For de mennesker handler det først og fremmest om at tilpasse sig klimaforandringerne - og om overlevelse.
For et halvt år siden holdt den verdensberømte journalist Thomas L. Friedman fra New York Times et foredrag i Delhi i Indien.
Tilhørerne var primært flere hundrede indere og kinesere. På et tidspunkt gik Friedman helt hen til scenekanten, lænede sig forover og sagde:
”Hvis I spørger mig, hvad I skal gøre ved den globale opvarmning, så er svaret: Ingenting. I skal absolut ingenting gøre. Og hvorfor siger jeg det? Det siger jeg, fordi jeg er amerikaner. Og jeg ved, at det land, der vinder den nye store teknologiske revolution, energirevolutionen, vil blive fremtidens vinderland. Det land skal være mit land, USA. Derfor er min opfordring til jer. Gør ingenting!”
Det budskab fik de mange hundrede indere og kinesere til at vågne op.
De fik lyst til at gøre noget for at stoppe den globale opvarmning. Og heldigvis er de allerede i fuld gang.
Det er den positive fortælling om klimaforandringerne. Fortællingen om, hvordan den globale opvarmning også er en historisk mulighed for at skabe og udvikle ny teknologi, der ikke blot vil begrænse den globale opvarmning, men også skabe ny vækst og velstand. Ny teknologi der kan frigøre os fra afhængighed af lande som Saudi Arabien eller Sudan, sikre, at vi slipper af med store mængder røg, støj og forurening, og i stedet baserer os på rene og vedvarende energikilder.
Det er den gode historie om en verden i positiv forandring.
En historie om overlevelse
For nomaderne i det nordlige Uganda, for de fattige på øerne i Sundarbans-deltaet i Indien og for landmændene i Malawi er historien en anden.
For dem er klimaforandringerne ikke et foredrag eller en forretningsmulighed.
Det er en barsk realitet, hvor kraftigere tørker, orkaner, eller oversvømmelser allerede i dag er en del af hverdagen.
De kan blive drevet fra deres hus, hjem og jord af tørke eller massive vandmængder.
Stiger temperaturen med over to grader – og det er næsten umuligt at undgå – skønner Verdensbanken, at yderligere 100-400 millioner mennesker vil blive ramt af sult og underernæring.
Tre millioner af dem vil dø hvert år. Mellem en og to milliarder mennesker vil ikke længere have vand nok til at dække deres basale behov.
Ødelæggelserne fra naturkatastrofer vil tage til.
Op mod 200 millioner mennesker kan blive tvunget til at forlade hus og hjem.
For de mennesker handler det ikke om at reducere udledningen af CO2.
Det handler om at tilpasse sig til klimaforandringerne. Om overlevelse.
Og de fattigste af dem er stort set uden skyld i den globale opvarmning.
Det er i hvert fald ikke Malawis skyld.
Her udleder hver eneste indbygger kun omkring 0,1 ton CO2 om året.
I Danmark er tallet over ti ton.
I Indien, som er et af de rigere u-lande, udleder indbyggerne i snit kun omkring et ton CO2 om året.
I mange afrikanske lande har knap ti procent af befolkningen adgang til elektricitet.
I USA går omkring 20 procent af det samlede strømforbrug til apparater, der ikke anvendes, men som står i dvaletilstand i elkontakterne.
Som intet andet miljøproblem siden verden gik sammen om at lukke hullet i ozon-laget har den globale opvarmning skabt en massiv indbyrdes afhængighed. Den enes udledning kan blive til den andens ødelæggelse.
Atmosfæren – og dens begrænsninger – binder os sammen.
Der er ganske enkelt ikke plads til meget mere CO2 i luften, der omgiver os.
Derfor hænger mulighederne for vækst og velstand i verdens fattige lande tæt sammen med forbruget i de rige.
De rige lande skal rykke
| Læs mere |
|---|
|
om de fattige landes krav |
Det er de rige lande, der skal gå foran og reducere udslippet af drivhusgasser.
Men problemet ved Friedmans forslag om, at inderne og kineserne ”ingenting skulle gøre” er, at det så ville blive umuligt at bekæmpe den globale opvarmning.
Verdens lav- og mellemindkomstlande står nemlig allerede i dag for over halvdelen af de samlede CO2-udledninger.
Brasilien udleder mere CO2 pr. indbygger end Tyskland, især på grund af den fortsatte fældning og afbrænding af regnskoven.
Baseret på de enkelte landes historiske ansvar og kapacitet så bør USA stå for en tredjedel af indsatsen og EU for en fjerdedel.
Men alle, der har et forbrug og en velstand ud over det helt basale niveau, skal ændre adfærd.
Det gør problemet ekstra svært at løse. Kinas del af CO2-regningen løber allerede i dag op i syv procent og vil over de kommende årtier stige til det dobbelte.
Nødvendigt med handlekraft
Den gode nyhed er dog, at det ikke behøver at blive uoverstigeligt dyrt.
De investeringer der skal til for at holde den globale temperaturstigning under to grader udgør omkring 400 milliarder dollar om året.
Det er kun tre procent af verdens samlede investeringer i dag – eller 0,2 procent af verdens skønnede indkomst i år 2030.
Det er store tal. Men det er bestemt ikke umuligt.
Dertil kommer udgifterne til at tilpasse sig de globale klimaforandringer.
Her er der kun få og usikre beregninger, men Verdensbankens bud er, at der skal bruges omkring 80 milliarder dollar om året i verdens fattige lande.
Det er næsten dobbelt så meget som den samlede udviklingsbistand i dag, men kun fem procent af verdens samlede militærbudget.
Det kan godt lade sig gøre.
Derfor er det frustrerende at følge de globale forhandlinger.
Fordi de er fastlåste i en strid om reduktionsprocenter, om finansiering, om teknologi.
Fordi de er milevidt fra den handlekraft, som er nødvendig for at håndtere den globale opvarmning.
Det er lige nu, de rige lande skal vise det mod og den vilje, der skal til for at sikre en ambitiøs aftale i København.
Det kræver, at de rige lande går foran og forpligter sig til at reducere udslippet af drivhusgasser med op mod 40 procent allerede om ti år.
Det kræver, at de rige lande stiller med en langt mere markant finansiering til at hjælpe verdens fattige lande med både at tilpasse sig klimaforandringerne og med at reducere udslippet af drivhusgasser.
Det kræver, at de rige lande stiller ny teknologi til rådighed for verdens fattige lande.
Og det kræver, at de lidt rigere u-lande, ikke mindst lande som Kina, Indien og Brasilien, accepterer, at de også skal gøre noget for at løse klimaproblemerne.
Det er tvingende nødvendigt, at vi handler nu og handler hurtigt.
Det kan godt lade sig gøre. Og det kan blive en ny revolution, der skaber markante og varige forbedringer for hele verden.
Hvis vi vil.
Christian Friis Bach, International Chef i Folkekirkens Nødhjælp
Mattias Söderberg, Leder af Klimasekretariatet i Folkekirkens Nødhjælp
| Kilder |
|---|
|