sms

nød

til

1277

og støt med

150 dkk

(+ alm. trafiktakst)

Fællesskabets styrke
Print
Selvhjælpsgrupper er en effektiv metode til at bekæmpe fattigdom, viser erfaringer fra Folkekirkens Nødhjælps samarbejdspartnere i Kasakhstan
28.02.2006

I Centralasien har selvhjælpsgrupper vist sig at være en effektiv metode til at bekæmpe fattigdom og engagere mennesker i at kræve deres ret.

Selvhjælpsgrupper består af 10 til 15 medlemmer, der mødes et par gange om måneden. På møderne tager medlemmerne hverdagsproblemer op og diskuterer, hvordan de kan løses i fællesskab.

Folkekirkens Nødhjælps partnere i Centralasien arbejder alle ud fra devisen: ”Sammen er vi stærkere”. Dette spiller en speciel rolle i en post-sovjetisk kontekst, hvor årtiers statskollektivisme undergravede borgernes sociale netværk og tillid til hinanden.

Ikke alene med problemerne

I selvhjælpsgrupperne genoprettes tilliden, og det sociale aspekt fremhæves af medlemmerne som det vigtigste.

”Det er meget betryggende at opleve, at man ikke er alene. Før kendte jeg ikke mine naboer, men nu er de mine veninder,” siger Batecxan fra Almaty, Kasakhstan.

Under kommunismen tog staten sig af alle borgenes problemer, og alle ydelser var gratis. Efter Sovjetunionens kollaps og de centralasiatiske staters uafhængighed i 1991 faldt det offentlige system fra hinanden; nu er mange problemløsninger overladt til borgernes eget initiativ.

Indsamling til vand, el og gas

I slumkvarteret Altyn Becik, Almaty, identificerede selvhjælpsgrupperne selv de vigtigste problemer: mangel på vand, elektricitet og gas. De samlede så penge ind blandt indbyggerne og bad de lokale myndigheder om bidrag i form af byggematerialer.

Det lykkedes at bygge en lille pumpestation, som nu forsyner 150 huse med vand. Gennem breve og møder med myndighederne fik indbyggerne gjort opmærksom på deres problemer.

Konkret fik de elektriske installationer, og gasforsyning er nu på vej. Næste prioritet for selvhjælpsgrupperne er at etablere en skole og en børnehave i kvarteret.

Det betaler sig at stå sammen

Denne form for samarbejde og lobbyisme giver medlemmerne af selvhjælpsgrupperne troen på, at de kan forandre noget sammen. Som et af medlemmerne formulerer det: ”Før sad vi bare uden at gøre noget. Men vores fælles indsats har lært mig, at det betaler sig at stå sammen.”

I Centralasien samarbejder Folkekirkens Nødhjælp tæt med tre europæiske søsterorganisationer: hollandske ICCO, britiske Christian Aid og norske Kirkens Nødhjelp i konsortiet Ecumenical Consortium for Central Asia, ECCA. Samarbejdet giver resultater i kampen for regionens fattigste.

De centralasiatiske landes fortid som Sovjetrepublikker betyder, at mange problematikker går igen gennem hele regionen. Sovjetstyrets kollaps og uafhængigheden i 1991 efterlod landene i dyb fattigdom og de mest sårbare indbyggere uden muligheder for støtte fra myndighederne.

Ret til lægehjælp og uddannelse

De lokale ngo’er i Kirgistan og Kasakhstan, hvor Folkekirkens Nødhjælp arbejder, fokuserer på at give borgerne adgang til de basale sociale ydelser, de har ret til, såsom lægehjælp og uddannelse.

ECCA arbejder ud fra en regional tilgang, hvor partnere fra Tadsjikistan, Kirgistan og Kasakhstan sammen diskuterer problemer og finder fælles løsningsmodeller. I regionale netværk kan ngo’er lægge større pres på myndighederne og også indgå i dialog med for eksempel EU.

Partnere skal inddrages

Organisationerne i ECCA integrerer deres involvering i regionen. Det vil sige, at alle arbejder inden for fem prioriterede temaer. Det tætte samarbejde giver bedre mulighed for at opnå forandringer, fordi alle fire organisationer samt partnere arbejder målrettet i samme retning.

I 2006 er målet at integrere dette samarbejde yderligere samt i højere grad at inddrage partnerne i processen.

JPO, Pia Dyrhagen pdy@dca.dk


Giv et bidrag

sms

sult

til

1277 

og støt med

50 dkk 

Artikler ud fra emne