Slumdog Millionaire kan købes på DVD
Jonas Vejsager Nøddekær, Folkekirkens Nødhjælp
Vicky, Indisk ”slumdog”, 12 år
Kathrine Windfeld, Filminstruktør
Romantisk lorteliv
|
| Jonas Vejsager Nøddekær, Folkekirkens Nødhjælps landekoordinator for Asien |
Slumdog Millionaire romantiserer på nogle punkter livet i slummen – den viser ikke hele virkeligheden. Diskrimination af kasteløse er for eksempel slet ikke med i filmen.
Fra vores udviklingsarbejde i Indien ved vi, at diskrimination af særlige grupper, herunder unge i slummen, er et kæmpe problem, der fastholder flere generationer i fattigdom. Men hvis man kan se filmen under de præmisser – at det er en feel-good-film mere end en socialrealistisk film – så er det en rigtig god film. Det er en flot og også sjov film, som formår at vise, hvor farverig Indien er, og hvordan den indiske megaby Mumbai er vokset med hastig vækst i de seneste år.
Selvom filmen til tider er meget uhumsk, blandt andet da hovedpersonen er nødt til at springe ned i tønden på et udendørstoilet, så gør den det ikke på en nedværdigende måde over for slumbeboerne.
Filmen kan måske få danskerne til at vågne lidt op og tænke over, hvilket ”lorteliv” de lever i slummen i Indien, og hvilke livsbetingelser andre mennesker har. Jeg tror dog ikke, at chokeffekten er stærk nok til, at danskerne ligefrem går ud og bliver frivillige nødhjælpsarbejdere eller giver en masse penge til udviklingsarbejde bagefter. Men jeg vil gerne blive positivt overrasket.
Virkeligheden er meget værre
|
| Vicky Indisk ”slumdog”, 12 år |
Virkeligheden i slummen er værre end det, man ser i Slumdog Millionaire. Jeg har boet syv år på gaden. Sovet mange gange på et stykke pap og har tit fundet min mad blandt affaldet på Delhi Station. Men jeg synes alligevel, at historien er ret god. Det jeg allerbedst kan lide er dansescenen til sidst i filmen. Synes også, det er ret godt, at Jamal (hovedpersonen, red.) aldrig prøver på at snyde, heller ikke selvom tv-værten lokker ham. Men det er også en trist film. Jeg græd, da den lille tiggerdreng bliver gjort blind med vilje, så han kunne tigge flere penge. Det mindede mig om engang, hvor jeg var blevet lovet arbejde og gik med en fremmed hjem. Der var andre børn, og vi fik ikke lov til at gå. Jeg var meget bange. Til sidst stak jeg af ved at smadre et vindue, og så løb jeg alt, hvad jeg kunne.
Ligesom Jamal ved jeg også, hvad det vil sige, når ens liv pludselig ændrer sig. Mit liv forandrede sig nemlig rigtig meget, da jeg kom til et hjem med andre børn. Nu får jeg mad hver dag, og jeg ryger ikke længere hash, sniffer lim eller drikker. Jeg elsker at gå i biografen og har tit købt en billig billet til en Bollywoodfilm. Jeg kan bedst lide film, der handler om familier, eller hvordan fattige bliver undertrykt. En god slåskamp er også okay.
Hvis jeg selv pludselig vandt en masse penge, vil jeg bygge gode huse til fattige børn.
En meget klog film
|
| Kathrine Windfeld, Filminstruktør |
Min umiddelbare følelse, da jeg så filmen, var, at det var en meget klog film. Den falder i to dele og er nærmest to genrer. Den begynder som et drama og går over og bliver en romantisk komedie. I starten følger vi børnene, der blandt andet bliver mishandlet, og det er så hæsligt, at det næsten ikke er til at bære. Det er næsten for voldsomt, samtidig med at det også er meget smukt filmet. Men så ender det med, at de får hinanden til sidst. Og det er på en måde enormt smart af instruktøren. For med den form – med en mere romantisk anden halvdel og en happy ending – når filmen bredt ud, og det er rigtigt godt for en film med et politisk budskab.
Filmen har virkelig ramt mig følelsesmæssigt. Og det er selvfølgeligt optimalt for en filminstruktør at kunne gøre det ved biografgængerne. Den første halvdel af filmen sidder faktisk stadig i mig. Hver gang jeg har et problem; har været oppe at skændes med nogen på mit arbejde eller derhjemme, så tænker jeg: ”Kom igen, Kathrine”. For jeg har altså ingen problemer set i forhold til personerne i filmen. På den måde har filmen en rigtig god virkning på det personlige plan.
Selvfølgelig kan man spørge sig selv, om den der happy ending er realistisk. Det er et eventyr, men jeg købte slutningen, da jeg sad i biografen. Jeg blev faktisk helt lettet, da jeg så, hvilken vej historien gik. For min kvote for håbløshed var opbrugt efter første halvdel af filmen.