Atitlan-søen i den vestlige Sololá-provins ligger som et postkort med sine glitrende, grønne vande omgivet af høje bjerge og vulkaner.
Det er et af Guatemalas mest besøgte turiststeder, og vejene til Atitlan-søens turisthoteller, cafeer og markeder er allerede ryddet for de laviner af klipper og mudder, som de massive regnskyl efter orkanen Stan trak med sig i begyndelsen af oktober.
Men Atitlan-søens idylliske udseende ændrer brat karakter en halv times kørsel og gågang op ad de stejle bjergskråninger, hvor de mayaindianske landsbyer ligger.
Her har laviner trukket 20-30 meter brede furer flere hundrede meter ned ad de stejle bjerg- og vulkanskråninger og revet tonsvis af klipper, mudder, sand og sten med sig. I nogle af landsbyerne er markerne begravet, i andre er det huse, skoler og sundhedscentre, som er blevet knust eller delvist begravet i mudder.
Uden for landsbyen San Pablo, som ligger på en af de vestlige skråninger ned mod Atitlan-søen, har lavinerne ændret flodløb og dannet nye dybe kløfter.
Værst af alt, så har lavinerne begravet mange af de små marker med kaffe, majs, bønner og løg, som er de fattige mayaindianeres eksistensgrundlag. Mange steder er overrislingsanlæg og rør, der fører rent drikkevand ned fra bjergene, også knust under klippe- og muddermasser.
Venter på hjælp
"Vi gik selv i gang med at rydde vejen til San Pablo. Vi var spærret inde i 10 dage, efter at lavinerne var væltet ned. Nu venter vi desperat på, at al den hjælp, som de skriver om i aviserne, også kommer os til gode, og at regeringen ikke bare bruger den til at lave nye veje og kun bekymrer sig om de store kaffefarme og turistindustrien," fortæller Paulina Xopin.
Hun bor i San Pablo og arbejder i organisationen Asudi (Sammenslutningen for Udvikling i Sololá). Hun er også repræsentant for den mayaindianske sammenslutning Estrella Tzutujil. Det er primært den mayaindianske tzutujil-befolkning, som bor i landsbyerne på den vestlige side af Atitlan-søen.
"Det er som om, vi fattige ikke regnes for noget. Nogle har mistet deres huse og andre deres jordstykker. Hvad skal vi gøre, vi kan jo ikke så på klippegrund, og det her kan aldrig lade sig gøre at rydde," siger Paulina Xopin.
I udkanten af hendes landsby ligger nu 2-4 meter høje lag af klipper, sten og sand - nogle steder som store brede månelandskaber - oven på det, der engang var marker. Overalt ser man toppe af halvvisnende kaffebuske stikke frem, træer, der er revet op med rode, tøjrester og affald, som lavinerne trak med sig.
Nogle steder er folk gået i gang med at forsøge at rydde eller lede efter afgrøder, der kan reddes. Men det synes bogstaveligt talt som et Sisyfos-arbejde.
Livscyklus er ødelagt
Orkanen Stan og de laviner, der fulgte i kølvandet, har spredt små pletter af store menneskelige katastrofer især for de fattigste i det vestlige og sydvestlige Guatemala. De små jordlodder, som mange familier ernærer sig af, er begravet under mudder og klipper, afgrøder skyllet væk, dele af kaffehøsten er revet væk eller "svedet af" efter den kolde regn, der skyllede ned i dagevis i kølvandet på orkanen.
Som Juan Tuyuc fra det sociale netværk Plataforma Agraria forklarer:
"Hele vores livscyklus er lagt i ruiner. I juli-august er vi normalt ved at løbe tør for majs og andre fødevarer, selv om vi sparer på dem. Vores familie plejer at kunne tjene lidt på daglejerarbejdet i kaffehøsten fra oktober til december. Penge, som vi bruger til at købe ny såsæd og gødning for og afbetale på gamle lån. Nu er der intet tilbage – ingen jorder, ingen afgrøder, intet arbejde og ingen indtægter."