Der er masser af protester.
De fattige bønder protesterer, og det samme gør de folkelige udviklingsorganisationer, der arbejder med at sikre bønders rettigheder til jord i verdens fattigste lande.
Men protesterne bliver ikke hørt.
Lederne i udviklingslandene lytter ikke.
Enten fordi de ikke mener, det er vigtigt, eller fordi jordsalget giver valuta i kassen og håb om tiltrængt vækst og udvikling.
Landgrabbing, der kan oversættes til “jord-overtagelse”, er, når rige stater og store koncerner køber eller langtidslejer jord i fattige lande for at producere fødevarer til eksport til deres egne befolkninger.
Og der er tale om mange penge. Klodens landbrugsjord er blevet en eftertragtet handelsvare, og handlen går stærkt for tiden.
”I fremtiden vil vi se en øget konkurrence om at få fat i landbrugsjord, så stater kan skaffe mad til deres befolkninger og brændsel til nye energiformer. Som altid har de rige mulighed for at overtrumfe de fattige, og i dag er det nye internationale drivkræfter, der styrer,” siger professor Anette Reenberg fra Institut for Geografi og Geologi på Københavns Universitet. Hun er medudgiver af rapporten ”Land Grab in Africa”.
Ingen involvering
Folkekirkens Nødhjælp kender til problemerne via lokale samarbejdspartnere.
I Cambodja er antallet af stridigheder ifølge landets NGO Forum eksploderet de seneste år.
Sagerne handler blandt andet om multinationale sukker- og gummifabrikker, der opkøber jord til deres plantager.
Jord som fattige bønder betragter som deres, men som de ikke har papir på, og som de derfor bliver drevet væk fra uden mulighed for kompensation.
”Hvis ikke Folkekirkens Nødhjælp og vores partnere arbejder sammen om at lave lobbyarbejde, kommer de fattige landes regeringer til at stå uimodsagt, når de sælger ud af deres mest fundamentale ressource. Det er vores opgave at lobbye for at holde regeringerne ansvarlige for de langsigtede konsekvenser for de fattigste i deres lande. Selv om de fattige har investeret i jorden gennem generationer, har de ofte ikke papir på den, og det er dem, der lider under konsekvenserne af landgrabbing. De får stort set ingen fordele af investeringerne,” siger Mette Lund Sørensen, rådgiver i fødevaresikkerhed i Folkekirkens Nødhjælp.
På jagt efter mad
Årsagerne til handlen med landbrugsjord er mange.
Én af dem er, at flere stater frygter, at deres befolkning ikke kan brødfødes på sigt.
I dag lever der 6,8 milliarder mennesker på jordkloden.
I 2050 vil tallet stige til 9,2.
Derfor er lande som Kina, Indien og oliestaterne i Mellemøsten interesserede i at købe og langtidslease enorme landarealer, der kan dyrkes, så deres befolkninger kan få mad.
En anden årsag er den stigende velstand i blandt andet Asien, Mellemøsten og Latinamerika. Velstanden får efterspørgslen på blandt andet proteinrige fødevarer som kød til at stige.
Klimaforandringerne øger også efterspørgslen på arealer, hvor der kan dyrkes afgrøder til biobrændsel.
Endelig har finanskrisen efterladt et investeringsvakuum, der har gjort landbrugsjord til en eftertragtet handelsvare.
Vestlige investeringsfirmaer har opdaget, at landbrugsjord kan erhverves billigt nu, og der er en forventning om, at priserne vil stige eksplosivt i fremtiden.
Nye investorer
Udenlandske selskabers opkøb af jord til store plantager i eksempelvis Afrika er ikke et nyt fænomen.
Men der er kommet nye investorer på banen, og det har fået antallet af handlede hektarer til at eksplodere.
Det drejer sig om Saudi-Arabien, De Forenede Arabiske Emirater og Qatar, Kina, Sydkorea og Indien.
De mangler landbrugsjord og frygter nye fødevarekriser som i 2007 og 2008. Vestlige lande investerer også i afrikansk landbrugsjord men først og fremmest til produktion af biobrændsel.
”Det største problem er den diffuse ejendomsret, der er i udviklingslandene. Ofte er det staten, der ejer jorden.
Men reelt er det fattige bønder, der dyrker jorden, eller bruger den til græsning til deres kvæg.
De kan bare ikke dokumentere det, og der findes slet ikke de samme statistikker og registre, som vi kender til.
Dermed har staten retten på sin side og kan sætte bønderne ud,” siger Anette Reenberg.
