I ti år har den ligget på hendes gårdsplads. Den der ”ting”, som 40-årige Stephanie Ntauyanyuma ikke har et ord for.
Hun ved bare, at den kom dumpende med et brag ned fra himlen under en skudveksling mellem regeringstropperne nede i dalen og oprørerne længere oppe ad bjerget.
”Tingen” er knap en meter lang og lavet af metal. ”Jeg har ikke turdet røre den, jeg var bange for, at den skulle eksplodere. Og jeg vidste ikke, hvad vi skulle gøre ved den,” siger Stephanie Ntauyanyuma.
Hendes hus ligger langt inde i bjergene i Burundi. Presset på jorden er så stort, at hver eneste lille hylde på den stejle bjergvæg er udnyttet.
Vejen derop går ad stier, der snor sig ind og ud af bananlunde, kaffebuske og marker.
Der har været kæmpet en del i området, og der har været anvendt tunge våben. Resterne efter kampene ligger der stadig.
Svært at skelne farligt fra ufarligt
Først da Folkekirkens Nødhjælps minerydningsprogram åbnede muligheden for at fjerne ueksploderet ammunition, fik de lokale chancen for at skaffe sig af med det farlige krigsaffald.
”I de fleste tilfælde er det, vi finder, ufarligt. Men det er svært for det utrænede øje at skelne mellem ueksploderet og eksploderet ammunition.
Derfor har den generelle besked altid været: Fingrene væk, tilkald hjælp,” siger lederen af det praktiske minerydningsarbejde John Shearer.
Da Folkekirkens Nødhjælps ammunitionsryddere når frem til Stephanie Ntauyanyuma og får udpeget ”tingen”, får den for første gang et navn: MD21.
Det er en del af en raket, som har været affyret, og som derfor er ufarlig.
Alle, især børnene, bliver sendt væk, og den ufarlige raketdel bliver lagt i en sæk.
”Vi er meget omhyggelige med ikke at vise børnene, hvad vi gør ved det, vi finder.
Ellers kunne de hurtigt finde på at røre ved alle ting – også dem, der er virkeligt farlige.
Og så ville det gå galt,” siger en af de lokale medarbejdere, Constantin Ndamuhawelnaya.
