'Turen Går Til De Varme Lande'
kan bestilles gratis i Danidas Netboghandel
Læs anmeldelser af:
Stig Elling, Salgsdirektør i Star Tour
Ann Frisenborg Marker, Meteorolog og studievært på DR2-programmet Viden Om
Mattias Söderberg, Leder af Folkekirkens Nødhjælps klimasekretariat
|
| Stig Elling, Salgsdirektør i Star Tour |
Bør gøre alle klogere
Da jeg fik bogen i hånden, tænkte jeg: Åh nej, er det nu sådan en skrækbog, der har til hensigt at holde danskerne hjemme fra ferie i udlandet.
Men sådan er bogen ikke.
Bogen har et kort og konkret budskab, som er, at vi lever i en tid med klimaforandringer, og det er vi nødt til at forholde os til.
For eksempel overraskede det mig meget, at Spanien, som er et populært rejsemål for vores gæster, er i farezonen for at blive ørken og så varmt, at vi ikke kan holde ud at holde ferie der.
Bogen bekræfter, hvor unaturligt klimaet opfører sig. Jeg ved godt, at ikke alle mener, det står så slemt til.
Men for mig lyder det logisk, at det er CO2, der er skyld i problemerne.
Derfor tager jeg klimaforandringerne alvorligt. Jeg er ikke så hellig, at jeg på én gang ændrer alt.
Men jeg har lige købt et nyt, klimavenligt køleskab, jeg cykler mere end før i tiden, og jeg sparer på el og varme.
Som rejsearrangør er det om end endnu mere nødvendigt, at vi tager klimaproblemerne alvorligt, for vi ved, at flytrafik forurener meget.
I Star Tour forsøger vi at begrænse CO2-udledningen ved at undgå unødig tung last, vi støtter klimaforskning, og vi har lavet en klimahåndbog til alle vores hoteller.
”Turen går til de varme lande” bør læses af alle, der skal på rejse.
Udfordringen bliver at få bogens budskaber ud til dem, der ikke er interesserede i at gøre noget for klimaet.
|
| Ann Frisenborg Marker, Meteorolog og studievært på DR2-programmet Viden Om |
Gerne mere fokus på løsninger
På trods af den superflotte indpakning og en pressemeddelelse, der fortalte, at bogen var revet væk, kriblede det ikke ligefrem i mig for at åbne bogen.
Selve ideen med at skrive en bog om verdens klimaændringer og pakke den ind som en af de kendte rejsebøger, er rigtig godt tænkt, men jeg er en af dem, der næsten ikke orker at høre om flere katastrofescenarier.
Jeg ville hellere læse en bog, der kom med 100 løsninger på fem forskellige scenarier. Gerne fyldt med dejligt mange teknologiske påfund.
Så bogen blev åbnet ombord på en ikke-klimavenlig flyver og egentlig mest med tanke på at bruge den som indgangen til en dejlig fly-slumre-morfar.
Men sådan gik det ikke.
Og hvem kan jeg så give skylden for mit søvnunderskud – bogens forfattere Lars Dahlager og Michael Rothenborg.
Små fascinerende anekdoter krydrer næsten hver side og gør historierne levende og vedkommende.
Det er en super indføring i, hvad opvarmningen fører med sig, og informationerne kommer snigende, godt opløst i spændende fortællinger og smuk, smuk layout.
Bogen er absolut anbefalingsværdig og giver meget vigtig klimaviden.
Og den kan godt læses, selvom man ikke mener, at klimaændringerne hverken er drastiske eller menneskeskabte, og selvom den absolut løber FN’s klimapanel IPCC’s ærinde.
Gode debatter ridses op, og fakta fra forskningen formidles rigtig fint.
Jeg så gerne mere fokus på løsninger gennem bogen, og det sidste kapitel om praktiske oplysninger måtte også gerne fylde mere,
her er læsernes øjne åbne for problematikken, og her skal bare læsses på med forskning som den bedste medicin.
|
| Mattias Söderberg, Leder af Folkekirkens Nødhjælps klimasekretariat |
Det handler om mennesker
Det er vigtigt at huske, at klimaforandringer drejer sig om mennesker.
At det ikke kun er tal, grader og kvoter. Men at effekten af forandringerne rammer folk – særligt i u-landene.
Jeg har stor ros til forfatterne af bogen, fordi de netop har forstået at levere fortællinger, så man ser menneskene for sig.
Overordnet set er det en god og meget vigtig bog. Men jeg har alligevel tre kritikpunkter:
For det første mener jeg, det er forkert at fremhæve EU som en positiv aktør, der agerer bedre end de andre aktører i forhandlingerne.
Ifølge Greenhouse Developement Rights, som er udviklet af Stockholm Environmental Institute og Eco Equity, har EU ansvar for 25 procent af verdens klimaforandringer.
Så de initiativer, som EU tager til at rette op på skaderne, er helt ude af proportion i forhold til det ansvar og den kapacitet, som EU har til at foretage ændringer.
For det andet synes jeg, at bogen er lidt for kritisk overfor Kina. Den holder lidt for fast i de gamle historier om, hvor meget Kina forurener.
Jeg tror, at Kina er det land i verden, der prioriterer vedvarende energi mest.
Og for det tredje burde kapitlet med bud på løsninger have haft en mere fremtrædende plads.
Forfatterne skulle have ladet det fremgå tydeligere, at vi må indse, at der skal ske en stor ændring i vores dagligdag.
Vi danskere skal nedsætte vores CO2-udledning fra ti ton til to ton pr. person pr. år.
Det er ikke gjort alene ved at slukke for lyset og udskifte pc’en til en mere klimavenlig model.