ARISE kan
bestilles eller
downloades på
arisemagazine.net
Pris cirka 45 kroner
ekskl. forsendelse
Læs anmeldelser af
Lisa Ann Richey, Lektor i internationale udviklingsstudier, Institut for Samfund og Globalisering, RUC
Camilla Frank, Chefredaktør på Alt for damerne
Elsebeth Gravgaard, Seniorrådgiver i køn, ligestilling og hiv/aids, Folkekirkens Nødhjælp
En håndbog, for nutidige afropolitter
| Lisa Ann Richey, Lektor i internationale udviklingsstudier, Institut for Samfund og Globalisering, RUC |
Med den smarte indpakning i både fællesafrikansk og internationalt indhold er magasinet ARISE håndbogen for nutidige afropolitter.
Men enhver kritik rettet mod klasse- og kønsdiskrimination, som man kan rejse mod mainstream-magasiner som Vogue eller Vanity Fair, er der også basis for her.
Modellerne er stadig radmagre, og reklamerne frister forbrugere til at spendere tusindvis af kroner på ure, punge eller sko.
ARISE’s målgruppe er et elitært afrikansk publikum.
Magasinet sætter fokus på afro-pop, afrikanske dokumentarfilm, hjemvendte eksil-afrikanere, Nollywood (nigeriansk Hollywood, red.), elitære safariture, mode og endda lidt politik.
En udgave indeholder en artikel med overskriften ”Den store dansker,” om Espen Sørensens bongo flava-musik.
ARISE-magasinet fortæller os, at der er tilstrækkeligt købegrundlag blandt afropolitterne til at bære et oplag på ca. 60.000 eksemplarer, der distribueres i 8 afrikanske lande såvel som i Europa og Nordamerika.
Alligevel har ARISE base i London, hvor man kan skabe bedre indhold og kvalitetstryk.
Men det gør det også dyrt at fragte bladet tilbage til Afrika (fragtprisen pr. stk. er ca. 40 kr.).
Så afrikansk kultur er mere cool og mere salgbart, end vi måske havde troet, og afrikansk politik er meget mere sofistikeret, end hvad den gammelkendte ”svage stater” kliché siger.
Medier som ARISE, der dokumenterer tilsynekomsten af de ny
afropolitter, er en vigtig modgift mod vor fattigdomspornografi med billeder af lidende fremmede.
Flot visuelt, men lidt for internt
| Camilla Frank, Chefredaktør på Alt for damerne |
Jeg må indrømme, at jeg umiddelbart havde lidt svært ved at blive fanget af ARISE, da jeg først så det.
Jeg måtte bladre igennem mange gange, før jeg faldt over noget, jeg ville læse.
Bladet virker en anelse distanceret – det handler om måden at vinkle alt indhold på i forhold til en afrikansk identitet.
Det bliver lidt internt. Man skal næsten vide noget om Afrika for at blive tændt.
Men der er også positive ting. For eksempel blev jeg overrasket over, at de har en annonce fra en taskedesigner fra Zanzibar på en fremtrædende plads i bladet.
Jeg har selv været på Zanzibar i hovedbyen Stone Town, der er en rimelig primitiv by. Og det er da sejt, at der er en lokal taskedesigner, der rykker så meget, at hun kan annoncere i bladet.
Det fungerer også godt, når de for eksempel tager en kendt kunstner som Alica Keys og giver portrættet en afro-vinkel.
Eller når de laver en note om en afrikansk Barbie – for der spiller de også på noget, jeg kender i forvejen.
Andre steder skriver de om musikgrupper, jeg aldrig har hørt om før. Eller en mand med en festlig hat fra Zimbabwe. Og det virker ikke for mig.
ARISE afspejler ikke på nogen måde sult, nød og armod.
Det udstråler positivitet, og at de er stolte af det, de kan fortælle om. Så hvis de ellers kan få fanget nogle danske læsere, hvilket jeg er noget i tvivl om, så giver det et andet billede af Afrika.
Men man skal nok have et meget nært forhold til Afrika for at blive interesseret i det her blad.
Rent visuelt er det ret flot lavet. Og det er også det visuelle, der gør, at jeg svinger mig op på 3 fisk.
Forfriskende at se et andet Afrika
| Seniorrådgiver i køn, ligestilling og hiv/aids, Folkekirkens Nødhjælp |
Min første følelse, da jeg så magasinet ARISE, var udelt begejstring over de gennemført lækre billeder og det smukke design.
Det er et blad, man får lyst til at bladre i blot for at nyde de mange gange helt artistisk smukke fotografier.
Magasinet fremstår klart mere interessant end de fleste andre modemagasiner.
Udover mode har bladet også interessante og vedkommende artikler om kultur, især musik, og der er enkelte artikler om sociale og politiske bevægelser.
Hvert nummer portrætterer en af Afrikas store ikoner, eksempelvis Desmond Tutu og Nadine Gordimer. Disse artikler har dog ikke fået meget plads, da hovedvægten i bladet klart er på mode.
Men det er forfriskende at se andre aspekter af Afrika end sult, nød og elendighed, der ofte præger mediernes dækning af dette store og kulturelt rige kontinent.
Skal bladet for alvor rykke på vores opfattelse af Afrika, skal der dog flere gedigne Afrika-artikler i bladet.
Samtidig har bladet den samme udfordring som alle andre modemagasiner: Det er de unge, de rige og de smukke, der vises. Modellerne er gudesmukke - men så tynde, at de må give alle unge piger mindreværdsfølelser.
Nogle numre har også lækre mandlige modeller (og tak for det!). Det rokker bare ikke fundamentalt ved det generelle køns stereotype billede, som magasinet giver.
Et modemagasin med vægt på elitær mode kan – uanset det afrikanske perspektiv – aldrig blive et frigørende projekt.
