| Julie Bezerra Madsen er i praktik hos Bastard Film i København. Filmen ’Fremtiden i mine hænder’ er lavet i samarbejde med Folkekirkens Nødhjælp. Foto: Lisbeth Engbo |
Da hun var 13, solgte hendes forældre hende til naboen, som tog hende med til et bordel ved Thailands grænse.
Her skulle hun sælge sin krop til mænd. Hun nægtede.
Hun fik valget, om hun ville afstraffes med en knibtang, elektrostød, bankes med pisk eller kølle. Bagefter bedøvede de hende med sovemiddel.
Så var hun nemmere at voldtage.
| Filmen må kun vises i Danmark |
|---|
| Den nu 17-årige Leang slås stadig med traumerne efter de tre års tvangsprostitution, og hun bryder sig ikke om, at hendes historie bliver kendt vidt og bredt i hendes hjemland. Derfor kan vi ikke som annonceret i NØD vise filmen ”Fremtiden i dine hænder” på Folkekirkens Nødhjælps hjemmeside, da den via internettet kan havne i Cambodja. Men hun vil gerne have, at vi viser filmen i Danmark og fortælle hendes historie i håb om, at flere danskere vil bakke op om kampen mod menneskehandel. Ring til Folkekirkens Nødhjælp på 3315 2800 og bestil filmen. |
17-årige Leangs historie er barsk. Så barsk at 25-årige Julie Bezerra Madsen havde svært ved at forholde sig til den.
”Når hun fortalte, hvad hun har været igennem, fik jeg en masse billeder inde i hovedet, men det var bare så grotesk, at det næsten var som at se en film. Jeg kunne ikke forstå, at den her pige kunne have gennemgået alt det og så stadigvæk sidde der og fungere normalt,” siger Julie Bezerra Madsen, der studerer tv- og medietilrettelæggelse på Mediehøjskolen i København.
200 år tilbage i tiden
I en uge fulgte hun cambodjanske Leang med sit kamera for at dokumentere hendes historie. En opgave, der blev hårdere end forventet.
”Jeg vidste godt, det ville blive hårdt at lave filmen, men man kan ikke forestille sig, hvordan det er, før man står i situationen. Det var som om, jeg var kommet 200 år tilbage i tiden,” fortæller Julie Bezerra Madsen.
Under optagelserne kom hun helt tæt på Leang og hendes historie, og det var somme tider svært for hende at bevare professionalismen.
| Video om kvindehjem |
|---|
”Hele ugen gik jeg rundt og var en tikkende tudebombe. Tit sad jeg med dunkende hjerte, mens kameraet begyndte at ryste, fordi jeg var lige ved at græde. Jeg vidste ikke, om jeg skulle lade kameraet køre eller gå hen og give hende et knus,” fortæller hun.
Leang har det sidste år boet på et kvindecenter, der bliver støttet af Folkekirkens Nødhjælp, hvor hun har fået sin egen rådgiver og en uddannelse som syerske.
Nu er tiden kommet, hvor hun skal forlade centeret og stå på egne ben.
I filmen står hun over for valget, om hun skal blive i byen og arbejde på en restaurant eller tage tilbage til sin familie og dermed risikere, at hendes far endnu en gang sælger hende til tvangsprostitution.
”Pigerne er betingelsesløst loyale over for deres forældre. De vil gøre alt for at vinde deres respekt og kærlighed. Også selv om det måske var dem, der sendte dem i prostitution i første omgang. Det var virkelig svært at forstå. Jeg havde bare lyst til at ruske i pigerne og sige ’NEJ’,” siger Julie Bezerra Madsen.
Et stærkt portræt
Hun er overbevist om, at Leang ville være taget tilbage til sine forældre, hvis kvindecenterets rådgivere ikke havde været der til at støtte hende. Og hun ved, at Leangs historie langt fra er enestående.
Derfor håber hun, at filmen kan være med til at vise, at kvindecentrene giver pigerne et håb om et værdigt liv efter tvangsprostitution.
Og selvom det har været hårdt at lave filmen, har hun ikke fortrudt, at hun gjorde det: ”Jeg har helt klart overskredet nogle grænser under optagelserne, men jeg har lige så stille sluppet den knugende følelse inden i. Jeg synes, at filmen er blevet et stærkt portræt af en pige, der kkæmper for at komme videre efter tvangsprostitution.”
