”Jeg er glad for at være kommet hjem. Jeg kan næsten ingenting se, men alligevel er det fantastisk at være hjemme. Jeg kan mærke det, lugte det. Tak til Allah – nu kan jeg dø i fred her.”
Den ældre kvinde med de mælkefarvede og flodblinde øjne sidder foroverbøjet på en gammel seng i det lille læskur nær Yabus i Sudans Blue Nile område. Hun er vendt hjem sammen med sine to voksne døtre, deres mænd og børn. Som hundredetusinde andre har de opgivet at vente hjælp fra de lokale myndigheder eller FN og hjælpeorganisationerne. De har taget sagen i egen hånd.
Et par dagsrejser fra Blue Nile området i de centrale Nuba Bjerge ser man det samme billede; her ankommer fire-fem busser hver uge til selv de mindre landsbyer. Busserne er fulde af folk, der har vendt livet i slumlejrene i hovedstaden Khartoum ryggen. De er vendt hjem til en usikker fremtid i deres hjemegn, som mange forlod for 10 til 20 år siden tvunget på flugt af borgerkrigen.
Godt et år efter fredsaftalen mellem det nordlige og sydlige Sudan blev skrevet under, er dørene åbnet for, at mange af de godt fire millioner sydsudanesiske fordrevne og flygtninge kan vende hjem. Og FN’s bedste skøn er, at knap 700.000 mennesker vil vende hjem bare i løbet af i år. Over 200.000 af disse vil vende tilbage til Nuba Bjergene alene. I mange landsbyer vil indbyggertallet måske bare over et par måneder blive fordoblet.
Konsekvenserne af denne folkevandring på kryds og tværs i Afrikas største og mest underudviklede land er – det siger næsten sig selv – både glædelige, skræmmende og aldeles uoverskuelige.
Sudan har verdensrekord i antallet af internt fordrevne. Anslået seks millioner mennesker – flere end der bor i Danmark – er blevet fordrevet fra deres hjem under krigene i først det sydlige Sudan og senest i det vestlige Darfur og ude østpå i Beja områderne mod Det Røde Hav.
For at forstå denne dramatiske og pludselig folkevandring er det vigtigt at se på, hvad de internt fordrevne forlader i Khartoum – og hvad de kommer hjem til.
Khartoum har to-tre millioner internt fordrevne, der bor i udstrakte slumområder på kanten af den ørken, der omringer byen til alle sider. De materielle livsbetingelser her er elendige: Hytter bygget af alt fra papkasser til strå, grene og iturevne sække til at modstå en ulidelig hede om dage og ørkenens kulde om natten. Når regnen kommer om nogle uger vil malaria, meningitis og diaré florere.
Ifølge en nylig hollandsk rapport er den humanitære situation i disse lejre – blot 20 minutters kørsel fra Khartoums blomstrende oliekoncerner og FN og hjælpeorganistionernes fine kontorer – værre end i de fleste lejre i Darfur. Men i Khartoum er der stort set ingen, der får lov til at hjælpe de internt fordrevne.
De er over årtier blevet reduceret til fjerderangsborgere, der i heldigste fald får arbejde under slavelignende forhold på byggepladser, som gadesælgere eller tiggere rundt om i hovedstaden. Der er – kort sagt – ikke meget at blive hængende i Khartoum for.
Der er til gengæld også meget lidt at komme hjem til, når bussen f.eks. stopper i Nuba Bjergene eller Blue Niles’ små landsbyer. Her er dårligt nok vand og mad til dem, der allerede bor der, og sådan noget som skolegang vil man kunne skyde en hvid pil efter flere år frem.
I denne situation arbejder Folkekirkens Nødhjælp på at fokusere sin støtte til lokale partnere og egne projekter omkring en enkel målsætning for de næste tre år: At hjælpe de hjemvendte og indbyggerne i de områder de kommer hjem til med at absorbere den måske mest dramatiske folkevandring i Sudans korte men omskiftelige historie.