Når Folkekirkens Nødhjælp arbejder med demokratiudvikling i det fattigste hjørne af Bangladesh, er det EU, der betaler det meste.
Det samme sker, når Folkekirkens Nødhjælps samarbejdspartnere hjælper pakistanere til telte, mad og sanitet efter oversvømmelser.
Og når medarbejdere gennem rapporter, film og artikler dokumenterer, at pengene gør gavn, er det også EU, der tager sig af regningen.
For hver 100 kroner, der gives i bistand et sted i verden, kommer godt 50 fra EU-kommissonen eller direkte fra EU’s medlemslande f.eks. via statslige donorer som Danida.
EU og medlemslandene udbetalte i 2008 over 49 mia. euro i offentlig bistand til udviklingslandene. Det er godt 56 procent af verdens samlede bistand.
Stor donor giver store fordele
Så mange penge samlet under en hat giver åbenbare fordele for ngo’er, FN-organisationer og internationale organisationer, som søger del i puljerne.
Det er nemlig lettere at gå til én donor end at stykke et budget sammen af lange rækker af småpuljer.
Også selv om ansøgere af udviklingskroner skal stille med en egenfinansiering på 25 procent.
Samme krav er der ikke til ansøgere af katastrofekroner.
Allan Duelund Jensen er leder af afdelingen Global Fundraising, GFU, i Folkekirkens Nødhjælp.
De 18 ansatte - 8 i København og 10 i samarbejdslandene - har blandt andet specialiseret sig i at skrive ansøgninger til EU.
Sidste år skaffede afdelingen 84,2 millioner kroner fra EU-kommissionen til arbejdet blandt verdens fattigste ud af Folkekirkens Nødhjælps samlede indtægt på 527 millioner kroner.
Duelund Jensen mener, at både stordrift og kampen mod de andre ansøgere højner kvaliteten af projekterne i udviklingslandene.
”Konkurrencen fremmer kvaliteten af ansøgningerne, og da EU er så stor en donor, er der repræsentanter over hele verden, og som besøger og samarbejder med de projektansvarlige,” siger Allan Duelund Jensen, der både står for ansøgninger til EuropeAid, som er kontoret under kommissæren for udvikling, og til ECHO, der er et kontor under kommissæren for humanitær bistand.
”Vi er blevet bedre og bedre til at få kontrakter med EU, og afdelingen er vokset i samme takt,” siger Allan Duelund Jensen.
EU er ikke for de små
EU’s positive svar på Folkekirkens Nødhjælps ansøgninger viser, at afdelingen allerede er halvvejs i mål for 2011.
Men så godt går det ikke for alle ngo’er, siger Morten Emil Hansen, der er sekretariatsleder for den danske afdeling af Concord Europe, der er en paraplyorganisation for 1600 europæiske ngo’er.
Store EU-puljer giver store professionelle organisationer adgang til store poser penge, som kan finansiere store udviklingsprojekter.
Men små folkelige bevægelser har ofte svært ved at komme til fadet.
”Generelt er det positivt, at donorer er store. Men det udelukker ofte de mindre organisationer, som samarbejder med små lokale partnere og slet ikke har brug for en kæmpe EU-bevilling på adskillige millioner kroner. Samtidig er de administrative krav så omfattende, at kun de helt store organisationer har kapacitet til at administrere en EU-bevilling,” siger Morten Emil Hansen.
Han peger på, at det ’kræver en hel afdeling’ i en ngo at kunne hitte rede i de omfattende procedurer til EU’s penge.
Tradition for samarbejde
EU har siden Rom-traktaten blev vedtaget i 1957 haft fælles retningslinjer for udvikling og har siden været en væsentlig bidragyder til hjælp til de fattigste i verden.
Den gang - for mere end 50 år siden, da EU-samarbejdet blev indledt - var udgangspunktet et økonomisk samarbejde med de kolonier, som i samme periode fik deres selvstændighed, så de ikke længere var underlagt de europæiske kolonimagter.
EU forklarer, at netop fordi unionen og medlemslandene er vigtige handelspartnere for medansvar for at støtte udviklingslandene gennem nødvendige økonomiske og politiske reformer.
Siden Europas ledere drøftede tingenes tilstand i Rom i 1950’erne, er udviklingspolitikken ligesom andre politikker blevet diskuteret, videreudviklet og omplantet gennem massevis af aftaler og formuleringer.
Og da Lissabon-traktaten blev underskrevet i december 2007, blev udviklingspolitikken for første gang traktatfæstet som sit helt eget selvstændige område i unionens udenrigspolitik.
Lissabon-traktaten siger, at EU vil arbejde på at nedbringe og på sigt udrydde fattigdommen i verden. Og traktaten fortæller endvidere, at EU vil hjælpe og beskytte befolkninger i tredjelande, der er ofre for natur- eller menneskeskabte katastrofer.
Ud af egen baghave
Mens verden siden Rom-traktaten i store træk har fulgt sin egen nogenlunde forudsigelige rytme med Europa i en central placering som en stærk, velhavende og delvis udviklingsorienteret spiller, ser det nu ud til at være ved at ændre sig.
Kina har for nyligt overhalet Japan som klodens største økonomi efter USA og har indledt massive charmeoffensiver i udviklingslandene.
Blandt andet er kinesiske virksomheder flyttet til det afrikanske kontinent i tusindvis, og antallet af handelsaftaler mellem Kina og landene i Afrika er eksploderet - og udfordrer derfor Afrikas traditionelt stærke samarbejde med Europa.
Også fokus på terror og sikkerhed har skabt ændringer i Europas udsyn. EU siger selv, at unionens udenrigspolitiske værktøjskasse, som rummer både udvikling, handel, diplomati og krisestyring, giver en unik mulighed for at bekæmpe global fattigdom og arbejde for en stabil og bæredygtig global udvikling.
Men EU bør løfte blikket ud over egne grænser, hvis Lissabon-traktatens målsætninger skal nås, lyder det fra blandt andre Concord.
”EU’s politiske og økonomiske fokus er hovedsageligt på vores egen baghave, f.eks. Tyrkiet som er den største modtager af EU’s udviklingsbistand. Målsætningen om fattigdomsbekæmpelse kommer derfor i konflikt med EU’s øvrige interesser, f.eks. om fred og stabilitet eller ønsket om at mindske antallet af immigranter som kommer ind over vores grænser. En ny europæisk udviklingspolitik bør i stedet fokusere entydigt på fattigdomsbekæmpelse og undgå, at EU’s udenrigs- og sikkerhedspolitik står i vejen for et reelt partnerskab med verdens fattigste,“- siger Morten Emil Hansen fra Concord.