© Malik Alymkuloff
|
| Strå, sten og lerjord. Bisjkeks nye tilflyttere har kun råd til at bruge de materialer, der er i området. Det gør husene utrolig sårbare over for kulde, jordskælv og smeltevand fra bjergene. |
Den nyfaldne sne ligger som vatklumper på de høje bjergtoppe, sensommersolen kaster sine lave stråler ned på den golde, lysebrune jord, og en ældre Volga tøffer stille forbi.
Det er en af de dage, hvor det nye bosætterområde umiddelbart tager sig ud fra sin bedste side.
”Men det her er ikke et sted at bo for mennesker. Der er ingen elektricitet, ingen vand, ingen kloakering og ingen veje, og til vinter vil det være umuligt at komme herud i bil,” fortæller Manasbek Turgunaliev.
Han er chauffør og socialarbejder i Arysh.
Det er en organisation, som arbejder for at forbedre vilkårene for nogle af de mange kirgisere, der er flygtet fra arbejdsløsheden på landet til hovedstaden Bisjkek.
Men det, der møder dem i hovedstaden, er i de fleste tilfælde et endnu mere usselt liv end det, de kom fra.
For Bisjkek er slet ikke gearet til det store rykind.
Derfor arbejder tilflytterne som daglejere eller har de dårligst betalte småjobs på byens to store markeder.
Og deres eneste måde at finde et sted at slå sig ned er i områder uden for byen, som er ulovlige at bebo.
”Der kommer flere og flere, og der er så lidt plads nu, at folk bor i usunde sumpområder, ved lossepladser og klos op ad kirkegårde.
Ja, faktisk har myndighederne været nødt til først og fremmest at begrave de døde i en ring udenom en ny anlagt kirkegård for at bremse de tilflyttere, der ville bygge på selve begravelsesgrunden,” forklarer Manasbek Turgunaliev.
Børn alene hjemme
Når en person forlader det sted, hun bor, mister hun sin ”propiska”.
Det er en registrering, som stammer fra sovjettiden, men som stadig gælder.
Mangler registreringen, betyder det, at man mister alle sine rettigheder så som at søge et officielt job, få socialhjælp og sygehjælp eller stemme ved valg.
© Malik Alymkuloff
|
Man eksisterer med andre ord ikke officielt i det kirgisiske samfund.
”Propiskaen er det største problem for tilflytterne. For når de ikke eksisterer, bliver der for eksempel heller ikke bygget skoler og børnehaver i de områder, hvor de bor. Det betyder, at forældrene er nødt til at lade børnene blive alene hjemme uden opsyn, mens de går på arbejde. Og det resulterer nogle gange i tragedier,” fortæller Temirova Nurija, der også er socialarbejder i Arysh.
Hun har blandt andet kendskab til en familie, hvor en 10-årig pige indebrændte, mens hun var alene hjemme.
Og hun kender en anden familie, som ikke kunne finde deres 5-årige søn, da de kom hjem fra arbejde.
De ledte alle vegne, men først efter en måned fandt de ham død i et gammelt køleskab, som stod uden for deres hus.
Arysh organiserer familier i selvhjælpsgrupper, så de kan støtte hinanden i hverdagen med blandt andet børnepasning.
En del af Arysh’s arbejde er også at yde advokatbistand til dem, der har problemer med myndighederne, eller som har mod på at søge om at få en ny registrering.
En ny propiska er nemlig ikke blot noget, man går hen og trækker i en automat.
Den er forbundet med stort bureaukrati og koster en del penge.
Det bedste for tilflytterne ville være, hvis registreringen blev afskaffet, men det ligger ikke lige for: ”Propiskaen er en del af et større offentligt system og kan ikke ændres fra den ene dag til den anden. Desuden tror jeg, den er meget belejlig at have for myndighederne. For når alle disse mennesker ikke eksisterer, behøver myndighederne jo heller ikke forholde sig til dem,” forklarer Temirova Nurija
