Bogen kan købes i alle boghandler indbundet og illustreret 299 kroner
Se anmeldelser af
Jesper Søe, U-landsnyt.dk
Signe Marie Cold-Ravnkilde, DIIS
Kirsten Lund Larsen, KFUM og KFUK
Ualmindeligt vellykket
|
|
Jesper Søe, Journalist og |
”Manden der ville frelse verden” er den første bog, der tegner dansk bistands nyere historie gennem en karismatisk person. Resultatet er ualmindeligt vellykket, bl.a. fordi forfatteren har brugt en stribe vigtige samtidsvidner, både fra Baagøs kirkerettede virke og hans tid i Danida. Han har valgt den levende fortællende tilgang og fået et meget mere inciterende, nuanceret - og derved retvisende - billede ud af det end tidligere forsøg.
Hvorfor er Baagø så vigtig - også i dag? Fordi han med mod, konsekvens og nytænkning prægede Danida og dermed dansk u-landsbistand i en afgørende periode. Han turde også vise åbenhed, når det gjorde ondt. Det beviste han i praksis overfor os journalister, f.eks. da han åbent fremlagde konsekvenserne af en skandale om et bådeværft i Bangladesh, hvor bådene ikke som tiltænkt kom de fattige fiskere til gode. Og han var til enhver tid fattigdomsorienteringens mand, så langt han nu kunne som embedsmand.
Det var de fattige bønder, fiskere, daglejere, slumboere og andre småkårsfolk, der var selve rationalet for at hjælpe derude. Som person var han et søgende menneske. Ét af dem, der rammes af anfægtelser, og dem kan man, heller ikke i dag, få for mange af. Os, der mødte Baagø vil aldrig glemme ham, og dem, der læser denne bog, vil ikke fortryde det. Uanset om de interesserer sig for u-landsbistand eller ej.
Et personligt projekt
|
| Signe Marie Cold-Ravnkilde, Ph.d. stipendiat ved Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS |
Er medmenneskelighed en forudsætning for udviklingsbistand? Jørgen Harboes velskrevne, men lidt langtrukne biografi om missionæren og Danida-manden Kaj Baagø, bringer læseren ind under huden på ét af de mennesker, der har været med til at udforme centrale træk ved dansk bistandspolitik.
Som ung teolog drager Baagø til Indien i 1960´erne for Det Danske Missionsselskab. Men han ender med at bryde med både sin arbejdsgiver og kirken. Baagøs personlige og professionelle opgør giver et interessant perspektiv på forholdet mellem missionsvirke og bistandspolitik. Denne konflikt er bogens centrale ledemotiv. Baagø gør i stedet karriere i Danida, hvor han bliver kendt som ophavmand til fattigdomsorienteringen. I bistandssystemet modtager Baagø den anerkendelse for sin flid, som han aldrig fik i sit missionsvirke.
Harboe viser på nuanceret vis, at bistandspolitik er personbåret, men aldrig kan isoleres fra større udenrigs- og indenrigspolitiske sammenhænge. Harboe giver en lødig fremstilling af Baagøs historie og leverer velfortjente stikpiller til den aktuelle bistandspolitik, når han begræder tabet af det medmenneskelige engagement, der prægede området under Baagøs virke. I en tid, hvor bistanden ikke længere er fredet som teknisk støtte, men i højere grad afspejler den førte politiske dagsorden, er historien om Baagø et vigtig indlæg i debatten om fundamentet for dansk udviklingsbistand.
Fængende bistandskrønike
|
| Kirsten Lund Larsen ,Generalsekretær i KFUM og KFUK og formand for Folkekirkens Nødhjælp |
Jeg slugte bogen om ”Manden der ville frelse verden”, og det skyldes ikke bare, at den handler om mennesker og begivenheder, jeg selv har oplevet som udviklingsjournalist. Det er en spændende krønike om starten på den udviklingsbistand, som vi kender i dag – personificeret i teologen og bistandsmanden Kaj Baagøs skæbne.
Kaj Baagø startede som nyuddannet i missionens tjeneste. Men troen førte ham ud i et opgør med kirken, og i stedet blev han en af dem, der opbyggede den danske u-landsbistand i 1970’erne. Hans hjertebarn blev det hidtil største danske u-landsprojekt i Noakhali-regionen i Bangladesh. Selv endte han som ambassadør i Indien, det land han betragtede som sit andet hjem. Men i begge tilfælde gik det ikke helt, som han havde håbet.
Mange års research ligger bag Jørgen Harboes bog, og det grundige kildemateriale giver undertiden en fornemmelse af, at ingen detalje er for lille til at blive nævnt. Men trods det er bogen velskrevet og levende, så historien fænger, understøttet af et i store træk veldisponeret billedvalg.
Det er en bog om en tid, hvor den danske u-landsbistand var i vækst og blev internationalt anerkendt. Hvor der var borgfred om bistanden mellem toneangivende politikere på tværs af de politiske blokke.
Læsere, der gerne vil vide, hvordan Danmark i sin tid fik pondus som bistandsnation, kan med fordel begynde her. Inklusive udviklingsminister Søren Pind.