Sudanesiske flygtninge strømmer hjem til Sydsudan.
Fredsaftalen fra 2005 mellem Khartoum-regeringen i nord og oprørsbevægelsen SPLM i syd har skabt relativ sikkerhed og får folk til at vende hjem trods massive udfordringer.
”Jeg tror, freden vil holde. Jeg er hverken blevet beskudt eller bombet i den tid, vi har boet her,” fortæller en fattig kvinde, som kom tilbage til sin landsby for et år siden.
At kampe og angreb på civile stort set er stoppet, er det første skridt på vejen til fred, men samtidigt står det også meget klart, at der er hårdt brug for udvikling, hvis freden skal fortsætte.
I Twic East-amt er den lokale amtsleder lykkelig for den nye skole, som Folkekirkens Nødhjælp har været med til at bygge.
Skolen skal dække tre store amter og er den første i området, der går fra 7.-10. klasse.
Amtslederen understreger, at det er altafgørende, at der kommer udvikling til amtet.
Forventningerne er høje, og hvis de unge ikke får mulighed for skolegang eller får et arbejde, frygter han, at de bliver lovløse, og at de bedst uddannede flytter væk.
Amtslederens frygt er velbegrundet. Veje er stort set ikke-eksisterende, der er få primitive skoler, og klinikker og hospitaler skal man kigge langt efter.
Arbejde er der ikke noget af, så hvis man ikke kan dyrke jorden, er der kun sparsomme rationer fra FN at leve af.
Samtidig er tusindvis af soldater og militser ved at blive afvæbnet, bevæbnede kvægtyve huserer flere steder, og der er masser af våben i omløb.
Derfor må det internationale samfund ikke glemme Sudan.
Med en krig i Darfur-provinsen og en skrøbelig fredsaftale er der meget, som kan gå galt.
Udvikling er Sudans bedste håb.