Netop hjemvendt fra Kirkernes Verdensråds Generalforsamling i Brasilien er der én ting, som hele tiden dukker op i min bevidsthed: vigtigheden af dialog på tværs af landegrænser, kulturer og kirkeretninger.
Vi var 4.000 mennesker fra over 350 forskellige kirker samlet for at drøfte udfordringerne til kirken og til verden. Hele generalforsamlingen var selvfølgelig præget af Muhammed-krisen. Den danske delegation mødtes blandt andet med lederen af verdens største muslimske organisation, professor Muzadi fra Indonesien. Han sagde, at tegningerne var uheldige, fordi de kun gavner ekstremisterne."Hvis jeg kræver den totale frihed for mig selv, så står jeg i fare for at mindske min næstes frihed."
Kirkernes Verdensråd udarbejdede en erklæring om, at en forhånelse af en religion er en forhånelse af alle. Kirkerne vil nu arbejde på at genetablere dialogen mellem religioner og mellem nationer.
Dialogen er besværlig, men det er den eneste vej frem mod en verden med gensidig forståelse og en mere ligelig fordeling af verdens goder. Derfor skal der også lyde en stor tak til alle jer indsamlingsledere, indsamlere og bidragydere til sogneindsamlingen den 5. marts. Med det flotte beløb på 14 millioner kroner har vi vist, at vi i Danmark ikke har vendt ryggen til verden. Og at vi ikke har nok i os selv, men er rede til at hjælpe verdens nødstedte.
Sogneindsamlingen blev en flot kontant håndsrækning til ofrene for sult i blandt andet Indien og Afrika og et klart signal om, at vi vil dialogen på tværs af landegrænser og kulturer.
Henrik Stubkjær, generalsekretær
i Folkekirkens Nødhjælp
