Han er så afgjort fodbold-William.
© Polfoto
|
| FCK spiller William Kvist: Jeg kan sagtens se andre muligheder end lige st være fodboldspiller |
Men han er også studerende-William, kæreste-William, familie-William, FC Savanna-William og slet og ret William Kvist.
En mand på 25 år, der arbejder ekstremt meget med sig selv, og som lægger stor vægt på, at der er meget mere i livet end fodbold.
Derfor studerer han økonomi på Copenhagen Business School, og derfor er han engageret i Folkekirkens Nødhjælps humanitære fodboldhold, FC Savanna.
Et projekt, der falder godt i tråd med mennesket William Kvist. For der skal være en mening med tilværelsen.
Processen er vigtig
”Jeg kan sagtens se andre muligheder end lige at være fodboldspiller. Jeg er meget mere, og det har altid været vigtigt for mig at distancere mig fra fodbolden og være noget andet også”, fortæller William Kvist.
I den gamle patricierlejlighed på Frederiksberg med fyrretræsgulve og høje paneler bliver der tænkt over tingene. For det er ikke præmierne og 1. pladserne, der interesserer ham. Det er vejen derhen. Processen. Arbejdet, han lægger i det. Tankerne, han må tænke.
De første år
|
|
Bliv fan af FC Savanna |
Bag de stålsatte øjne, der møder én med et fast blik, gemmer sig en grubler. Ønsket om selvudvikling kommer helt naturligt.
Faren er præst, moderen er seminarielektor, og han kommer fra et hjem, hvor familien pakkede teltet og kørte sydpå i sommerferien, og hvor moderen lavede scrapbøger for at forevige højdepunkterne i Williams barndom.
Scrapbøgerne sidder vi og kigger i nu.
Den første flybillet, en papirfod i størrelse seks år, et stykke fra væven. Billeder af en lille dreng på græsplænen ved efterskolen, hvor mor underviste, og hvor de boede de første år.
Ret hurtigt dukker fodboldbillederne op. Lilleput-holdet til pokalfinale. Billeder af træneren.
Fodbold er rammen
Sporten fylder fra barnsben meget i Williams liv.
I dag er William Kvist kendt som en fodboldspiller, der løfter sine medspillere med et konstant og højt niveau, og som presser sine modspillere på det fysiske.
”Der er ingen tvivl om, at den overordnede ramme i mit liv er fodbolden. Jeg er nødt til at tilrettelægge hele mit liv efter kampene. Jeg skal have en god søvn og spise gode ting forud for en kamp, en tur i byen med kammeraterne må jeg gemme til ferierne. Men jeg forsøger hele tiden at eksperimentere med den overordnede ramme. At udvide den. Så prøver jeg at fylde noget skole ind i den eller noget FC Savanna, og på den måde forsøger jeg hele tiden at prøve nogle ting af”, fortæller William Kvist.
Eneundervisning i økonomi
| Blå bog |
|---|
|
I professionel fodbold er der mange penge på spil, og William Kvist skal levere resultater til hver eneste kamp.
Derfor må økonomistudierne rettes ind herefter.
William Kvist følger mange forskellige hold på Copenhagen Business School, og han får eneundervisning som kompensation for den undervisning, han mister på grund af træningen og kampene.
Lige rundt om hjørnet
Som syv-årig flyttede familien fra Jylland til Vanløse, faderen havde fået job i Den Danske Sømandskirke. William strittede imod, men han faldt hurtigt til, og i dag er han fuldblods ”frederiksberger”.
For det er herfra Williams verden går.
Træningsbanen ligger ude ved KB-Hallen, CBS hører til på Frederiksberg, lillebror bor i området, mor bor et par blokke væk, og far bor på Østerbro. Det hele kan nås på den store tunge herrecykel.
Og specialbutikkerne får William Kvists øjne til at lyse, for de sælger god chokolade, god ost, et godt stykke kød, gode grøntsager. God kvalitet.
William Kvist elsker at gå ud at spise, at invitere venner og familien til middag eller spil.
Ulidelig kedsomhed
Men fodbold og god mad er ikke nok. ”Jeg havde et år, da jeg flyttede hjemmefra, hvor jeg kun spillede fodbold og havde fri resten af tiden. Det blev ulideligt. Jeg kom til et punkt, hvor jeg havde købt tøj, havde været på café, havde set vennerne. Det blev en kamp bare at tømme opvaskemaskinen. For mig har det været vigtigt, at der sker noget.”
Der skete netop noget, da William Kvist var med til at udvikle FCSavanna, hvor superligaspillere på tværs af klubberne mødes og donerer penge til verdens fattige, hver gang de scorer et mål.
”Det er sjovt at vide, at jeg altid har en Savanna-ven, når jeg går på banen. Via FC Savanna har jeg fundet ud af, at hvis man spørger folk, om de vil hjælpe og gøre noget godt, så vil de gerne. Hvis de kan se ideen med projektet, så er alle klar til at give en hånd med,” fortæller William.
Kunst med bolde
Han kan berette om mange sjove episoder med FC Savanna. En morgen stod han pludselig i Go´ morgen Danmarks studie på Hovedbanegården i København indsmurt i maling.
