Kan man tilgive fire hvide studerende, der tisser i en portion mad, som de derpå tvinger sorte rengøringsfolk til at spise?
”Ja,” sagde rektor på deres universitet. Til trods for, at det var 15 år siden, Sydafrikas første sorte præsident, Nelson Mandela, officielt havde aflyst racismen i landet.
”Under ingen omstændigheder,” råbte de fleste meningsdannere.
For landet var i oprør efter at have set de studerendes egen video af episoden, der gik kloden rundt.
Rektor endte for nylig med at få opbakning af Sydafrikas uofficielle verdensmester i forsoning; Desmond Tutu, som derved gjorde sig selv til den næste skydeskive for raseriet mod de studerende.
Det tog Tutu med ophøjet ro i en radiodebat, hvor han igen prædikede dialog som vejen til omvendelse af racisterne.
Men det var først og fremmest hans kommentar til rollen som ridder af det upopulære synspunkt. der gjorde det hele til en klassisk Tutu-episode:
”Jeg er så vant til at blive kritiseret. Men jeg ender jo altid med at få ret,” sagde han drillende, og så fulgte hans helt unikke latter, der for længst burde have været patenteret.
Djævlen og Guds tjener
Desmond Tutus evne til at svøbe de giftigste sandheder i humor og selvironiske gevandter var en af grundene til, at han overlevede sin indædte kamp mod Sydafrikas tidligere, racistiske apartheidstyre og dets rundhåndede uddeling af dødstrusler.
Tutu formåede at forvirre apartheids ofte dybt troende bagmænd og forstadsfruer, der så ham som djævlen og Guds tjener i samme person.
Hans prædikestol i katedralen i Cape Town stod mindre end hundrede meter fra det parlament, der var ansvarligt for raceadskillelsespolitikken.
Men som en af landets bedst talende revsere af apartheid nåede han som anglikansk ærkebiskop også en af de højeste poster inden for den anglikanske kirke.
Desmond Tutu fik i 1984 Nobels fredspris for sin indsats mod apartheid.
| Sagt af Tutu |
|---|
|
Om den danske regerings nedskæring af u-landsbistanden i 2002
Om behovet for at kombinere kirkens traditioner
Om James Bond, som Tutu engang kaldte sin foretrukne filmhelt Om de mulige modsætninger mellem at være præst og politiker Hvis Vorherre havde været en gud, der ikke bekymrede sig om de sultne, de undertrykte og dem, der lever i fattigdom, ville jeg aldrig have tilbedt ham. Heldigvis er Vorherre aldeles politisk bevidst - og han tager tilmed parti. |
Siden udnyttede det ny Sydafrika hans evner som brobygger ved at gøre ham til formand for landets Sandheds- og Forsoningskommission.
I dag er Desmond Tutus officielle titel ærkebiskop emeritus. Det betyder ifølge ordbogen, at han som forhenværende har gjort sig fortjent til at nyde sit otium.
Men den 78-årige springfyr i præstekjolen er ikke just kendt for at respektere vedtagne definitioner eller nogen anden form for autoriteter.
Det skulle da lige være Biblen.
I clinch med Winnie
Frem for at hengive sig til børnebørnenes røgt og pleje rejser Tutu derfor fortsat kloden rundt som en slags handelsrejsende med ilde hørte sandheder.
I december dukker han op på FN’s klimatopmøde i København med 250.000 underskrifter fra den fattige verden, der kræver en effektiv indsats mod global opvarmning.
Også her vil Tutu ifølge alverdens klimaforskere ende med at få ret i sit budskab. Om det fører til umiddelbar handling fra klodens forsamlede ledere er mere tvivlsomt.
Men det skræmmer ikke Desmond Tutu, der har brugt hele sit liv på tilsyneladende håbløse projekter.
Ingen af de tilstedeværende vil for eksempel nogensinde glemme et af højdepunkterne i Sydafrikas sandhedskommission, hvor Tutu var oppe imod Nelson Mandelas fraskilte kone Winnie.
Hun var for længst blevet dømt ved en domstol for medvirken til bortførelse af en 13-årig aktivist, Stompie, som blev myrdet af hendes livvagter. Men i sin rolle som frihedskampens moder anså hun sig selv for højt hævet over ønsket om en undskyldning fra blandt andre Stompies tilstedeværende moder.
