© Miklas Njor
|
| "Tænk hvis jeg skulle sove med min familie på Frederikssundsvej. Det er svært at forestille sig..." Tanwir Ahmad |
Det er en sen fredag eftermiddag. Familien i det moderne rækkehus i Husum er lige kommet susende hjem fra en lang arbejdsdag med de to små drenge spændt fast i den gule cykeltrailer.
Aftensmaden skal på bordet. Børnene skal i bad, inden den tiltrængte weekend efter en uge med et stramt program kan begynde. Isaak på et år piller i æblekagen, der står på stuebordet sammen med en kande te. Zakaria på tre vil op på skødet. Der er nok at se til, men deres far Tanwir Ahmad skal også lige fortælle om sin hjertesag.
"Det er let nok at leve livet for sig selv og for sin familie. Men det er en udfordring at gøre noget for andre, og den udfordring vil jeg gerne tage op," siger Tanwir Ahmad.
Han tager en brochure frem med et billede af en lille beskidt dreng på forsiden. ”Støt ofrene for oversvømmelserne i Pakistan – denne dreng kan ikke vente længere”, står der.
Brochuren er lavet af netværket Support Pakistan, som Tanwir Ahmad var med til at stifte i august på baggrund af de voldsomme oversvømmelser, der ramte Pakistan og medførte en gigantisk humanitær katastrofe. 34-årige Tanwir Ahmad er ikke typen, der sidder med hænderne i skødet. I eftersommeren rejste han til landet for at rapportere om, hvordan pakistanerne klarer sig. Han er uddannet jurist, er ansat som anklager hos Rigspolitiet, og har siden i sommer også møderet for landsretten som anklager.
Opdraget til at hjælpe andre
"Jeg er opdraget til, at hvis man har overskud til at hjælpe andre, så skal man gøre det. Jeg er privilegeret. Jeg har fået en god uddannelse, et godt job og en familie. Jeg sidder her i min stue og ser på oversvømmelserne i Pakistan, og jeg kan bare slukke for mit tv, når jeg ikke kan holde ud at se mere. Men befolkningen i Pakistan kan ikke bare slukke for deres virkelighed," siger han.
Tanwir Ahmads opgave i Pakistan var bl.a. at rapportere til TV2 News om forholdene.
"Inden jeg rejste, havde jeg naturligvis gjort mig nogle tanker om, hvordan det ville være at stå midt i katastrofen. Alligevel kom det bag på mig at være der. Jeg har flere gange set døde mennesker. Men det var langt værre at se levende mennesker, der led," siger han.
Som dansk-pakistaner med forældre der kommer fra Punjab-provinsen kunne Tanwir Ahmad tale den lokale dialekt punjabi og dermed komme helt tæt på lokalbefolkningen.
”Dem jeg talte med, havde mistet alt, hvad de ejede. Mange havde levet af at spise græs og drikke beskidt flodvand, indtil nødhjælpen kom frem. Hundredvis af kvinder og børn sov langs landevejen, hvor vi kom kørende. Tænk hvis jeg skulle sove med min familie på Frederikssundsvej. Det er svært at forestille sig…
Disse mennesker var også fattige før katastrofen. Men nu havde de også mistet den tryghed, det giver, at man har et hus og en landsby at bo i. Alligevel var de lokales håb og vilje til at overleve intakt. Og det imponerede mig. Midt i al elendigheden byggede de for eksempel en svævebane, så de kunne transportere forsyninger hen over vandmasserne," fortæller han.
Mediernes bevågenhed på oversvømmelserne i Pakistan er ebbet ud. Det handler ikke længere om liv og død men om at stabilisere landet. Og her er det, at Support Pakistan er vigtig, mener Tanwir.
"Nøden fortsætter, efter at kameraholdene er taget hjem."
Derfor samler Support Pakistan i samarbejde med Red Barnet, Folkekirkens Nødhjælp og den lokale samarbejdspartner World Church Service fortsat ind til sundhedsklinikker, vacciner og medicin.
Tryg opvækst på Amager
Rejsen til Pakistan har givet Tanwir Ahmad ekstra blod på tanden i forhold til indsamlingsarbejdet. Men hans pakistanske oprindelse har også haft en betydning for hans engagement. Hans far Bashir Ahmad kom til Danmark som en af de første gæstearbejdere i 1969. Han fik arbejde på Helly Hansens fabrik. Egentlig kom han kun hertil for et kort ophold. For at tjene nogle hurtige penge til familien, og så var planen, at han ville hjem igen.
