Som svar på dannelsen af en Hamas-ledet palæstinensisk regering besluttede Israel at lukke grænseovergangene til Gaza. Grøntsager og blomster til eksport til en samlet værdi af 370 mio. kr. rådnede op, og 1,4 millioner mennesker måtte undvære grundlæggende fornødenheder som mel, medicin og brændstof.
Den israelske beslutning blev af en central rådgiver for den israelske premierminister, Dov Weisglass, betegnet som ”en mild diæt, der nok vil føre til vægttab men ikke få palæstinenserne til at sulte ihjel.”
Trods milde protester fra EU over beslutningen har Hamas’ valgsejr efterladt EU i et alvorligt dilemma: Hvad stiller man op med en regering, der bygger på en bevægelse, der har begået terrorhandlinger, og som står på EU's terrorliste, men som er demokratisk valgt, oven i købet i et valg der af alle internationale valgobservatører er betegnet som et mønstereksempel på et frit og fair valg?
Lytter man til ”vandrørene” i det internationale diplomati, tegner der sig flere tendenser, som kan få betydning for længden og alvoren af den ”diæt”, som palæstinenserne er blevet genstand for.
Første tendens er en øget international accept af Israels ret og pligt til at forsvare sig mod terror. Det er en tendens, der kun vil blive stærkere, så længe Hamas ikke har fjernet truslen fra sit charter om at udslette Israel. Med Hamas ved regeringsmagten i de palæstinensiske områder er Israels råderum til at foretage militære operationer i de palæstinensiske områder derfor øget væsentligt - selv om de går ud over civilbefolkningen, sådan som tilfældet netop har været i Gaza.
Anden tendens er en reel isolation og afskrivning af muligheden af Hamas som partner i fremtidige forhandlinger om regionens fremtid. Fortalere for denne strategi er parate til at acceptere en reel opløsning af det palæstinensiske selvstyre, efterfulgt af en markant forværring af den humanitære situation for den palæstinensiske civilbefolkning.
Med fraværet af en ”palæstinensisk partner” vil det samtidig være naturligt, at det internationale samfund accepterer en endelig grænsedragning mellem den besatte Vestbred og Israel, som ensidigt er bestemt af Israel, og som vil inddrage væsentlige dele af Vestbredden på den israelske side af grænsen.
Tredje tendens er en udbredelse af synspunktet om, at Israel, med tilbagetrækningen fra Gaza og muligvis dele af Vestbredden, ikke længere er en besættelsesmagt – selv om det er tydeligt, at palæstinensernes levevilkår i høj grad bestemmes af Israel. Fritages Israel for ansvar for palæstinensernes ve og vel, bliver det internationale samfunds forventninger til det palæstinensiske selvstyre om at ”skabe orden i eget hus” så meget desto større. Og der hviler bestemt et stort ansvar på det nye Hamas-styre til ikke at true med udslettelse af Israel, at bekæmpe korruption, få kontrol med de mange bevæbnede grupper og sikre den fortsatte opretholdelse af sociale serviceydelser til den palæstinensiske befolkning.
Men de centrale spørgsmål, der står tilbage, er, hvad der vil ske, hvis palæstinenserne efterlades i en situation, hvor de bliver ”sultet ud,” og hvor deres elforsyning, vandforsyning, forsyning af fødevarer, adgang til jord og fysiske kontakt til omverdenen afhænger af Israel?
Kan Israel være tjent med en palæstinensisk nabo, som vedvarende vil føle sig ydmyget og undertrykt i en grad, hvor voldelige aktioner mod uskyldige israelske civile fortsat vil blive et svar?
Holder tendenserne stik kan det internationale samfunds politik over for palæstinenserne bedst beskrives med et citat af Piet Hein: ”De sorte skal holdes nede så langt og så længe det lykkes på grund af de egenskaber man udvikler, når man undertrykkes”. Uanset de humanitære omkostninger.
International chef
Christian Friis Bach
cfb@dca.dk