sms

nød

til

1277

og støt med

150 dkk

(+ alm. trafiktakst)

Verden bliver mindre sort og hvid
Print
Bo Almlev og Lena L. Nissen er enige om, at volontørarbejdet i Cambodja og Zambia var en oplevelse for livet
10.03.2006
© Lena L. Nissen

"Jeg har siddet og snakket med 12-årige piger, som er blevet voldtaget gentagne gange, men i stedet for at være triste spørger de fnisende, om jeg har en kæreste! Det er fantastisk at se, hvor stor en livsglæde, de har," fortæller Lena L. Nissen.

Hun er netop kommet hjem efter fire måneder i Cambodja som volontør på et krisecenter for kvinder.

"Det kom meget bag på dem, at min kæreste ikke slår mig. Det sætter virkelig ens eget liv i perspektiv. Prøv at tænke på, hvor lidt der skal til, før vi synes, at vi har haft en dårlig dag," siger den 20-årige pige fra Silkeborg.

Hun skutter sig lidt i den danske vinterkulde og savner varmen. Bo Almlev derimod er lykkelig for at være tilbage i det kølige danske klima. Han har tilbragt de sidste fire måneder i Zambia.

"Vi begyndte arbejdet ved syv-tiden om morgenen, for ligeså snart solen stod op, var det nærmest ulideligt at opholde sig udendørs," forklarer Bo Almlev, som har boet hos to familier i Zambia og arbejdet på projekter om aids og kvinders rettigheder.

Alene i et fremmed land

© Bo Almlev

Det var en stor omvæltning at flytte fra Vallensbæk til Afrika.

"Jeg følte mig en smule forladt, da jeg stod ud af bilen hos den første familie. Heldigvis vidste jeg, at der boede en anden volontør ikke så langt derfra. Ellers er jeg ikke sikker på, at jeg havde klaret fire måneder i Afrika," siger 28-årige Bo Almlev.

Hytten var lavet af ler, taget var flikket sammen af blikplader og græstørv.

"Min værtsfamilie havde stort set ingen møbler, og der var hverken elektricitet eller rindende vand i hytten, men jeg er vant til at rejse og bo under dårlige forhold. Det er ikke noget problem for mig, at toilettet er et hul i jorden," siger Bo Almlev.

Lena L. Nissen griner, for hendes forhold var fuldstændigt anderledes. Hun delte et værelse med en anden dansk volontør.

"Vores hjem var ren luksus. Vi havde både vand, internet og eget køkken og bad."

Selvom de unge volontører har levet under vidt forskellige forhold, er de enige om, at deres eget liv er blevet sat i perspektiv.

"Jeg kan ikke læse en artikel eller tænde for fjernsynet uden at sammenligne med ting, jeg har oplevet i Zambia. Verden bliver mindre sort/hvid, når man har oplevet, hvordan andre mennesker lever," understreger Bo Almlev.

Det, der gjorde størst indtryk på Lena L. Nissen, var en af drengene på krisecenteret.

"Han havde et helt enormt overskud. Hans mor og søstre var blevet banket og misbrugt, og indimellem forsvandt søstrene helt ind i sig selv. Han var ti år gammel, men formåede at gøre dem glade igen."

Da rygsækken skulle pakkes, spurgte drengens mor, om han kunne komme med til Danmark.

"Set fra deres perspektiv har jeg jo masser af penge, og måske ville han få et bedre liv af at komme med mig til Danmark."

Lena L. Nissen tøver og kigger over på Bo Almlev, før hun tilføjer:

"Men på den anden side vil han forlade sin familie, vennerne og det sprog, han kender – så i princippet er jeg ikke så sikker på, at han ville blive lykkeligere her.

Men det var jo svært at forklare hans mor."

mærk verden

Du kan blive volontør for Folkekirkens Nødhjælp i Cambodja, Zambia, Kirgistan, Malawi, Honduras eller Guatamala.

Opholdet varer cirka et halvt år og begyndre med et to-ugers højskoleophold. Pris: 22.000 kroner. Pengene dækker højskoleopholdet, flyrejsen, forsikring, visum og kost og logi under hele opholdet.

Hent ansøgningsskemaet på: www.noedhjaelp.dk. Der er ansøgningsfrist den 10. april 2006


Giv et bidrag

sms

sult

til

1277 

og støt med

50 dkk 

Artikler ud fra emne