljø og 18 også fokus på arbejdsforholdene i virksomheden.
11 virksomheder havde fokus på diskrimination, hvilket kan være afgørende for at bekæmpe fattigdommen i et land som Indien, hvor de kasteløse (dalitterne) er udstødte og marginaliserede. Men kun fire ud af de i alt 34 virksomheder havde direkte indarbejdet hensynet til at bekæmpe sult og fattigdom i deres CSR politik.
Fattigdommen og sulten skabes ikke mindst af ulige fordeling og ulige adgang. Det gælder adgangen til vand, til jord og til muligheder i det hele taget.
Rapporten giver blandt andet en række konkrete forslag til, hvordan danske virksomheder kan øge deres positive bidrag til at bekæmpe fattigdommen og sulten. De skal for eksempel inddrage adgangen til vand, som ofte er en afgørende faktor for fattige mennesker. De skal se på, om deres investeringer har negative følger for jordfordelingen og adgangen til jord, og sikre kompensation til de mennesker, der måtte lide tab, fordi de – lovligt eller ulovligt – opholder sig på de områder, virksomheden anvender.
De skal sikre, at der er positiv forskelsbehandling af de mest marginaliserede og udstødte grupper i samfundet, det gælder ikke mindst de kasteløse i et land som Indien.
Virksomhederne skal føre en aktiv beskæftigelsespolitik i lokalområdet og tilstræbe at anvende lokale produkter og lokal arbejdskraft. Og så skal virksomhederne forholde sig aktivt til overførsel af viden og teknologi.
Det kan gøres gennem træning og uddannelse, men også gennem en bevidst strategi for at give fattige mennesker bedre adgang til den teknologi og viden, der ellers i stigende omfang beskyttes af patenter, ophavsret og andre former for rettigheder.
Endelig bør danske virksomheder forholde sig samlet til, hvordan de påvirker fattigdom og sult i de lande, hvor de etablerer sig.