© HEGE OPSETH NCA/ACT
|
| Libanons skoler og kirker er fyldt op med familier, der er flygtet fra bombardementerne |
Billeder fra bombningen af den sydlibanesiske by Qana ruller igen og igen hen over skærmen på de arabiske tv-kanaler. Billederne viser krigens brutalitet – og libanesernes virkelighed.
I en skole i Saida er mere end 1.000 mennesker stuvet sammen i klasseværelserne. Vand er en mangelvare og sanitetsforholdene er beskedne. Nogle af de fordrevne spørger efter rent tøj, og mange vil bare gerne hjem, selvom de ved, at det ikke er muligt lige nu.
Efter flere dage med bombardementer i Qana besluttede Kamleh at flygte med sine fire børn – en vigtig beslutning på det rigtige tidspunkt.
"Jeg blev nødt til at flygte for mine børns skyld," siger Kamleh, som hørte om bombningerne i radioen.
"Vores hus lå lige ved siden af det sted, hvor en af de store bomber sprang," siger hun.
Kamleh taler ikke meget om, hvad hun føler. For hende er de døde i Qana blevet til martyrer.
Kamlehs 14-årige søn fortæller, at det værste for ham er de mange børn, som er døde. Det er ikke mere end et par uger siden, at han spillede fodbold i Qanas gader og diskuterede taktik.
"Jeg kan ikke sove om natten. Jeg drømmer hele tiden om bomber," siger Hussein, som nu spiller fodbold i skolegården.
Kan ikke tilgive
Over en million libanesere er flygtet fra krigen mellem Hizbollah og Israel. Cirka 150.000 er flygtet til Syrien, en halv million bor hos familie eller venner i de større byer i Libanon, og omkring 500.000 mennesker bor i åbne by-parker eller er blevet indkvarteret på skoler eller kirker, hvor de får husly, mad, medicin og andre fornødenheder. Forholdene på de mange midlertidige centre varierer, alt efter hvilken stand, skolen eller kirken var i, før landet brød i brand.
"Nogle steder er der kun vand fire timer om dagen og 12 toiletter til 1.000 mennesker," siger Folkekirkens Nødhjælps medarbejder Jakob Harbo, som sammen med Christer Lænkholm har været i Libanon for at vurdere hjælpearbejdets omfang.
"Ydmygelsen står stærkt i de fordrevnes øjne. De er vant til at leve under relativt komfortable forhold, men bor nu sammen med hundreder af andre mennesker i overfyldte lokaler," tilføjer Christer Lænkholm.
Som i utallige andre tilflugtssteder i Libanon synes fremtiden usikker for de mange fordrevne i skolen i Saida. Nogle kvinder kommer ind i et af klasselokalerne. Stemmerne stiger i styrke. Følelserne ligeså. De taler om Qana – deres sorg er synlig for enhver.
"Vi kan ikke tilgive, hvad der er sket," fortæller nogle af kvinderne.
De siger, at det er afgørende for dem at komme hjem igen, også selv om det betyder, at de må sove på sten og murbrokker.
"Det eneste vi vil er at komme hjem. Og at leve i fred," siger Kamleh.
DET GØR VI
| Folkekirkens Nødhjælp samarbejder med Det mellemøstlige Kirkeråd, MECC, i Libanon, som er med til at drive 60 centre for fordrevne. MECC uddeler blandt andet mad, madrasser og køkkengrej til de mange familier. Hjælpearbejdet koordineres igennem Kirkernes Internationale Nødhjælp, ACT, som regner med at kunne hjælpe i alt 40.000 mennesker. Folkekirkens Nødhjælp samler ind til krigens ofre i Libanon og Gaza, hvor familier også har mistet deres hjem, og mange kan ikke brødføde sig selv. Du kan give 100 kroner ved enten at ringe på telefon 90 565 565 eller sende en sms med teksten NØD til 1277. Folkekirkens Nødhjælp støtter i forvejen freds- og forsoningsarbejde i Israel og Palæstina. |