Jeg hedder Zimirat Gyiasidin Kysy.
Min drøm er at blive læge, så jeg kan hjælpe andre mennesker.
Da jeg var en lille pige, døjede min far meget med hovedpine.
Så var det mig, der gav ham nogle piller og noget massage.
Min far sagde altid, at det var jeg god til, for hovedpinen forsvandt.
Så lige siden har jeg gerne villet være læge.
Jeg er 14 år, og jeg er meget glad for, at jeg er kommet tilbage i skolen.
For det er altid godt at blive klogere.
Når man bliver gift, kan man så også fortælle sine børn, at man har gået i skole.
Om formiddagen går jeg i skole, og om eftermiddagen hjælper jeg min mor, storesøster på 20 og storebror på 18 på det lokale marked med at samle papkasser.
Min lillesøster på 7 er hjemme hos min far, fordi han ikke kan se.
På markedet samler min familie papkasser, når de er blevet tømt.
Og så bærer vi dem hen til et bestemt sted, hvor vi sælger dem. Det er et meget hårdt job.
Vi bærer dem på ryggen, fordi de handlende siger, vi spreder alt for meget støv, når vi slæber dem efter os. Det gør
ondt i ryggen og skuldrene.
Det var rigtig slemt, da jeg for to år siden arbejdede hele dagen.
Om vinteren gik vi på markedet allerede klokken 5 om morgenen for at være nogle af de første til at få fat i papkasserne.
Der er nemlig stor konkurrence.
Vi fortsatte med at arbejde til klokken 8 om aftenen. Det var så koldt, at jeg græd, og jeg måtte hele tiden stå og hoppe, fordi jeg frøs så meget.
På en dag kan vi tjene op til 400 som ( knap 60 kroner, red.), men det rækker ikke til at betale huslejen og mad til os alle sammen.
Her i vores hjem i Bisjkek har jeg to ting.
En bog fra 5. klasse med russiske gloser.
Normalt sælger folk deres bøger, når de har brugt dem.
Men jeg har beholdt denne her, fordi min lillesøster en dag vil få brug for den.
Jeg har også en parfume. Den dufter af blomster.
Den fik jeg af nogle veninder til min fødselsdag.
Og jeg bruger den hver dag.
Mahat er en af mine bedste veninder.
Vi mødte hinanden på CPCs børnecenter.
Vi plejer at lave lektier sammen, for vi går i den samme skole.
På centret får vi noget at spise, og så lærer vi om børns rettigheder.
Sådan noget med at børn har ret til uddannelse, ret til at lege, og at folk ikke må ydmyge os, når vi arbejder på markedet.
Vi lærer også om sygdomme – at man for eksempel ikke skal kysse en, der har influenza.
Og at rygning ikke er sundt.
Jeg er vejleder på centret, og det betyder, at jeg har til opgave at fortælle om børns rettigheder for nogle af de andre børn, der kommer på centret.
| Læs mere om CPC og børn i Kirgistan på www.noedhjaelp.dk/centralasien |
