Kontrasten er til at få øje på uden for et af New Delhis store indkøbscentre. Uniformerede vagter jager lasede tiggere væk, imens elegant klædte mænd og kvinder kaster hastige blikke på deres Rolexure og hanker op i deres Gucci tasker.
Indien er et land i en rivende økonomisk vækst. Efter tsunamien og jordskælvet i Pakistan var den indiske regering heller ikke langsom til at give bistand til sine nabolande. Men i takt med at Indien bliver rigere og rigere, bliver de fattige fattigere.
"Det er rigtigt, at fem procent af inderne har fået det bedre. Men den anden del af sandheden er, at tilværelsen er blevet formørket for omkring halvdelen af befolkningen. De har kun fået det værre," siger Henri Tiphagne, leder af organisationen People’s Watch.
90 procent af Indiens kasteløse lever stadig på samfundets bund. Deres menneskerettigheder bliver konstant trådt under fode, selv om kastediskrimination er forbudt ifølge den indiske grundlov.
De kasteløse bor for sig selv, fordi kastefolket ikke vil have dem som naboer. De skal gå barfodede og bøje hovedet, når de møder folk af højere kaste. Mange steder har de ikke adgang til templer og offentlige vandpumper. Love, som skal sikre de kasteløse adgang til en vis procentdel af jorden eller adgang til højere uddannelse, når kun et fåtal.
Enker sulter mest
Kasteløse kvinder står nederst i hierarkiet i Indien, og enker undertrykkes endog af deres egne.
"Gud støtter altid de rige, derfor er jeg holdt op med at bede til Gud," erklærer en gammel enke i landsbyen Kannikapuram i delstaten Andra Pradesh.
Hun rækker sin radmagre tatoverede arm frem for at vise, hvor tynd hun er.
"Det gør ondt i maven og i hele kroppen, når man er sulten," forklarer hun.
En af naboerne fortsætter:
"Vi har meget lidt at spise. Når vi ikke har arbejde, spiser vi kun en gang om u
dagen. Nogle dage lever vi af blade, og så drikker vi en masse vand. Det fylder i maven. Men når vi er rigtig sultne, lægger vi os ned og døser," fortæller kvinden, som også er enke.
Nogle af landsbyens mænd og kvinder har forladt deres hjem for at lede efter arbejde inden for byggeindustrien. Resten af beboerne prøver at skaffe en indtægt ved at samle og sælge brænde illegalt. Det har gjort dem upopulære hos både skovmyndighederne og de lokale stammefolk, der også er på jagt efter brænde.
Børnearbejde og gældsslaver i Indien
Børnearbejde er også forbudt i Indien. Ikke desto mindre arbejder mellem 10 og 20 procent af de indiske børn afhængig af hvilken stat, de bor i. De fleste børn kommer fra lavkaste eller kasteløse familier.
I mange familier er forældrene afhængige af børnenes indtægt.
"Her i landsbyen er vi 30 mennesker, der deler 10 personers arbejde. Det vil sige, at vi kun tjener en tredjedel af en dagløn. Vi har prøvet at presse herremanden til at hæve lønnen, men han vil ikke," fortæller kasteløse arbejdere i landsbyen Chinna Ayyankulam i delstaten Tamil Nadu, hvor mange børn er ansat i væveindustrien.
I et lille hus i stammelandsbyen Sadum Mandal i Andra Pradesh sidder Eswarama på 14 år sammen med sine forældre og søskende. Deres hus er lavet af palmeblade og nogle få stolper.
"Vi har hverken fået morgenmad eller frokost. Vi spiser kun om aftenen – rødder, blade, frugter og en rotte eller en kanin, hvis vi er heldige at fange sådan en," fortæller moderen.
Tidligere tjente de lidt penge ved at arbejde for den lokale herremand. Men efter at herremanden voldtog Eswarama og familien meldte det til politiet, har de ikke kunnet få arbejde.
Flere steder lever de kasteløse som gældsslaver, hvor de ikke får en egentlig løn for deres arbejde, men må nøjes med kost og logi. 35 familier i landsbyen Indranagar i Andra Pradesh har alle sammen været gældsslaver indtil for et par år siden.
"Det var hårdt at være gældsslaver. Vi arbejdede fra 6-18 uden hvile. Vores herremand gav os mad og købte tøj til os, og vi fik først en ny, når den gamle var slidt op. Penge fik vi ingen af," fortæller en af de tidligere gældsslaver.
Herremanden selv var en rig forretningsmand med kokos- og mangoplantager. I 2002 blev de 35 familier løsladt fra deres slaveri med hjælp fra Folkekirkens Nødhjælps samarbejdspartner SAHANIVASA. De har nu fået tildelt lidt over fem hektar jord, som de er begyndt at dyrke.
Sådan er skæbnen
Men hvordan har de rige og succesfulde indere det med, at en femtedel af deres landsmænd lider af kronisk sult, og næsten halvdelen af alle børn under fem år er underernærede?
"Det er jo ikke min skyld. Jeg har mit liv, og de har deres. Sådan er skæbnen," lyder en af de typiske kommentarer fra middelklasseindere, der aldrig har oplevet, at køleskabet var tomt."
Det ser jo ikke så godt ud med alle de fattige. Men vi indere har det ikke med at misunde hinanden. Og faktisk tror jeg, at de fattige er stolte af min succes," lød svaret fra en forretningsmand, der udtalte sig om Indiens fattigdom til tv-stationen BBC World.
Advokat og leder af landarbejdernes sammenslutning i staten Andra Pradesh, P. Chennaiah mener, at Indiens store uligheder har tre grundlæggende årsager: feudalisme, religion og overtro.
"Det er stadig den gamle feudale kultur, der dominerer i Indien, især ude på landet, hvor de store jordbesiddere har magten. For dem handler det udelukkende om at udnytte de fattige. Der er bestemt ingen tradition for at dele med dem," siger han.
Samtidig siger hinduismen, at hvis man er rig, er det, fordi man har gjort noget godt i sit tidligere liv. Er man fattig, er det, fordi man har syndet.
"Og dermed fortjener både den rige og den fattige sin skæbne," forklarer P. Chennaiah.
Endelig har mange indere den indstilling eller overtro, at hvis man deler ud af sin rigdom, vil man miste det hele.
"Ghandi prøvede at ændre den indstilling ved at sige, at hvis du hjælper de fattige, vil du blive belønnet. Men der var ikke ret mange, der hoppede på den tanke," forklarer P. Chennaiah.
I princippet findes der nationale fødevareprogrammer for de fattigste, men ofte eksisterer de ikke i virkeligheden, siger Tapan Padhi, som er leder af organisationen Regional Centre for Development Cooperation, RCDC, i delstaten Orissa.
"Der er ikke regler for, hvordan programmerne skal foregå i praksis. Og hvis der endelig eksisterer en ordning, kan man ikke være sikker på, at det er de rigtige mennesker, der får del i goderne." Tapan Padhi føler, at myndighederne er ligeglade med de fattige.
"De fattige er til overs, og det ville være nemmest, hvis de bare forsvandt."