Der bliver et øjebliks næsten pinlig tavshed.
Så en mumlen i forsamlingen og rysten på hovedet. De trækker på skuldrene og skraber i det indtørrede mudder med klip-klapsandalerne.
Nej, landsbyboerne i Paschim Dryarikapur på øen Pathar Pratima ved ikke rigtig, hvad de skal svare på spørgsmålene; om de har hørt om klimaforandringerne.
Om de ved, hvorfor deres ø som en del af floddeltaet Sundarbans i Den Bengalske Bugt er truet bl.a. på grund af hyppige cykloner og storme og stigende vandstande, der på sigt vil få øerne til at forsvinde helt.
Solen bager ned, og sveden får min tækkelige langærmede skjorte til at klæbe. Jeg spørger i stedet, om de har mærket vejret forandre sig de seneste år.
Det ved jeg, de har. Jeg har hørt om alt for korte vintre og alt for hede somre i denne del af det nordøstlige Indien.
Om fiskene, der forsvinder fra floderne.
Om regnen, der – når den endelig kommer – kommer alt for hurtigt og hårdt og ødelægger de spirende afgrøder.
Jeg kender til cyklonen ”Aila”, der ramte Sundarbans den 25. maj og pressede vandet fra floderne ind over digerne, oversvømmede markerne og rev de simple lerhytter med stråtag med sig.
Mindst 134 mennesker i den indiske del af Sundarbans omkom, mens 130 omkom på Bangladesh-siden.
I vand til livet
Men jeg vil høre deres version her på Pathar Pratima, som var et af de steder, der blev værst ramt af Aila.
Så kommer ordene i en tæt strøm fra en lille tætbygget mand med sammenknebne øjne iklædt shorts og en laset trøje.
Omkring ham står resten af familien og lytter.
”Det var om eftermiddagen, og vi var inde i vores hus, da vandet kom. Vi blev meget bange. Jeg fik fat i børnene og satte dem op i vores træbåd sammen med de ældre i familien. Og så vadede vi i vand til livet hen til en skole i landsbyen, hvor vi fandt ly for stormen og regnen,” fortæller 45-årige Jhantu Bhaka.
Først efter en uge var vandstanden sunket så meget, at familien kunne vende tilbage og langsomt begynde at genopbygge deres hus.
Imens boede de under en plastikpresenning og levede af nødhjælp.
Han viser rundt i lerhytten. I et af rummene sover hans børn på et tyndt klæde på gulvet.
Vasketøj hænger i snore under loftet, og teenagesønnen har sat små plakater fast på væggen med indiske filmstjerner og hinduistiske guder i en skøn forening.
”Under Aila mistede vi vores grise og vores afgrøder, der blev ødelagt af det saltholdige flodvand. Hvordan vi skal få mad, det ved jeg ikke,” siger Jhantu Bhaka.
På den samme presenning, der gav ham ly under Aila, sidder vi nu med korslagte ben og snakker om fremtiden.
Hvilke tanker gør landsbyens beboere sig?
Jagareini Bhaka, der opgiver sin alder som 70 plus, kigger mod himlen og laver et pudsigt ansigt, som spørger hun guderne, hvad de egentlig har tænkt sig med Sundarbans.
Om det bare er et stort drilleri.
”Jeg føler mig meget stærkt tilknyttet til denne landsby. Jeg forlader den aldrig. Selvom jeg i sidste ende risikerer at dø. Og desuden hvor skulle vi drage hen? Hvem vil give os jord?,” spørger hun med opbragt stemme.
Udsigt til oversvømmelse
Og hun har ret. Der er ikke umiddelbart udsigt til noget jord til de i alt 4,5 millioner indbyggere på de 54 beboede øer i Sundarbans-deltaet, der også huser et rigt dyreliv – blandt andet den bengalske tiger – på resten af de i alt 102 øer.
I virkeligheden skulle mennesker aldrig have bosat sig her.
Men det gjorde de, og undervejs fældede de mangroveskove for at kunne opdyrke jorden. Og det har vist sig at være fatalt.
For Sundarbans kan se frem til et stigende antal ekstreme vejrfænomener som cykloner, storme og flodbølger på grund af den globale opvarmning.
Og selvom der er bygget diger rundt om øernes banker for at modstå den stigende vandstand, er digerne utilstrækkelige, når en cyklon som Aila slår til og skaber voldsomme oversvømmelser og ødelæggelser.
At plante mere mangrove langs floderne er en af løsningerne på problemerne her og nu.
Under Aila blev de områder med den tykkeste mangroveskov mellem digerne og floden skånet.
Så nu har landsbyboerne på de mange øer smøget ærmerne op og er gået i gang med at plante nye træer.
Fremtiden for Sundarbans er dog dyster.
Øerne risikerer at blive helt dækket af vand i 2050, hvis forudsigelser om den globale opvarmning og konsekvenserne heraf holder stik.
De fattige forurener mindre
”At klimaet ændrer sig, er et faktum, som vi her i landsbyen ikke har så meget indflydelse på. Vi bliver simpelthen nødt til at finde nye måder at agere på og tilpasse os,” lyder det fra en af de mandlige beboere i landsbyen Madhavnagar.
De har forsamlet sig og sidder på gulvet i en kirke, der også blev brugt som opholdssted under Aila.
En anden mand kigger lidt anklagende på mig.
”Vi forurener meget lidt. Vi har ikke elektricitet eller biler, og vi dyrker vores jord med grønne metoder. Men vi kan ikke stoppe klimaforandringerne her, fordi I byfolk bliver ved med at forøge jeres forbrug og dermed forurener mere og mere. Det er jer, der primært er ansvarlige for vores usikre fremtid.”
Jeg ved ikke, hvad jeg skal svare. Han har jo ret.
Så jeg skribler løs på blokken.
Nikker, smiler deltagende og opmuntrende, takker for deres tanker og bidrag til diskussionen og drager så hjem til Danmark i en stor fed flyver og brænder en masse CO2 af på vejen.
Og håber så inderligt på en god og fair aftale her til klimatopmødet i København.
Velvidende at det her også handler om mig – og mine egne handlinger.
