© Mads Schack Lindegaard
|
| Der er flere kvindelige mineryddere i Congo-programmet |
"Jeg vil rydde op her, hvor jeg selv er vokset op," forklarer Rosette Mwaka, som leder et minerydningshold i Katanga-provinsen i det østlige Congo. Sammen med sine kolleger har hun netop afsluttet arbejdet i byen Nyunzu, der ligger i Tanganyika-distriktet.
Og hun ved, hvorfor arbejdet skal gøres:
"Der har været mange mineulykker; jeg har selv mistet medlemmer af min familie på den måde. Nu er jeg selv med til at hjælpe mine brødre og søstre med mineproblemet."
I Congo har borgerkrigen fra 1998-2003 kostet flere end tre millioner mennesker livet, især i de østlige egne af landet, som blev hårdest ramt af krigen. Men ud over kortlægning af miner og ueksploderet ammunition samt minerydningen går pengene fra den igangsatte Anne og Anders-kampagne også til de hold, der oplyser lokalbefolkningen om både landminer og hiv/aids.
Rosette havde ingen erfaring med minerydning. Tidligere arbejdede hun for statens handels- og eksportservice og for Norsk Flygtningehjælp.
Ud i bushen
Rosette blev trænet til at være minerydder af Folkekirkens Nødhjælp, og det gav hende nogle helt nye erfaringer. For eksempel kom hun langt væk fra kontorarbejdet.
"Det er et meget anderledes job end dem, jeg har haft før," fastslår Rosette med stolthed. "Dette er arbejdet ude i terrænet, i bushen. Så jeg er blevet bush-menneske nu."
Rosettes minerydderhold består af tre kvinder og fire mænd. Tchanga Tchanga området i Nyunzu er blevet renset for døden under jorden af Rosette og hendes hold. Befolkningen kan nu begynde at vende tilbage – og holdet kan gå i gang med at rydde det næste minefelt.
Alle de mistænkte områder vil blive undersøgt, så man kan åbne de veje og stier, der nu er lukkede på grund af minefaren. Dermed kan folk igen nå frem til deres marker. Eller brønde og floder. I sidste instans betyder rydningen, at mennesker, som var flygtet under krigen, nu kan vende tilbage til deres hjem.
Rosette og kollegerne møder en stor taknemmelighed her i området:
"Folk er meget glade for vores arbejde, og de er klar til at vende hjem. De venter kun på rydningen," forklarer Rosette.
Mange skulle dog lige vænne sig til at se en kvinde føre an i et fag, der ligger et stykke fra de traditionelle kvindesysler, også i Congo:
"I starten sagde folk, at minerydning er et arbejde for mænd, et arbejde der kan slå ihjel! De forsøgte at gøre os bange og påstod, at kvinder ikke kan udføre den slags. Men vi havde mod nok. Jeg sagde: ’Nej, jeg vil være minerydder!’ Og nu er jeg det," beretter Rosette.
Hendes familie var bange til at begynde med.
"Men nu, efter at de har set, at vi er kommet hjem fra felten uden problemer og uden ulykker, opmuntrer de os," siger Rosette, som er sikker på, at minerydning er med til at skabe fred i Congo.
"Danske kvinder kunne også blive mineryddere," foreslår hun. "Der er ikke noget at være bange for!"
Minerydning i DR Congo
| I år har Folkekirkens Nødhjælp valgt at støtte minerydningen i Congo med kendte personer ved navn Anne og Anders i front. Folkekirkens Nødhjælp rydder miner i Tanganyika Distriktet i den østlige Katanga-provins. Her er der et stort behov for at rydde miner og ueksploderet ammunition, så flere hundredetusinder kan vende tilbage til deres hjem. Folk bor i mange tilfælde blot andre steder i landet som internt fordrevne eller som flygtninge i nabolandene Tanzania og Zambia. |