På få sekunder bliver hundreder af tændstikker lagt i æske. De ti slanke fingre flytter sig så hastigt, at det ligner en film, der bliver kørt i dobbelt tempo. De rappe fingre tilhører Jodi på 15 år. Den indiske pige gik ud af skolen, da hun var 13 år for at arbejde på en tændstikfabrik. Nu sidder hun i det dunkle lys i et lille skur indhyllet i en tyk stank af svovl og fylder tændstikæsker fra syv morgen til syv aften seks dage om ugen. Hendes ugeløn svarer til 26 kroner.
Uden for skuret er et par mindre drenge ved at sætte tusindvis af tændstikker i rammer – klar til at blive dyppet i den flydende svovlmasse, der står bagerst i skuret og oser i store kar.
I Indien er børnearbejde forbudt for børn under 14 år. Alligevel har landet det største antal børnearbejdere i verden. Ifølge de officielle statistikker er der 12,6 millioner børnearbejdere, men internationale organisationer som Human Rights Watch vurderer, at 60-100 millioner indiske børn er gået ud af skolen for at arbejde.
Folkekirkens Nødhjælp er med til at bekæmpe børnearbejde gennem undervisning, støtte til fattige familier og opbakning til lokale myndigheder, der tager loven mod børnearbejde alvorligt.
