Køb filmen på DVD på www.moviezoo.dk
Læs anmeldelser af
Ebbe Iversen, Berlingske Tidende
Steffen Jensen, TV2
Jutta Weinkouff, Folkekirkens Nødhjælp
David mod Goliat
|
| Ebbe Iversen,Filmredaktør på Berlingske Tidende |
Hollywood vil ofte bilde os ind, at det er nemt at se forskel på helte og skurke – på godt og ondt – men vi ved jo meget vel, at så enkelt er det ikke i virkeligheden. Især ikke i så kompliceret en situation som den i Mellemøsten. Den israelske instruktør Eran Riklis ved det også og demonstrerer meget sympatisk et nuanceret syn på verden i sin film Citronlunden om den palæstinensiske enke Salma Zidane, hvis fredelige citronplantage på grænsen mellem Vestbredden og selve Israel pludselig er en farezone, da den israelske forsvarsminister bliver hendes genbo. Nu skal plantagen lukkes af sikkerhedshensyn, men det vil den stilfærdigt værdige Salma ikke uden videre finde sig i, så hun anlægger med hjælp fra en ung palæstinensisk advokatsag og får den ført helt op til Israels højesteret.
Det siger næsten sig selv, at i den situation er Salma en heroisk David over for en magtfuld Goliath, men Eran Riklis lægger vægt på at dele sol og vind lige mellem jøder og palæstinensere, og han undgår at gøre konflikten teoretisk ved også at lade forsvarsministerens forsømte kone blive en hovedperson, så det politiske og det private spiller sammen. Citronlunden fungerer fint som let fattelig illustration af, hvor absurde udslag den mellemøstlige paranoia giver sig, og hvor nemt det undertiden ville være at løse uoverensstemmelserne mellem de to parter.
Det gør ikke Eran Riklis’ værk til banebrydende filmkunst, men den er en underholdende, smukt humanistisk film præget af stof til konstruktiv eftertanke.
Retten til Mellemøstens citroner
|
| Steffen Jensen, TV2’s korrespondent i Mellemøsten |
Historien er så smuk, som den er enkel. Hele Israel-Palæstinakonflikten er kogt ned til en nabostrid mellem palæstinensiske Salma Zidane, en fattig, stille enke og hendes nye nabo, den israelske forsvarsminister, som flytter ind med sin kone og tilhørende sikkerhedsvagter. Naturligvis er der ikke bare tale om en personlig strid mellem to familier et tilfældigt sted i Mellemøsten. Filmen er – om end smukt underspillet – en klar kommentar til konflikten. Men modsat så mange andre film, der bruger Mellemøsten som bagtæppe for sin fortælling, forsøger Citronlunden at være mere nuanceret og bæres oppe af en klar humanistisk grundholdning. Men opgaven er formentlig umulig. Man kan ikke koge en så kompliceret konflikt ned til så lidt. Palæstinensiske Salma har med sine citrontræer dybere og mere ægte rødder i den fædrene jord, end den tilflyttende israelske forsvarsminister har. Den svage palæstinensiske kvinde får også automatisk retten på sin side i filmen, mens hendes magtfulde israelske nabo med sin regeringspost og indflydelsesrige venner lige så automatisk bliver portrætteret som uærlig og uden adkomst til nogen ret.
Fortælleteknisk er det altid nemmest at følge eventyrernes historieopbygning med en ond og magtfuld dronningestedmor over for en svag men ærlig fårehyrde, der lever af jorden. Men i virkelighedens verden har man ikke nødvendigvis uret, fordi man har magten, og man er heller ikke født til at have ret, blot fordi man er svag.
Citronlunden er en smuk og fin beskrivelse af en håndfuld skæbner, fanget i en umulig altopslugende konflikt, og som sådan virkelig anbefalelsesværdig. Et præcist, dækkende og balanceret billede på virkelighedens konflikt i Mellemøsten er den ikke. Men det bør man heller ikke forvente af en enkelt biograffilm.
Hverdagens små katastrofer
|
|
Jutta Weinkouff, Informationsmedarbejder |
Har nogen mere ret til et sikkert hjem end andre? Og har nogle menneskers rettigheder forrang frem for andres? Det diskuterer den israelske instruktør Eran Riklis i sin lavmælte, smukke og modige film Citronlunden. Eran Riklis har skabt en film om en af de store anstødssten i konflikten mellem israelere og palæstinensere – og en af hovedårsagerne til, at Folkekirkens Nødhjælp fastholder arbejdet med fattigdom og menneskerettigheder i de palæstinensiske områder: Den israelske bosættelsespolitik.
Riklis sætter spot på, hvad der sker, når nogens ret til en sikker bolig bliver vigtigere end andres ret til et eksistensgrundlag - når nogens ret til sikkerhed bliver vigtigere end andres ret til frihed. Filmen viser, hvordan bosættelserne, de tilhørende sikkerhedszoner, hovedveje kun for israelere og hundredvis af israelske checkpoints forhindrer palæstinensere i at passe deres jord, i at færdes frit – ja, selv i at møde op for Højesteret for at føre sin sag – og det på trods af, at alle tilladelser er i orden.
Han gør det lavmælt, sobert og upartisk. Ingen af parterne udråbes som skurk, og vi møder gode og brutale mennesker på begge sider. Samtidig fortæller Riklis historien om at være enlig kvinde i det patriarkalske, palæstinensiske samfund. Enken svigtes dobbelt af sine egne; ingen kommer hende til hjælp, og samtidig nægter de hende retten til at modtage den israelske kompensation for ødelæggelsen af hendes citronlund.