sms

nød

til

1277

og støt med

150 dkk

(+ alm. trafiktakst)

Til kamp for de hjemløse
Print
Der er meget at kæmpe for, når man er hjemløs i Rusland. I august var det VM fodbold for hjemløse
27.08.2007 af Malene Haakansson katastrofejournalist

Blandt VM-deltagerne i hjemløsefodbold i København har Folkekirkens Nødhjælp støttet tre hold; Kasakhstan, Rusland og Kirgistan

Fotograf: Mark Shipperlee

Der er mange måder at gøre opmærksom på, hvordan det er at leve som hjemløs i Skt. Petersborg i Rusland.

Sidste vinter valgte organisationen New Social Solutions at opstille 100 gravsten langs "livets vej", som er navnet på en berømt vej, der går ind til den tidligere hovedstad. Gravstenene var lavet af frossent tøj som symbol på antallet af hjemløse, der ville dø i løbet af vinteren.

”Vi fandt ud af, at kun en ud af tre borgere i Skt. Petersborg var klar til at hjælpe andre, som er lukket ude af samfundet.

Derfor besluttede vi os for at lave events og oplysningsarbejde om hjemløse for at ændre folks holdning,” siger Arkady Tyurin, som var med til at danne organisationen for hjemløse tilbage i 2003.

Udover at lede organisationen er Arkady Tyurin også manager for de russiske verdensmestre i hjemløsefodbold 2006. Fodbold er nemlig en anden måde at sætte fokus på hjemløshed.

Fodbolden som støtte til ny livsstil

Renat Kateev, som var med til at forsvare den rusiske WM titel på Rådhuspladsen i København, har lagt et ti år langt alkohol- og stofmisbrug på hylden til fordel for fodbolden.

”Fodbold er blevet en stor del af mit liv nu. Større end alkohol og stoffer i min fortid,” siger spilleren, som blev introduceret for organisationens fodboldprojekt for to år siden.

37-årige Pavel Lukyanov er også lykkelig over at være en del af det russiske fodboldhold.

”Fodbold er med til at støtte alt, hvad jeg gør. Det hjælper mig til at forblive ædru, det støtter mit familieliv og giver mig mulighed for at være en del af et team,” siger den høje fodboldspiller, som beskriver sin fortid med tre ord: stoffer, alkohol og fængsel.

”I dag har jeg en datter og et job. Og så har jeg også endelig fået mit boligregistreringsdokument,” siger han stolt.

Giver ikke op

Det gør vi

Folkekirkens Nødhjælp har arbejdet i Rusland siden 1991.

Arbejdet består i at støtte og styrke lokale og kirkelige organisationer samt myndigheder, der arbejder for, at hjemløse, hiv-smittede, fanger og eks-fanger får adgang til det sociale system og får krav på deres rettigheder.

Med økonomisk bistand fra EU er Folkekirkens Nødhjælp i gang med at støtte dannelsen af et advocacy-netværk af russiske organisationer, der kæmper for de hjemløses rettigheder og for en reform af boligregistreringssystemet.

Netop boligregistreringsdokumentet er en af de største forhindringer for de hjemløse i Rusland. Uden dokumentet bliver de hjemløse umyndiggjort og retsløse. De kan ikke få et lovligt job, adgang til offentlige ydelser, en bankkonto eller ret til at stemme.

”Vi eksisterer ikke ifølge grundloven,” siger Arkady Tyurin, som har været hjemløs i 11 år og først i år fik sit boligregistreringsdokument, fordi han nu kan bevise, at han har en bolig.

Til spørgsmålet om det er muligt at lave lobbyarbejde for at ændre på forholdene svarer Arkady Tyurin: ”Det er rent selvmord. Der er mange penge involveret i boligregistreringsdokumentet.”

Hjemløseavis i Skt. Petersborg

De to andre spillere nikker samstemmende. Politiet i Skt. Petersborg får ofte penge af de hjemløse for at undgå en tur i fængsel eller en bøde.
”En hjemløs med en sovepose og en pose med sine ejendele på en metro-station er altid interessant for en politimand. Den nemmeste måde at undgå ballade er at betale politimanden,” forklarer han.

Hvis de hjemløse har penge, kan de købe et falsk et-årigt dokument for cirka 300 kroner, eller et permanent for 1800 kroner til trods for, at de ikke opfylder kravene.

Selvom organisationen New Social Solutions ikke tør lave direkte kampagner og lobbyarbejde omkring boligregistreringsdokumentet, beskriver de hjemløseproblemerne i Skt. Petersborg i Ruslands eneste hjemløseavis, som organisationen også driver.

De hjemløse kommer også til orde igennem den kunst, som de producerer og udstiller. For de vil ikke give op – heller ikke når det kommer til verdensmesterskaberne i hjemløsefodbold.

”Vi vil kæmpe til det sidste,” siger Arkady Tyurin overbevisende.


Giv et bidrag

sms

sult

til

1277 

og støt med

50 dkk 

Artikler ud fra emne