Men Bashir havde det godt her i Danmark. Han blev behandlet ordentligt. Det var eksotisk at være udlænding på de danske fabrikker, og der var ingen strenge krav om, at man skulle lære dansk for at få lov at blive. Han fik hurtigt sin kone til Danmark. Det var i 1971. Parrets ældste søn Shabbir var baby på det tidspunkt, og Tanwirs mor Nazir Begum fik arbejde på samme fabrik som faderen. De fik en 3-værelses lejlighed i Polensgade på Amager, og i de følgende år blev de forældre til endnu tre børn. Tanwir, født i 1976. Hans lillesøster Nadia og lillebror Imran. Opvæksten på Amager husker Tanwir som tryg med skolegang på Sønderbro Skole.
Søn af analfabeter
Begge Tanwirs forældre var og er stadig analfabeter. På trods af det, har alle fire børn formået at bryde den sociale arv og har i dag gode stillinger. Den ældste bror er uddannet læge, så kommer juristen Tanwir. Hans lillebror er datamatiker, og søsteren er tandplejer.
"Mine forældre sagde altid til os, at uddannelse var det vigtigste. Jeg husker, hvordan vi alle fire sad om det ene skrivebord, vi havde i den lille lejlighed, og lavede lektier hver dag. Min storebror ville i gymnasiet og klarede sig rigtig godt. Derefter ville han ind på medicinstudiet. Det var ham, der lagde det høje niveau".
På samme måde vil Tanwir lære sine to små drenge, at uddannelse er en af livets vigtige byggesten.
"Uddannelse er også en vigtig forudsætning for god integration. For hvis du kan noget, er det ikke så vigtigt, hvor solbrændt du er, eller hvor du har dine rødder," siger han.
Tanwir Ahmad håber, at hans sønner vil blive mødt som de hele mennesker, de er, når de vokser op.
"Der er stadig i dag alt for meget negativt fokus på kulturelle forskelle og etnisk tilhørsforhold. Det indebærer, at vi kommer til at kategorisere mennesker ud fra deres etniske og kulturelle tilhørsforhold. For eksempel mødte jeg en dag i retten som anklager. Inden sagen gik i gang sagde forsvareren til mig - helt uskyldigt og uden nogen ond vilje - at han ikke vidste, at der skulle tolk på i sagen. Han troede automatisk, at jeg var tolk på grund af min hudfarve," smiler Tanwir.
Danmark sakker bagud
| Blå Bog |
|---|
|
• 34 år, født i Danmark. Er praktiserende muslim. Gift med Gulseema Khan, der er uddannet pantefoged. |
Men Tanwir tror på, at hans sønners pakistanske baggrund kun vil være en fordel for dem, når de vokser op.
"I en verden som bevæger sig i retning af globalisering og internationalisering, er det kun en fordel, at man har flere kulturer med i bagagen. Det har givet mig selv et bredere syn på mødet med andre mennesker.
Men Danmark er stadig langt bag efter lande som blandt andet Canada og England, når det handler om at inddrage etniske minoriteter i samfundet."
"Det første man får, når man kommer til Canada som indvandrer er en pjece om, hvordan man kan være en god medborger. Bare ordet medborger viser, hvor inkluderende samfundet er overfor alle etniciteter. Og når man fra starten føler sig som medborger – som en del af fællesskabet – så har man lyst til at bidrage". Tanwir Ahmad mener, at vi i Danmark kan lære af Canada ved at tage ideen om medborgerskab til os.
" Medborgerskab er en vigtig tilgang, fordi det bygger på princippet om ligeværdighed; vi er her alle sammen og skal få det til at fungere. Vi skal deltage, fordi vi har ønsker og forhåbninger i forhold til det land, vi lever i."
Det er samfundets skyld
Danmark skal holde op med at definere danskheden i en meget snæver forstand.
"Vi har for mange indvandrere, der føler sig som ”en af dem uden for”. De har glemt deres ansvar for at være en del af et samfund. De påtager sig en offerrolle, hvor de bare sætter sig tilbage og siger, ”det er samfundets skyld”. Hvis ikke vi får gjort op med den holdning, risikerer vi, at de nuværende problemer med etniske minoriteter breder sig. Vi har brug for det modsatte. At samfundet signalerer, at de etniske minoriteter er danskere som alle andre," siger Tanwir.
Interviewet er slut. Familien er klar til fredagshygge, og endelig kan de to små drenge få deres far for sig selv. De kravler op ved siden af ham i den store bløde sofa, og med tv’et toonet ind på Disneysjov er weekenden skudt godt i gang.