En forbundsdomstol i Fresno i Californien har kendt en tidligere militærmand fra El Salvador medskyldig i planlægning af mordet på El Salvadors ærkebiskop Oscar Arnulfo Romero.
Forbundsdommer Oliver Wanger siger i dommen mod den tidligere kaptajn Alvaro Saravia, at drabet på ærkebiskoppen var led i militærets ?omfattende og systematiske kampagne for at skabe frygt i den salvadoranske befolkning.?
Alvaro Saravia, der i sin tid var ?højrehånd? for den berygtede major Roberto D?Abuisson, blev også dømt til at betale erstatning på 15 millioner kroner til Romeros pårørende. Det var en slægtning til Romero, som havde anlagt sagen mod den tidligere kaptajn med støtte fra blandt andet den katolske kirkes jurdiske rådgivning i El Salvador. Slægtningen har ønsket at være anonym på grund af frygt for politisk forfølgelse i El Salvador.
Menneskerettighedsforkæmpere i El Salvador glæder sig over dommen, som affødte spontane klapsalver og tårer blandt de mange fremmødte salvadoranere i retslokalet, skriver det tyske nyhedsbureau DPA. Alvaro Saravia har i flere år haft adresse i Californien, men han er gået under jorden og er nu efterlyst. Under retshøringen i Fresno blev USA's direkte indblanding i El Salvadors blodige borgerkrig rullet frem for åben videoskærm, da den tidligere amerikanske ambassadør i El Salvador (1980-1981, red.), Robert White, vidnede via en videokonference. White, der i dag er direktør for International Policy i Washington, fortalte blandt andet, at hans ambassade hver uge sendte en rapport under navnet ?Grim Gram? hjem, som beskrev den ekstreme vold mod befolkningen i El Salvador. Robert White sagde også, at han var klar over, at dødspatruljerne blev styret af militæret, og at militæret begik drab på især mange unge salvadoranere.
Desuden sagde White, at Romero blev betragtet som den mest fremtrædende fortaler for menneskerettigheder og for de fattige i El Salvador. Af samme grund var han hadet blandt de rige i landet, og hans direkte kritik af militærets overgreb mod civilbefolkningen var en torn i øjet på generalerne, som brugte alle midler ? med støtte fra USA - på at bekæmpe den venstreorienterede guerillabevægelse FMLN. White sagde også, at han dengang havde fået fat i Alvaro Saravias kalender, hvoraf planlægningen af mordet fremstod under kodenavnet ?Operation Pina.?
Romero havde netop dagen inden, han blev dræbt, appelleret indtrængende til menige soldater i El Salvadors militær om ikke at ?slå deres egne brødre og folk ihjel.? Dagen efter - den 24. marts i 1980 - blev ærkebiskop Romero dræbt af skud fra en snigskytte, da han afholdt gudstjeneste i San Salvador.
?Afgørelsen i Fresno er en stor landvinding for alle os, der arbejder med at få etableret en retsstat og få skabt retfærdighed i samfundet,? siger Pedro Cruz fra Institut for Menneskerettigheder på Det Mellemamerikanske Universitet (IDHUCA). Folkekirkens Nødhjælp støtter IDHUCA, som blandt andet arbejder med at støtte fattiges adgang til det salvadoranske retssystem og med at styrke menneskerettigheder og opbygning af et retssamfund i El Salvador.
?Denne dom stadfæster det som en juridisk sandhed, at det var den tidligere major Roberto D'Aubuisson, som beordrede mordet på Romero. Derfor er dommen af historisk betydning,? siger Pedro Cruz til flere nyhedsbureauer.
?Afgørelsen åbner op for et nyt håb om, at vi kan skaffe retfærdighed i andre lignende sager. Ligesom det er sket i Chile og i Argentina, bør retfærdigheden ske fyldest i El Salvador for alle de, der blev udsat for tortur, drab og forsvindinger,? siger Guadalupe Mejía fra Kommissionen for pårørende til forsvundne og ofre for Borgerkrigen.
