47-årige Hari Prasad Adhikari kan godt spise frokost i Beldangi II lejren og være sammen med familien i løbet af dagen. Men om aftenen sover han på et lille værelse i den nærmeste by.
Adhikari, der er valgt som lejrsekretær i byen Damak i Nepal, har flere år i træk følt sig utryg, efter at han har fået advarsler om "mulige repressalier" fra andre grupper i flygtningelejren for bhutanesiske flygtninge. Årsag: han er positiv over for tilbudet om opholdstilladelse i USA.
Et tilbud, der af den amerikanske ambassadør i Nepal, James Moriarty, er blevet betegnet som "en chance for en ny start for en gruppe, der har levet under kummerlige vilkår i mere end 16 år."
Tilbudet, der kom i oktober 2006, giver 60.000 bhutanesiske flygtninge mulighed for at bosætte sig i USA. Flygtningene tilhører en nepalesisk talende minoritet i opposition til kongen af Bhutan. I 1989-90 blev det bevidst gjort vanskeligt for denne befolkningsgruppe at leve op til nyindførte krav til sprog og påklædning. Mange familier måtte flygte for at undgå fængsel og diskrimination. De er erklæret statsløse af Bhutan.
Den amerikanske ambassadør understreger, at udgangspunktet for at give opholdstilladelse er humanitært og ikke en accept af Bhutans konges ret til at smide etniske nepalesere ud.
Men det er præcis sådan, tilbudet bliver læst i Bhutan, siger flere af de politiske flygtningegruppers ledere, der højlydt har afvist tilbudet.
Andre ledere siger, at man kun vil acceptere "tredjelands-ophold" som absolut sidste løsning.
Hjem til Bhutan
Debatten har kørt både i medier og på lejrenes grusstier. At komme tilbage til Bhutan har første prioritet, efterfulgt af muligheden for at slå sig ned i Nepal eller Indien.
Samme prioritering har Indra Timsina fra Beldangi I lejren, en af i alt syv lejre, der huser de bhutanesiske flygtninge i det østlige hjørne af Nepal, 700 kilometer øst for hovedstaden Kathmandu.
"Hvis min familie kan få hus og jord tilbage, og hvis myndighederne vil respektere vores grundlæggende rettigheder, så vil jeg helst hjem, siger Indra Timsina, der er 27 år.
Han håber på at kunne vende tilbage til Bhutan og få statsborgerskab, men tøver med at svare på, om USA lokker eller ej.
"Hvis man er meget sulten, og nogen tilbyder dig et stykke brød, så vil den sultne mand spise," siger han.
© Line Wolf Nielsen
|
| 15-årige Arun Magar til højre kan ikke huske, hvordan det var at leve i Bhutan. Alligevel savner han sit hjemland |
Også unge, der ikke selv kan huske Bhutan, udtrykker en dyb længsel efter fædrelandet. 15-årige Arun Magar hænger ud med sine to jævnaldrende venner i udkanten af Timai-lejren og kigger på en fodboldkamp.
Alle tre drenge er gået ud af skolen. For dem er det vigtigste at kæmpe for at kunne vende hjem til Bhutan – vigtigere end muligheden for en uddannelse i USA.
Arun Magar har sympati for dem, der overvejer en væbnet opstand.
"Se hvordan maoisterne gjorde det her i Nepal, det kan vi også i Bhutan," siger han.
Nina Ellinger, der er Folkekirkens Nødhjælps repræsentant i Sydasien, mener, at de enkelte flygtninge selv skal tage stilling til, om de ønsker at tage imod det amerikanske tilbud.
"Det er umenneskeligt, særligt for de unge, at bo i lejre uden muligheder for hverken højere uddannelse eller lovligt arbejde. År efter år har de ventet på det forjættede land som gidsler i et tovtrækkeri imellem de bhutanesiske og nepalesiske regeringer," siger Nina Ellinger.
Frygt for væbnet opstand
Flyveblade, der opfordrer til væbnet oprør i Bhutan, er fundet inde i lejrene, fortæller Kissor Rai, der er generalsekretær i interesse- og menneskerettighedsorganisationen HUROB.
Kissor Rais mener, at tilbudet fra USA skal ses i sammenhæng med netop de tendenser.
"USA er ikke interesseret i at få et væbnet oprør i Bhutan. Det vil tvinge Indien til at gribe ind, og så har vi balladen," siger han spekulativt.
Det er en teori, der ikke kan verificeres, men den er ikke uvæsentlig, når man skal forstå, hvorfor det er så svært at sige ja til et tilbud om opholdstilladelse i USA.
En FN-ansat med daglig gang i lejrene vurderer dog, at cirka 70 procent vil stemme for en "tredjelandsløsning", hvis de får mulighed for en hemmelig afstemning. Med mindre man er parat til offentligt at blive hængt ud for sine holdninger, kan man ikke opgive håbet om at vende hjem. I hvert fald ikke udadtil.
Line Wolf Nielsen er journalist og har boet i Nepal fra 2004-2006