Det ligner en sejr for demokratiet. En klar en. Synet at jublende menneskemængder i Nepals hovedstad Kathmandu er nået ud til verden. Og budskabet til kong Gyanendra var klart: Træd tilbage, genindsæt parlamentet, genopret demokratiet.
Og denne gang gjorde han det. Efter 14 måneder med enevældig magt og fire år uden at parlamentet har været samlet, skulle det tage 19 dage med demonstrationer i alle større byer, brutal nedskydning af demonstranter og massearrestationer, før kongen endeligt har erkendt sit nederlag.
Formelt har de folkevalgte politikere fra syv forskellige partier overtaget magten den 28. april, når den 84-årige GirijaPrasad Koirala, Nepals tidligere premierminister og formand for det største oppositionsparti, stiller sig i spidsen for den nye midlertidige regering.
I første omgang afviste oprørslederen Prachanda kongens udspil om at genetablere parlamentarismen som et trick til sikring af kongedømmet. Men nu har maoisterne erklæret ensidig våbenhvile de næste tre måneder. Det sker for at give landets nye regering arbejdsro og ”for at vise respekt for folkets ønske om fred”, som det hedder i en maoistisk erklæring, dog med den tilføjelse at ”kampen fortsætter, og det er stadig målet at skabe en kommunistisk stat”.
Omvendt lyder det optimistisk fra medlemmer af oppositionen, at de venter at se maoister gå med i en demokratisk forfatningssamling.
Netop maoisterne har stor indflydelse i de fjerntliggende fattige landområder, hvor Folkekirkens Nødhjælp samarbejder med Det lutherske Verdensforbund (LWF Nepal) om sund-heds-, skole- og flygtningeprojekter, blandt andet projekter blandt kasteløse i Lalitpurdi-striktet og blandt 100.000 bhutanesiske flygtninge, som i årevis har levet i lejre på den nepalesiske side af grænsen.
”Vi har stor erfaring i at skulle tale med både maoister og regeringshæren for at kunne få hjælpen til de fattige frem. Vi har oplevet skepsis fra begge parter. Borgerkrigen rasede, og arbejdsforholdene var vanskelige. Med den nye situation er jeg optimist. Alle aktører vil nu bedre kunne få hjælpen frem – for der er et ekstremt behov.”
Sådan siger Mahesh Shrestha, der gennem mange år har arbejdet i disse områder og er programleder for Folkekirkens Nødhjælp i Nepal.
”Det er fortsat vigtigt at opretholde det gode samarbejde med lokale nødhjælpsorganisationer, og situationen kræver stadig en balanceakt,” siger programrådgiver i LWF Shashi Rijal.
Mahesh Shrestha supplerer: ”Den nyeste udvikling er sidste mulighed for demokratiet. De folkelige protester, som bragte kongen i knæ, bør være et klart signal til politikerne om, at de nu skal følge lovens bogstav. Vi må af med korruptionen. Men også maoisterne skal lære af de ubevæbnede demonstranter.”
”De opnåede på 19 dage, hvad maoisterne ikke har opnået med våben i ti år. Og maoisternes mål er jo ’magten tilbage til folket’, så hvorfor skulle de ikke gå med i den demokratiske proces,” siger Mahesh Shrestha.