Ved valget i Etiopien i maj sidste år blev 116 kvinder valgt ind i parlamentet, og kvinderne sidder dermed på mere end 20 procent af pladserne. Det er en tredobling i forhold til sidste valg og en højere ”kvindeandel” end i mange europæiske landes parlamenter.
Ved første øjekast ligner det en revolution. Aldrig er så mange kvinder blevet valgt ind i parlament, regional- og byråd. Det er også oplagt at se udviklingen som en del af den bølge af stærke kvinder, der har præget afrikansk politik de senere år, og som blandt andet tæller den nyvalgte præsident i Liberia, Ellen Johnson, og det rwandiske parlament, hvor halvtreds procent af medlemmerne er kvinder.
I Etiopiens tilfælde kan en stor del af de etiopiske kvinders fremgang tilskrives positiv særbehandling.
I tråd med Etiopiens forfatning, der åbner for sådanne tiltag, indførte den regerende EPRDF-koalition som det første parti i Etiopien en 30 procent ”kvindekvote” ved valgene i maj 2005. Derfor er 108 af EPRDF’s 327 nyvalgte parlamentsmedlemmer i dag kvinder.
Ser man bort fra kvoterne hos regeringspartiet, er kvinderne stadig ude på sidelinjen i etiopisk politik. Således fungerer oppositionspartierne stadig som nærmest rene herreloger. Kun 8 ud af 214 parlamentarikere fra oppositionen er kvinder. Man skal til Mellemøsten for at finde tilsvarende lave procentsatser for kvinders deltagelse i det politiske liv. Er man kvinde med politiske ambitioner i Etiopien, synes der altså ikke at være noget valg: Det er EPRDF eller en politisk karriere som bænkevarmer.
Men undtagelserne findes naturligvis. 31-årige Sewayehe er gift, har børn og hører til den eksklusive gruppe af kvinder, der er blevet valgt for et af oppositionspartierne til Addis Abebas byråd.
Det var første gang, hun stillede op, og sågar også første gang hun stemte: ”Dette valg var det første med en reel opposition, der udfordrede den siddende regering. Jeg har fået stor opbakning til mit projekt - Ikke blot fra min familie, men også fra naboer, bekendte og arbejdskollegaer – og naturligvis en masse vælgere, som jeg ikke kender personligt”.
Som et resultat af oppositionspartiernes manglende vilje til at byde kvinderne indenfor, stillede mange kvinder op til valget på egen hånd og uden støtte fra de etablerede partier. Men hvorfor finder kvinderne så ikke sammen og organiserer deres eget kvindeparti? ”Det viser jo netop, hvor svagt vores samfund er, og hvor dårlige vi er til at indse og organisere os efter fælles interesser,” siger Sewayehe.
Sewayehes mand er i øvrigt et godt eksempel på, at også etiopiske mænd kan være kvindesagsforkæmpere. I hvert fald er opbakningen fra hans side ifølge Sewayehe utvetydig: ”Uden min mands støtte ville det ikke gå, for engagementet medfører omkostninger i form af mindre tid sammen med familien.”
Tilliden til konens politiske formåen er så stor, at han en dag forventer at se hende som Etiopiens leder. Men der er mange sten at rydde af vejen, inden den drøm kan gå i opfyldelse.
En af Folkekirkens Nødhjælps samarbejdsparnere, Kembatti Mentti Gezzimma, KMG, arbejder for at sikre kvinder bedre vilkår og større deltagelse i samfundslivet i Kembattaregionen. Her forsøgte man at få ti kvinder til at stille op til parlamentsvalget sidste år.
Men mændene i distriktet og det etablerede partisystem stillede sig på bagbenene. Nogle af kvinderne blev truet til at trække sig, enkelte skolelærere, der havde dristet sig til at stille op, blev forflyttet til fjerntliggende skoler, og kvindernes mænd fik besked på at ”kontrollere deres koner”.
Men KMG har ikke givet op. Organisationen forsøger igen i år ved regionalvalget at få kvinder opstillet.
Mads Bøndergaard mbb.ethiopia@dca.dk