© Sonja Iskov
|
| Sabri Nesirousi vil have et job, men som roma står hun bagerst i køen |
I en nedlagt militærbygning i udkanten af byen Koscani bor 35 mennesker stuvet sammen i små, interimistiske rum.
”Lave mad, vaske tøj, spise og sove. Alt skal vi gøre på de samme 20 kvadratmeter,” forklarer Sabri Nesirouski. Hun er 29 år og bor i bygningen sammen med sin mand og syv børn i alderen fra fire måneder til 14 år.
Hun og hendes mand har intet arbejde. Lige som størstedelen af alle andre romaer i Makedonien må de klare sig på socialhjælp. Med syv børn får de 2.000 denarer om måneden, hvilket svarer til knap 200 kroner.
”I de første to uger er det nok til mel, salt og det mest basale. Men når vi komme til den tredje uge i måneden, begynder det at knibe,” forklarer Sabri Nesirouski, der heller ikke har råd til at sende sine børn i skole.
”Det er for dyrt med skolebøger. Og det kræver også penge til tøj og sko, for vi kan jo ikke sende børnene af sted i sandaler midt om vinteren.”
Sabri Nesirouski vil gerne finde et job, men arbejdsløsheden er stor i Makedonien, og som roma står man altid bagerst i jobkøen.
Af og til lykkedes det hendes mand at tjene lidt penge som daglejer, og selv stemmer hun dørklokker i de velstående kvarterer i håb om at få rengøringsjob bare for en enkelt dag.
I sensommeren rejste alle familier i den nedlagte militærbygning væk i en måned for at arbejde hos en frugtavler. Her var deres job det hårdeste i druehøsten – at plukke de druer, der sidder længst oppe på vinrankerne og arbejde i de marker, hvor græsset ikke er slået.
Taget ved næsen
Sabri Nesirouskis familie var blevet lovet 5.000 denarer for arbejdet. Men hverken hun eller nogle af de andre familier i bygningen har fået deres penge. Dem snuppede mellemmanden, som havde formidlet jobbet til dem, og det har gjort Sabri Nesirouski meget vred.
”Det var penge, som vi skulle have klaret os for i flere måneder, og det har også resulteret i skænderier i flere familier,” forklarer Sabri Nesirouski.
Hun har som talskvinde for bygningens beboere uden held været hos både socialforvaltningen og hos borgmesteren for at bede om økonomisk hjælp, så familierne i den nedlagte militærbygning kunne klare sig gennem vinteren.
Sabri Nesirouski ville hellere end gerne flytte, hvis hun kunne. For de sanitære forhold er elendige, og sidste år udbrød der smitsom leverbetændelse blandt børnene.
Familierne må deles om en enkelt udendørs vandhane, og der er ingen kloakering. Men de har elektricitet det meste af tiden takket være vovemod og en offentlig elmast lige i nærheden.
”Mændene forbinder jævnligt bygningens kabler med det offentlige el-net. Cirka en gang om ugen kommer der så nogle vagtmænd og skærer kablerne ned. Men de fortæller det heldigvis ikke videre til myndighederne,” siger Sabri Nesirouski, der også selv har været en tur oppe at kravle i masten:
”For nylig faldt nogle af elkablerne ned, så der skete en kortslutning. Rundt om i rummene kom der store gnister ud af ledningerne, og da ingen af mændene var hjemme på det tidspunkt, måtte vi kvinder op og reparere kablerne,” fortæller hun.
En stædig mand Hvis romanbørn kommer i skole, har de chancen for at få et bedre liv end deres forældre, mener Mustafa Saidov, der selv er roma
Stædig. Meget stædig. Sådan betegnes Mustafa Saidov af sine samarbejdspartnere. Og det er ment positivt. For hvis man er typen, der let giver op, kommer man ikke langt som forkæmper for romaernes rettigheder.
Da Mustafa Saidov for tre år siden oprettede organisationen ”Lys Fremtid”, var der ingen, der interesserede sig for den tiendedel af Koscanis 35.000 indbyggere, som bor under kummerlige forhold i udkanten af byen.
I dag får hverken borgmesteren eller de lokale politikere lov til at overse romaerne. Mustafa Saidov bakker dem op, når de henvender sig til kommunen for at få hjælp, og med støtte fra Folkekirkens Nødhjælps lokale samarbejdspartner MCIC har han blandt andet fået kommunen til at sørge for rent vand i flere roma-kvarterer.
I 2000 samlede Operation Dagsværk også penge ind til fordel for romabørns skolegang i Makedonien. Mustafa Sai-dovs er en af dem, der har nydt godt af de danske gymnasieelevers slid. I de seneste tre år har han været bindeled mellem romaforældre og lærere på en af de lokale skoler. Mange romaforældre undlader nemlig at sende deres børn i skole, fordi de ikke har råd til skolebøger og ordentligt tøj. Og de, der kommer i skole, dropper ofte ud efter de første klassetrin for i stedet at skaffe penge til familien.
Mustafa Saidov tager ud til romafamilierne sammen med en skolepædagog og får overbevist forældrene om, at uanset hvor fattige de er, er det vigtigt at sende børnene i skole. Til gengæld får børnene blandt andet støtte til lektiehjælp, og lærerne indretter undervisningen, så det ikke er nødvendigt med skolebøger. Derudover opfordres forældrene til at melde sig ind i den lokale skolebestyrelse, så dialogen mellem dem og skolen kan forbedres.