Morgina Begum rejser sig op fra sin røde plastikstol blandt tilhørerne.
Det er hendes tur til at stille et spørgsmål til de lokale embedsmænd og politikere, der udgør panelet ved debatmødet, som foreningen Chakir Poshar Union Federation har arrangeret.
Hun får mikrofonen, står rank, ser med et fast blik på panelet og taler højt med en anelse vrede i stemmen: Hvornår vil nogen hjælpe hende med at få det stykke land tilbage, som jordtyve har stjålet, men som hun beviseligt ejer?
Svaret vil være afgørende for hendes liv.
Ingen gad hjælpe de fattige
Nogle få kilometer derfra ad en smal, bumlet jordvej ligger Morgina Begums hus i en klynge tæt sammen med andre små huse, der er bygget af ler og bølgeblik. Her bor 20 af de allerfattigste familier i distriktet Kurigram, der er Bangladesh’ fattigste landsdel.
Kun de færreste voksne her har gået i skole og den løn, de får som daglejere, rækker ikke.
En fælles køkkenhave bag husene med få rækker græskar og kartofler står flot og giver et tilskud.
Men mangel på mad er et grundvilkår. Helt almindeligt er det også, at disse sårbare mennesker holder deres problemer for sig selv. For gennem generationer har familierne vænnet sig til, at ingen gad høre på dem.
Derfor signalerer mødet i dag med Chakir Poshar Union Federation bedre tider, håber Morginas naboer, der ligesom Morgina har meldt sig ind i foreningen.
Mødet er blot et af mange tiltag, der har til formål at styrke de fattigste og give dem mod til at kæmpe for deres ret til medbestemmelse, til skolegang, til ligeværd, til at tage del i demokratiske processer og til at få et stykke af den statsejede jord, som landets fattigste har ret til at søge.
Jord, som de kan få papir på, at de ejer – såkaldt khas-land.
Morgina fik jord fra staten
Det er netop sådan et stykke jord, som Morgina Begums spørgsmål drejer sig om.
Gennem foreningen har hun fået hjælp til at udfylde de rigtige ansøgningsskemaer og sende dem til de rigtige myndigheder.
Og lykken var gjort, da foreningen for nogle måneder siden modtog et skøde med Morginas navn på, fortæller den 39-årige kvinde, da hun er hjemme igen efter dagens møde.
Hun er ivrig efter at vise sin mark frem og går forrest i sin orange, mønstrede sari og på bare fødder bag om husene, gennem markerne på et smalt dige og stopper så.
Til den ene side er en struttende grøn rismark, til den anden side noget, der ligner en brakmark med tyndt græs.
”Det er min mark,” siger Morgina Begum og peger på sidstnævnte, der er høstet for nyligt - men ikke af hende.
”Jeg nåede kun at høste ris én gang, før jordtyvene smed mig væk ,” fortæller hun og vender sig harm mod en stor klynge træer, som delvis dækker udsynet til et stort hus. Der bor egnens rige mand og hans otte sønner.
Det er sønnerne, der har taget hendes jord.
På vej tilbage gennem markerne fortæller Morgina Begum nøgternt om de tre gange, hvor den rige mands sønner er brudt ind i og har ødelagt hendes hus, taget hendes ejendele og slået hende.
”Alle tre gange er jeg startet forfra med at bygge hus og skaffe køkkenting, tæpper og tøj.
Heldigvis har jeg hver gang fået hjælp fra mine naboer og foreningen, som blandt andet har givet os tæpper,” siger Morgina Begum, der har to døtre, hvoraf kun den yngste endnu bor hjemme.
Den ældste datter er gift og bor med sin svigerfamilie.
Morgina Begums mand er daglejer for en rig mand et stykke fra hjemmet og er derfor af sted flere dage – og nogle gange uger - ad gangen.
Korrupt politi gør ikke noget
Uden for huset sætter Morgina sig på en sivmåtte og tager imod den lyserøde plastikmappe, som en nabo har hentet i et af husene.
Hun trækker først et stykke papir frem fra mappen.
Papiret har officielt logo og stempler og underskrifter og er magen til det, som formanden for Chakir Poshar Union Federation omtalte som et korrekt skøde ved formiddagens møde.
Dernæst tager hun en avis frem og peger på en kort artikel om hende uden billede. Det har også interesseret den lokale presse, at en af de fattigste – oven i købet en kvinde – har anmeldt et jordtyveri til politiet.
”Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle gøre det. Igen fik jeg hjælp af foreningen og af ngo’en RDRS, som støtter og underviser foreningen. Men politiet har ikke gjort noget,” siger hun – og naboerne mumler, at den rige mands sønner nok har haft pengegaver med til betjentene på politistationen.
Bangladesh er et af verdens mest korrupte lande, så ikke alene skal Morgina og hendes landsbyfæller kæmpe for at få et stykke jord. De skal også slås for at få myndighederne til at hjælpe, når nogen stjæler jorden fra dem.
Det kan synes håbløst.
Men Morgina Begum giver ikke op.
Den 39-årige kvinde er fast besluttet på at få sin jord tilbage og har taget kampen op både legalt og verbalt.
Formiddagens møde gav dog ikke noget konkret resultat, og derfor er hun lige så frustreret og vred, som hun var, da hun gik hjemmefra i morges.
”Alle lyttede til mit spørgsmål. Men ingen kunne svare på, hvornår der sker noget. Så jeg vil blive ved med at spørge og blive ved med at tale om det,” siger hun.