Tutu tryglede Winnie Mandela og sagde senere om resultatet: ”Til sidst sagde hun undskyld.
Det var tøvende og måske ikke så overstrømmende, som mange gerne havde set. Men hun sagde det.
Måske var det derfor, at de gjorde en ærkebiskop til formand for kommissionen. Han husker, at der i Esajas’ bog er et afsnit om, at Herrens tjener ikke skal blæse den lille, flakkende flamme ud.
I stedet skal vi sige: Hun har givet os en lille åbning, lad os forsøge at lave den større.”
Politiker i præstekjole
Det citat rummer ikke bare Tutus ukuelige optimisme, men også hans insisteren på, at biblen kan og skal bruges i hverdagen.
Han nedstirrede mig engang med sit mest overbærende smil, da jeg spurgte om de mulige modsætninger mellem at være præst og politiker:
”Hvis Vorherre havde været en gud, der ikke bekymrede sig om de sultne, de undertrykte og dem, der lever i fattigdom, ville jeg aldrig have tilbedt ham. Heldigvis er Vorherre aldeles politisk bevidst - og han tager tilmed parti. Jesus’ venner var ikke ærkebiskopper, konger og prinser, hans bedste venner var prostituerede og syndere. Når de viser billeder af Jesus som den gode hyrde, bærer han normalt på søde, små, bløde lam. Men små, bløde lam løber ikke væk fra deres mor. Det gør de besværlige lam, og det var dem, han som den gode hyrde brugte sin tid på.”
Desmond Tutus vilje til at optræde som anstændighedens skarpe tunge var også åbenbar, da han gennem sit mangeårige samarbejde med Folkekirkens Nødhjælp blev opmærksom på VK-regeringens dramatiske nedskæringer i u-landsbistanden i 2002.
”Det er som om, Danmark ikke har forstået årsagerne til den 11. september,” sagde han dengang med henvisning til terrorangrebet på World Trade Center i New York.
”I de såkaldte udviklingslande er der en omfattende bitterhed og vrede over ulighederne i det internationale økonomiske system. Afgrunden mellem rige og fattige bliver stadig bredere. Og dette skridt er sært, fordi det vil bidrage til at styrke ulighederne.”
Tutu tilføjede, at ”en dag vil I kigge jer i spejlet og ikke bryde jer om, hvad I ser.”
Siden har bistandsprocenten i Danmark været let stigende.
Vennerne får kniven
Sådan får selv gamle kampfæller kniven, hvis de træder ved siden af.
Desmond Tutu var en af de første, der undsagde Zimbabwes præsident Robert Mugabe, da han – som en af Afrikas største frihedshelte – begyndte sine systematiske angreb på demokratiet.
”En karikatur af en afrikansk diktator,” kaldte Tutu ham.
”En vred, ond og bitter lille biskop,” svarede Mugabe.
Men han kunne med fordel have taget et kursus i oratorisk elegance hos USA’s tidligere præsident Ronald Reagan.
Desmond Tutu skældte engang Reagan ud på grund af USA’s manglende fordømmelse af apartheidstyret.
Da verdenspressen lugtede blod og spurgte til Reagans oplevelse af mødet med Tutu, måtte præsidenten ty til en humor, der matchede ærkebiskoppens: ”Tutu? So-so”.
Også Tutus venner i Sydafrikas regeringsparti ANC har måttet lytte til fordømmelser for valget af den korruptionsanklagede Jacob Zuma som partiet og landets nye leder.
”Jeg kan ikke lade som om, at jeg kan se frem til at have ham som præsident,” sagde Tutu.
Han rasede også, da den ansvarlige ANC-minister ”af lægelige årsager” løslod manden, der er dømt for at have korrumperet Zuma, efter han havde afsonet blot tre af sine 15 års fængsel.
”Er det hvad folk døde for (under kampen for demokrati, red.), er det hvad folk blev tortureret for?” spurgte Tutu og tilføjede: ”Dette er vores land, vores smukke land. Vær rare at lade os gamle mennesker gå i graven med et smil.”
Freelance journalist Jesper Strudsholm
