”Det kræver mod at være flygtning”, står der på den plakat, der hænger på væggen over lejrlederens skrivebord.
Det mod havde hundredetusinder af voksne og børn i Burundi, da de i 1993 og i årene frem flygtede fra massedrab og blodige kampe mellem hutuer og tutsier.
De løb over grænsen til nabolandet Tanzania og blev her modtaget af først lokalbefolkningen, så de tanzanianske myndigheder og siden UNHCR, FN's Højkommisariat for flygtninge, der hjalp dem til mad, sikkerhed og tag over hovedet.
Nu er der gået 14 år
Mange burundiere er siden rejst hjem. Nogle har fået ophold i andre lande.
Godt 50.000 bor stadig her i flygtningelejrene i det nordvestlige Tanzania i regionen Kibondo midt i Afrika.
Her i lejrene har de bygget deres huse. Her har de adgang til rent vand, til skole og sundhedsklinikker i lejrene. Her får de nøje afmålte rationer af majsmel, bønner og olie. De driftigste tjener lidt penge ved at arbejde i lejrene eller i lokalområdet. Her er de i sikkerhed. Børnene vokser op, og de gamle dør.
Men burundierne kan ikke blive her. For en flygtningelejr er en overgang. Blot et sted at være mellem blodig fortid og usikker fremtid.
© Jens Astrup
Så de venter
De venter på, at rædslerne fra massakrerne i hjemlandet skal forlade deres indre blik. De venter på, at den usikre fremtid skal synes mere stabil.
Og de venter på nyt mod.
Mod til at rejse hjem til Burundi og begynde forfra på livet.