Enorme arealer er solgt
Rapporten ”Land Grab in Africa” skønner, at der i Afrika foreløbig er solgt eller udlejet et areal på ca. 52,6 millioner hektarer – svarende til Frankrigs størrelse. Det er fattige lande som Etiopien, Madagascar, Sudan, Tanzania, Mali, Mozambique, Uganda og DR Congo, der er de absolutte topscorere, hvad salg og leasing angår.
I DR Congo har sydafrikanske landmænd f.eks. leaset 10 millioner ha.
Det svarer til næsten fire gange størrelsen af Danmarks landbrugsareal, der er på 2,7 millioner ha.
”Udenlandske investeringer i u-lande kunne have positive effekter. Men fordelingsproblematikken i de lande, der sælger ud af landbrugsjorden, er stor,” siger Anette Reenberg.
Samme erfaring har Folkekirkens Nødhjælp.
”De udenlandske selskaber kommer ofte med højtmekaniserede metoder, der kan skade miljøet, de bruger store mængder af vand og eksporterer udbyttet. Så rige udenlandske investorer trækker profit og ressourcer ud af fattige lande. Regeringerne burde sørge for, at investeringer i lokale landbrug fører til reel udvikling i landområderne med øget beskæftigelse og øget adgang til mad for dem, der har ret til at leve i disse områder,” siger Mette Lund Sørensen.
En eftertragtet vare
Ifølge flere kilder er landgrabbing et fænomen, der ikke kan stoppes.
Men alle peger på det fornuftige i, at pengene så bliver brugt til at investere i landbruget.
”Landbruget i udviklingslandene har længe været voldsomt forsømt. Folkekirkens Nødhjælp arbejder sammen med lokale partnere for at få de pågældende landes regeringer til at stille krav til investorerne, så de også giver udviklingsmuligheder for de fattigste,” siger Mette Lund Sørensen.
Helle Løvstø Severinsen, der er programkoordinator i MS Action Aid supplerer:
”De nationale regeringer har masser af muligheder for at få noget godt ud af jord-udlejning, men endelig ikke salg. Det kan være skatteindtægter, miljøpleje og arbejdspladser. Jord er en værdifuld vare, og den er så eftertragtet, at den kan bære at blive fulgt af krav,” siger hun.
Etisk regelsæt for opkøb
Staters og multinationale selskabers leasing og opkøb af enorme arealer af landbrugsjord har også bragt FNs særlige rapportør for fødevaresikkerhed, Olivier De Schutter, på banen. Han har foreslået, at der udarbejdes et internationalt FN-regelsæt, der skal disciplinere stater, som ignorerer deres egne fattige bønder ved at sælge den jord, de dyrker, til aktører udefra.
Imens forsætter NGO´erne deres arbejde med at sikre de fattigste deres jordrettigheder.
Desværre oplever organisationerne, at fattige bønder kan fristes til at sælge deres jord for en hurtig gevinst, når de får skødet på deres jord i hånden.
Flere organisationer arbejder derfor nu med andre modeller for ejerskab end hver enkelt individs private ejendomsret.
”Kollektive modeller kan være mere veletablerede og egnede, så den lokale befolkning sikrer sig retten sammen og kan tage de miljøhensyn, der skal til, og sikre vandforsyningen i deres lokalområde. Det er meget mere magtfuldt at arbejde som et fællesskab med én stemme end som en række enkelte individer.”
Sådan siger Sonja Vermeulen, der er medudgiver af rapporterne ”Land grab or development opportunity” og ”Making the most of agricultural investment”.
”Udviklingsorganisationerne har en vigtig rolle at spille her, for de opbygger de lokale organisationers kapacitet, så de kan forhandle med den private sektor om at udvikle fair partnerskaber. De kan være med til at få ekspertise på udvikling kombineret med hardcore forretningsmodeller til gavn for lokalbefolkningen,” siger Sonja Vermeulen.
Får selv brug for jorden
Vigtigheden af, at de fattige lande og deres befolkninger organiserer sig og selv beholder størstedelen af deres landbrugsjord, understreges også af et stigende befolkningstal i u-landene.
Det er kortsigtet at lade sig friste af penge her og nu.
”Indtægtssiden af jordsalg er ikke altid rosenrød. At sælge ud nu er som at tisse i bukserne for at holde varmen, de afrikanske befolkninger er også stigende, så de får jo rigeligt brug for jorden selv. Den afrikanske befolkning skal jo også brødfødes om 10, 20 og 30 år,” påpeger Anette Reenberg.