Engang var Eva Pineda Hansen en stille, lidt genert pige.
En, der godt nok knoklede i skolen og fik gode karakterer, men som ikke havde forestillinger om at sprænge rammerne for, hvad en pæn pige fra Honduras kan gøre med sit liv – udover at få en mand og blive gift.
Men et år som udvekslingsstudent i Hamborg ændrede den 17-årige Evas fremtidsperspektiver.
”Jeg fandt ud af, at jeg rent faktisk kunne utroligt meget. Og at det at være selvstændig og skabe sit eget liv kunne være et mål i sig selv.
© Mike Kollöffel
|
© Mike Kollöffel
|
I Danmark er det noget, som unge nærmest tager for givet. Men i Honduras er der tradition for, at man følger den vej, som ens forældre har udstukket for en,” siger Eva Pineda Hansen.
Nu er hun som 34-årig på vej tilbage til Honduras i en ledende stilling som regional repræsentant for Folkekirkens Nødhjælp.
En stilling, hvor hun skal holde snor i de forskellige projekter, som Folkekirkens Nødhjælps samarbejdspartnere arbejder med i hele Mellemamerika.
”Jeg håber, at jeg kan være med til at vise unge kvinder, at man godt kan tegne sit eget billede af fremtiden. At man ikke behøver at være bange for, at folk vil opfatte det dårligt, hvis man fører sig lidt frem som kvinde,” siger Eva Pineda Hansen med et smil, der på en gang både virker blidt men også fast og selvsikkert. Som en kvinde, der ved, hvad hun er værd i dag.
Eksponeret for fattigdom
| Blå bog |
|---|
| 1974 Født i Honduras 1991 Udvekslingsstudent i Hamborg som 17-årig 1992 Læste sociologi og kommunikation i Honduras, men ville egentlig gerne læse journalistik 1994 Tog på universitetet i Mexico og læste kommunikation 1996 Mødte danske Jesper Løvenbalk Hansen på udveksling i Barcelona og tog med ham til Danmark i 1999
2000 Startede på RUC og læste international udvikling og geografi – på dansk. Under studietiden frivillig og kortere ansættelser for Folkekirkens Nødhjælp i Honduras og i Danmark 2006 Vikar for landekoordinator for Mellemamerika 2007 Ansat i Global Funding Unit og som programmedarbejder for Mellemamerika og minerydning 2008 Eva var tilfældigvis i Burma, da landet blev hærget af cyklonen Nargis i maj. Arbejdede med at få koordineret nødhjælp i en måned 2008 Fra november regional repræsentant for Mellemamerika med base i Honduras og Guatemala |
Eva Pineda Hansen er opvokset i Honduras hovedstad, Tegucigalpa.
Hendes far var civilingeniør, mens moren primært gik hjemme og passede huset og Eva og hendes lillebror.
Familien var en mellemklassefamilie, der – med Evas ord – havde det meget lettere end mange andre i Honduras.
Blandt andet blev børnene sendt i privatskole, og senere tog familien et lån for at kunne sende Eva og lillebroren på universitetet.
Alligevel levede hun ikke en beskyttet tilværelse, men blev tidligt introduceret til den fattigdom, der også gennemsyrer Honduras.
Både via forældrenes forskellige baggrund og sin skoles velgørenhedsarbejde.
”Min far kommer fra landet, mens min mor er fra en relativt velhavende familie.
Men hun satte en ære i at ville klare sig uden økonomisk hjælp hjemmefra,” fortæller Eva Pineda Hansen.
Privatskolen var finansieret af en amerikansk kirkelig organisation, og fra 6. klasse var eleverne med til at indsamle tøj og mad, de byggede skoler og gav lektiehjælp til børn, der kom fra fattige familier.
Så fra en tidlig alder har Eva Pineda Hansen været med til at hjælpe, hvor der var brug for det.
”Mine forældre har gjort meget for at gøre mig og min bror bevidste om det ansvar, vi har over for andre. Og at når vi var så heldige at få mulighed for at uddanne os, så har vi også et ansvar overfor det honduranske samfund,” siger Eva Pineda Hansen.
Vil savne at cykle
Nu er ringen så på en måde sluttet.
Eva Pineda Hansen skal tilbage til Honduras og gøre en forskel.
Og det gør hun med glæde – men også med en lille smule vemod.
Selvom hun regner med at skulle tilbage til Danmark og bo, når den treårige periode er gået.
Eva Pineda Hansen kommer blandt andet til at savne sine og gemalen Jespers danske venner, kollegerne i Folkekirkens Nødhjælp og at gå til koncerter og i natbio: ”Og at cykle. Men jeg glæder mig til at komme tæt på mine forældre og til den mere spontane kultur, der er i Honduras. Her behøver alting ikke at være planlagt, miljøet er mere uformelt. Der er lidt mere larm og kaos, og det kan jeg godt lide. Og jeg glæder mig rigtig meget til vejret – til solskin og blå himmel,” siger den sorthårede kvinde og skutter sig lidt i sin tynde striktrøje.