|
| Esnart Banda på arbejde i landsbyen Mwanachilenga i Choma-området i den sydlige del af Zambia Foto: Klaus Holsting |
Langt ude i bushen i det sydlige Zambia, der, hvor den asfalterede hovedvej for længst er afløst af en hullet jordvej, og hvor de lokale transportmidler er tunge kinesisk-byggede cykler og oksekærrer af træ, har den 32-årige Esnart Banda sin arbejdsplads.
Hun er oprindeligt uddannet som tv-producer og arbejdede i otte år på zambisk statskontrolleret tv.
”I starten syntes jeg, det var spændende at arbejde som producer med det sociale stof. Jeg kom rundt til mange byer i Zambia og lavede både radio- og tv-indslag om alt fra gadebørn til hiv-aids-epidemi. Men jeg blev træt af at formidle andre menneskers problemer, ” fortæller Esnart.
Så for to år siden besluttede hun, at hun selv ville være med til at løse nogle af de problemer, som hun havde formidlet på tv, og hun fik arbejde i organisationen Women for Change (WfC).
Forandringsmager
Selv betegner Esnart Banda sig som en ”changemaker” – et menneske, der med sin faglige indsigt og personlige engagement er med til at støtte de fattige i at skabe forandringer:
”Jeg kommer ud i landsbyerne som rådgiver. Jeg er den, der går ind og støtter landsbybeboerne, når de vil organisere sig omkring nye initiativer,” fortæller Esnart, mens hun styrer bilen i myndig zigzag uden om store mudderhuller i vejen, der fører ud til landsbyen Mwanachilenga.
|
Græsrods- |
|---|
| Women for Change (WfC) er en af Zambias største græsrodsorganisationer. Folkekirkens Nødhjælp støtter WfC’s arbejde i fattige landsbyer i sydlige Zambia med at uddanne landsbybeboerne i deres rettigheder og i, at de organiserer sig omkring konkrete aktiviteter, hvor de kan få sig en indkomst. |
Women for Change’s arbejde i landsbyerne tager udgangspunkt i, at landsbybeboerne har lovgivne rettigheder.
”Det kan for eksempel dreje sig om retten til adgang til rent drikkevand eller om unge pigers og kvinders ret til at sige nej til sex. Eller familiens ret til medicin og sundhedsydelser, som jo i princippet er gratis her i Zambia.
Men hvor det ofte er umuligt for landsbybeboere, som bor langt væk fra de større byer, overhovedet at komme ind til en sundhedsklinik,” fortæller Esnart.
”Netop fordi vi arbejder med folks rettigheder og med at støtte dem i selv at skabe forandring og stille krav, så er regeringen vist ikke altid så glad for os,” smiler hun.
”Det er jo ikke så rart, når en regering bliver stillet over for nogle krav fra befolkningen, som den udmærket godt ved, den har pligt til at opfylde. Nogle gange virker det som om, at regeringen helst så, at de fattigste bare forbliver fattige og uoplyste, så regeringen har fred.”
Den lille bitte forskel
Esnart Banda er født og opvokset i Zambias østlige provins i en familie, hvor børnenes uddannelse blev sat højt. Hun blev i 1994 uddannet fra Evelyn Hurre College of Applied Arts and Commerce i kommunikation og socialt arbejde.
I dag bor Esnart i Lusaka. Hun er enlig mor med to børn på ni og tretten år, som hendes mor passer, når Esnart er på farten ude i bushen, hvor hun nogle gange bruger to-tre uger af en arbejdsmåned på at tilbagelægge hundredvis af kilometer – fra landsby til landsby i det sydlige Zambia, fra workshop til workshop, fra problem til problem.
Som enlig kvinde har hun indimellem oplevet at blive mødt med skepsis i de traditionsbundne landsbysamfund, hvor enlige kvinder omtales som ”nabutema” – mandeløs – og hvor det mange steder er almindeligt, at en mand har flere koner.
”Men når vi først får snakket om det, og vi har lært hinanden at kende, så er der opstået gensidig respekt,” siger hun.
Måske gør jeg gennem mit arbejde kun en lille bitte forskel. Men der er mange andre som mig, der også gerne vil gøre noget for, at andre - især kvinderne i Zambia - kan få det bedre. Og så sker der jo noget, når vi er flere,” siger Esnart Banda.