Over en halv million børn er forældreløse og endnu flere lever med dødsenssyge forældre.
De ser dem lide og til sidst dø af sygdommen, der har langt alvorligere konsekvenser i Uganda end i Danmark, fordi den nødvendige medicin er ubetalelig, og fordi mange i forvejen er svækkede af fattigdomssygdomme og den daglige sult.
Aids-epidemien har nedbrudt, hvad der engang var normalt, som for eksempel at man sørgede for børn i den udvidede familie, også når de ikke var ens egne. I nogle områder har familierne givet op. I kommuner som Kabula og Kooki i Rakai voksede antallet af børnefamilier uden voksne fra 4,4 procent i 1985-1989 til 60 procent i 1995-99.
Stigning i antallet af forældreløse
Folkekirkens Nødhjælp og Det lutherske Verdensforbund har et stort aids-program i de to kommuner, hvor man første gang i 1982 registrerede et aids-tilfælde i Uganda. Sygdommen antog siden epidemiske dimensioner, og selv om infektionskurven er ”knækket”, stiger antallet af forældreløse.
Problemet er så alvorligt, at LWF i samarbejde med Makerere Universitet har gennemført en undersøgelse, hvis resultater kan læses i rapporten ”Children living in Difficult Circumstances”.
Mange forældreløse lever nu helt alene, fastslår rapporten. Børnene er traumatiserede af deres forældres død, samtidig med at de må kæmpe for livet. Familiefædrene er i risikozonen og efterlader flest sårbare børn og gamle, når de dør. Enlige mødre eller bedsteforældre som familieoverhoved er en familietype i stærk fremvækst – sammen med de rene børnefamilier uden voksne overhovedet.
Alvorlige konsekvenser for de forældreløse
Aids forvrider familiemønstrene og presser børnene ud i en forsørgerrolle, økonomisk usikkerhed, udstødelse og følelsesmæssig stress. Pigerne får flere pligter at passe hjemme, og de tages ofte ud af skolen for at arbejde i marken eller sælge grøntsager på markedet. Når et barn mister en forælder, kan man se flere forskellige måder at løse problemet på:
-
1. Barnet kan blive adopteret af en slægtning eller en anden bekendt. Men erfaringen viser, at de adopterede børn ofte må slås for uddannelse, mad og sundhed.
-
2. Barnet kan komme på børnehjem, hvilket ikke er almindeligt i Afrika. Børnehjem er ofte dårligt udstyrede og mangler ressourcer. Desuden afviser mange børnehjem børn fra hiv-familier, fordi de er bange for smitte.
-
3. Mange børn overlades til sig selv med risiko for, at de ender på gaden og selv får hiv.
”Forældreløse stjæler folks mad, fordi de ingen mad har selv”. Citatet, der stammer fra en diskussion blandt andre børn, viser noget om, hvor let forældreløse børn kan ende som pariaer. ”Især forældreløse børn har ingen latriner. Det skyldes, at deres slægtninge ikke gider at hjælpe dem, ” sagde nogle af de voksne.
De fleste forældreløse er sat tilbage i deres vækst, fordi de mangler mad. Mange får ingen skolegang, og de bor i faldefærdige hytter, fordi de ikke har råd til istandsættelse eller til at bygge nyt.
Brud på børns rettigheder
Et andet stort problem, som illustrerer de voldsomme overgreb på børnenes rettigheder, er udnyttelse af børnene som billig arbejdskraft. Mange helt unge piger bliver giftet bort af slægtninge, der vil tjene på dem. Og mange bliver voldtaget, fordi de lever alene uden nogen til at beskytte dem.
”Voksne voldtager børn, fordi de er bange for at have sex med voksne kvinder, som kan have hiv/aids,” lyder en af de mere rystende udtalelser fra landsbysamtalerne.
Rigtig mange af børnene savner omsorg fra voksne, men mange naboer synes, børnene bliver for egenrådige og vilde. Derfor kniber det med at tage sig af de forældreløse.
”Jeg ville ønske, jeg havde et billede af mor og far. Jeg ved ikke, hvordan de så ud,” sagde yngste barn i en familie, hvor begge forældre var døde.
Vilje til at overleve
Undersøgelsen viser dog også enkelte positive tendenser. ”Trods disse mange problemer viser børn, der lever alene, en stærk vilje til at overleve. De hjælper hinanden, dyrker landbrug, driver handel, skaffer sig penge og andre fornødenheder ved at arbejde, og nogle af dem går trods alt i skole.”
Undersøgelsen fra LWF anbefaler, at offentlige myndigheder og NGOer viser de forældreløse børn langt større opmærksomhed og sørger for rådgivere, der kan varetage børnenes interesser og sikre deres grundlæggende rettigheder. Samtidig anbefales det, at lokalsamfundene inddrages mest muligt i omsorgen for børnene. En meget væsentlig del af LWFs program er netop opbygningen af frivillig-netværk i Rakai.
