© Sonja Iskov
|
| NGO’erne, de folkelige organisationer, arbejder blandt andet med at forbedre de ældres vilkår |
Det var som at sætte foden på uopdyrket jord, da de første internationale hjælpeorganisationer begyndte at arbejde i Centralasien.
Det var i midten af 1990erne få år efter Sovjetunionens fald.
”Der var ingen NGO’er i vestlig forstand, kun et miks af forskellige interessegrupper. Nogle var statslige foreninger, som havde overlevet kommunismen, andre var hjælpegrupper, der var opstået som et modsvar på de voksende sociale behov. Det kunne for eksempel være en gruppe af forældre med handicappede børn eller arbejdere, der var blevet syge efter oprydningen i Tjernobyl,” forklarer Jørgen Thomsen, Folkekirkens Nødhjælps koordinator for Centralasien.
Alt skulle opdyrkes fra bunden, og Folkekirkens Nødhjælp gik sammen med britiske og hollandske søsterorganisationer i gang med at teste potentielle samarbejdspartnere.
”Det var vigtigt at finde ud af, om en gruppe havde et bagland og en seriøs leder, eller om der var tale om en afdanket partikammerat, som dybest set kun var interesseret i at hjælpe sig selv,” siger Jørgen Thomsen.
Da de nye samarbejdspartnere var fundet, handlede det om træning i basale kundskaber, som for eksempel hvordan man bygger en forening op, hvordan man laver regnskab, og hvordan man mobiliserer folk.
Næste skridt var at få organisationerne til ikke kun at støtte her og nu projekter, men også til at tænke i mere langsigtet hjælp.
Desuden var det vigtigt, at de fandt sammen i netværk og kæmpede for de samme sager for at få større gennemslagskraft.
Et øje på magthaverne
De fleste organisationer, som Folkekirkens Nødhjælp samarbejder med i dag, er de samme som dengang.
Og de har udviklet sig fra små græsrodsbevægelser til velfunderede NGO’er med national gennemslagskraft.
|
| I Centralasien arbejder Folkekirkens Nødhjælp i Kirgistan, Kasakhstan og Tadsjikistan. |
”Det er ikke længere kun de basale behov som mad og tøj, de tager sig af. De forsøger især at ændre forholdene gennem lobbyarbejde og ved at samarbejde med myndighederne,” fortæller Jørgen Thomsen.
Organisationen CPC har for eksempel været med til at præge indholdet af en ny lov om børns rettigheder.
Flere pensionist­organisationer har med held fået politikerne til at forhøje pensionen. Og Arysh, som støtter fattige tilflyttere til hovedstaden, arbejder på højeste niveau for at forbedre et bureaukratisk registreringssystem.
Derudover har lederen af International Center Interbilim, der er kendt over hele Kirgistan for at holde et vågent øje med magthaverne, været med til at skrive på en ny grundlov i samarbejde med præsidenten.
”Det er ret godt klaret i et land, hvor der aldrig har været tradition for at spørge manden på gulvet til råds, og som i over 70 år har været reguleret og ofte også været undertrykt af et kommunistisk regime,” siger Jørgen Thomsen.