Sammen med kunstneren Bjørn Nørgaard og fem andre superliga-­spillere kreerede han et kunstværk, som skulle skaffe penge til et solcelleprojekt i Zambia.
”Det er da noget, jeg altid vil huske som en sjov oplevelse,” mindes William.
Presset stiger
I 9. klasse begyndte William for første gang at få penge for at spille fodbold.
Klubben gav ham 3.200 kroner om måneden. Siden er sejrene i FCK kun blevet større.
Klubben har hentet fire superligamesterskaber. I maj i år fik William Kvist så en plads på VM-landsholdet i Sydafrika.
”Jeg er meget lineær. Udviklingen kommer lige så stille. Jeg tager små skridt. Jeg kan gå og nyde, at jeg har haft en rigtig god træningsuge, for så har jeg flyttet mig lidt. Da jeg blev udtaget til VM-landsholdet, var jeg selvfølgelig glad og stolt. Det er slet ikke dét. Men jeg tænkte også: Nå, det var så det, hvordan tackler jeg det? Nu kommer der mere pres på, og jeg skal oppe mig. Men selvfølgelig fejrer jeg det og inviterer familie og venner på champagne og Summerbird-chokolade, ” fortæller William.
Han sidder ved spisebordet, og når der skal tænkes ekstra over tingene, drejer han sig i stolen og kigger ud over gaden og træerne.
Alternative metoder
Når William Kvist arbejder med sig selv, er det gerne i samarbejde med andre.
Han har en mentaltræner, og han har opsøgt en hypnotisør.
”Det lyder så voldsomt, men jeg er ved bevidsthed. Jeg bruger det som et redskab til at visualisere nogle spilsituationer i en kamp. Teorien er, at hvis jeg har tænkt situationen igennem, så ligger det klar på rygraden, og så har jeg mere tendens til rent faktisk at gøre det i kampen. Det er en form for programmering af mig selv. Men det kan også blive for meget, for man bliver ret træt af det,” fortæller han.
En måned på ski
William Kvist har mellem fem og ti år tilbage af sin fodboldkarriere.
”Og når jeg ikke længere spiller fodbold på eliteplan, så skal jeg først en hel måned på skitur,” griner han.
I kontrakten er skiture nemlig bandlyst, klubben vil ikke risikere, at én af stjernespillerne brækker et ben.
Fodboldlivet er uløseligt forbundet med afsavn.
”Det har helt sikkert også ført til kriser. Jeg reflekterer meget over mit liv. Der har været perioder, hvor det har gjort ondt, hvor jeg har tænkt, hvor skal jeg hen, og hvad er meningen med det hele. Men jeg ville også synes, at det er mærkeligt, hvis man ikke tænker over det. Jeg prøver på at tage kriserne med et smil, for det er dér, jeg lærer mest. Det er min udvikling som person, der betyder noget.”
Realisme
Efter folkeskolen og et år på efterskole i Haslev, førte eventyrlysten William Kvist på international handelsskole på Frederiksberg. Klassen skulle som en del af pensum til Australien.
”For at bevare min form fik jeg træning i en klub dernede. Ja, det var igen lidt specielt, og jeg var anderledes end de andre, men jeg ville derned sammen med mine kammerater, og så fandt vi en løsning på det. Men det er klart, at fodboldklubben nok ikke får så mange henvendelser om den slags”.
Smadret familieidyl
Mens William var i Australien, lod forældrene bomben sprænge. De skulle skilles.
”Det barndomsbillede, jeg havde af den lykkelige familie, blev smadret. Der blev sat spørgsmålstegn ved, om noget af det havde været ”fake”. Jeg havde en følelse af, at hele mit verdensbillede blev kastet op i luften. Heldigvis landede mange af tingene på de samme steder, som jeg havde set dem før, men skilsmissen har betydet, at jeg er blevet lidt mere skeptisk og lidt mere realistisk. Jeg havde nok sådan en sukkersød fornemmelse af det hele, men jeg lærte, at tingene ikke altid er, som de ser ud. Der er også nogle underliggende ting,” fortæller William.
Helt almindelig
På ønskelisten for de kommende år står en kontrakt i udlandet, og Williams kæreste, Christine, er indforstået.
”Jeg er i gang med at undersøge hvilke lande, der kunne være interessante. Jeg tænker meget over, hvor jeg ville passe ind, for der skal jo være en mening med det”, fortæller William.
Men foreløbig gælder det fodbolden, og så selvfølgelig studierne, der også er en del af Williams liv.
Dele af hans bacheloropgave er eksempelvis skrevet i pauserne mellem træningen i Sydafrika.
Fodboldspiller og hvad så
”Jeg vælger selv at være under pres, og mine egne forventninger til mig selv er næsten de største. Men det har været en støt stigende kurve. Jeg har kunnet vænne mig til det, lige siden jeg blev udtaget til ungdomslandsholdet. Men jeg præsterer godt under pres. Det sætter fut i adrenalinen. Hvis der ikke var noget at tabe, så blev det kedeligt. Så ville jeg tabe det, jeg har opnået.”
”Der er ingen tvivl om, at jeg hele tiden er udsat for et kæmpe pres, der er ud over det sædvanlige. Men jeg forsøger at tage det helt almindeligt. Ja, jeg er fodboldspiller, og hva´ så?” smiler William.