| Holdet ”Slagelse cykelring Motion” varmer op, mens de venter på konkurrenterne |
Selvom der blev rampet hårdt i pedalerne i Munkebo, Slagelse, Sønderborg, Broager, Ringsted, Næstved, Frederiksberg, Søborgmagle og Nørre Nissum, var det Folkekirkens Nødhjælp, der løb med præmien, da der blev cyklet mod sult i ni byer rundt om i Danmark i september.
I alt blev der hentet 250.000 kroner hjem på sponsorcykelløbet.
Pengene går til Folkekirkens Nødhjælps arbejde med at bekæmpe sult og til at donere cykler til fattige kvinder i Malawi.
Cykelspurt i kørestol
| Beboerne på det lokale plejehjem i Munkebo deltog i kørestolsræs mod sult med lidt assistance fra frivillige hjælpere |
Det var en broget skare af ryttere, der deltog i cykelløbene, både firmahold, skoler, plejehjem, børnefamilier og semi-professionelle cykelhold ræsede med.
I Munkebo satte kun fantasien grænser for, hvordan man kunne brænde kalorier af mod sult. Her var både motionscykler, stavgang, motorcykeltur og kørestols-ræs mod sult.
Munkebo Taxi’s hold ”De seje fra Munkebo” havde samlet et bredt hold af talenter.
Der var sprintere, der kørte på motionscyklerne og enkelstartsryttere i kørestol, der kørte ruten på Munkebos gader med lidt assistance fra frivillige hjælpere.
”Ja, det sjoveste var at finde på navnet, for normalt er vi ikke så seje,” smilede holdkaptajn Ebba Kjærulff på 80, mens hun kæmpede afsted på en motionscykel ved siden af holdkammeraten for at nå dagens etape på fem kilometer.
Herefter stod den på legitim doping i form af hjemmebag og kaffe.
Mod på mere
| Hvad går pengene til |
|---|
| Pengene fra cykelløbene i år går til Folkekirkens Nødhjælps arbejde mod sult og til at donere cykler til kvinder i Malawi. Noget så enkelt som en cykel gør en verden til forskel for Malawis fattigste kvinder.
Malawi kæmper kvinderne for at få afsat deres varer og produkter og for at tjene penge til mad, tøj, skolepenge til børnene eller til egen undervisning. Med støtten fra Vi Cykler mod Sult kan endnu flere kvinder nu få adgang til en cykel, som kan hjælpe dem i kampen ud af fattigdom og sult |
Årets cykelløb var et pilotprojekt, forklarer projektleder Ulrik Bjørn: ”Det er noget, vi afprøver, fordi vi gerne vil lave en lokal begivenhed i sognene, der både er sjov, sund og gavner de fattigste.”
Det var dog ikke altid lige let for arrangørerne i de ni deltagende byer at trække læsset.
Det var hårdt arbejde at få tilladelser, sikre banerne mod trafik, få tilstrækkeligt med frivillige hjælpere, sponsorer og deltagere til at hoppe på cyklerne.
I Næstved var det nær gået galt, da en bil forvildede sig ind på området og kolliderede med den 13-årige Jon Roger, der heldigvis slap med et blåt mærke på knæet.
Efter sammenstødet var den cyklende teenager mest bekymret for, om ”den gode sag” ville få dårlig presseomtale på grund af hans uheld, fortæller hans mor Ursula Dieterich-Pedersen.
”Det var på ingen måde arrangørernes skyld. Og på trods af kollisionen havde min søn en god oplevelse og vil rigtig gerne stille op igen,” siger Ursula Dieterich-Pedersen.
I Slagelse kunne de også godt have brugt lidt flere gæve cyklister. Men arrangørerne var ved godt mod alligevel.
”Så ved vi bare, hvad der skal gøres endnu bedre næste år,” siger arrangør Tom Dahl fra Slagelse.
Ulrik Bjørn, projektleder på Vi cykler mod Sult, er enig: ”Vi håber helt klart at komme stærkt igen næste år. Vi vil gerne lave endnu større løb i flere byer. Og vi vil have mange flere til at cykle mod sult i 2009.”
Maia Kahlke Lorentzen, mkl@dca.dk
Vær med til næste årVi cykler mod sult arrangeres af Folkekirkens Nødhjælp, lokale frivillige og Dansk Cyklistforbund. Vil du være med næste år? Kontakt Ulrik Bjørn på ubj@dca.dk eller ring på 2961 9907. |
